Dette har   Hanne Leffler    modtaget
                           under  tankeinspiration den  15. juni 2004     
     som en
              Hilsen til Danmark
         fra
         Forfatterne
Valdemar Rørdam     Harald Bergstedt   Jakob Bech Nygaard   ( 1872-1946 )             ( 1877-1965 )                        ( 1911-1988 )

            ✺                                       ✺                                            ✺

Valdemar Rørdam:
Når Jeg – Valdemar Rørdam skal sende en Hilsen til Danmark i dag, så må Jeg da vist først præsentere mig, for Jeg tror ikke, der er så mange i dagens Danmark, der kender mig.
Jeg var Digter, og meget af min tid gik med at skrive vers, som Jeg formede ud fra mit hjertes allerinderste følelse; - og de Digtsamlinger, der står tilbage efter mig, bærer tydeligt præg deraf !

Som Jeg startede med at sige, er der ikke så mange, der kender mig i dag, men Jeg tør dog alligevel vove at tro, at mit navn, Valdemar Rørdam  har sat sig spor i den danske Befolkning.

Før Danmarks Besættelse 1940-45 var Jeg een af Danmarks mest populære Digtere; - og mine sange blev sunget atter og atter ved de berømte Alsangsstævner; - her blev min sang Danmark i tusind år, som Jeg skrev i 1917 båret frem af hele den forsamlede folkeskare under ledelse af Aksel Schiøtz, der som ingen anden formåede at få mennesker til at synge med og føle sig som Danskere.

Den 22. juni 1941 fik Jeg et Digt optaget på forsiden af det nazistiske studenterblad ”Akademisk aktion”! Digtet hed ”Så kom den dag”, og det var en hyldest til Adolf Hitler, som nu endelig havde vendt sig mod Sovjetunionen.

                                                     ”Nu viser Tyskland sig sin Kampkraft  værd.
                                                     Vogter han mod vor Vilje Danmarks Vænge”
                                                               skrev Jeg i 2. og 3 linie.

Digtet hensatte mange Danskere i en tilstand af chok. Var Valdemar Rørdam – symbolet på dansk national digtning – blevet nazist ?

Pga. af dette mistede Jeg min årlige hædersgave på Finansloven – Jeg gav frivilligt afkald på den – og de 3600 kr. gik i stedet til Forfatteren Martin Andersen Nexø !

Da Jeg døde i 1946 – 74 år gammel – eksisterede Jeg ikke længere i den nationale erindring.

Når Jeg – Valdemar Rørdam i dag ønsker at sende denne Hilsen til Danmark, er det i håbet om, at min fejltagelse fra dengang omsider er blevet tilgivet og glemt.

Lad mig i dag sende Jer første vers af min sang: Sorgløst kan vi ej synge dit navn – Danmark, som Jeg skrev allerede i 1908:

.
Sorgløst kan vi ej synge dit navn,
Danmark !
Der bløder sår, og der brænder savn. –
Den sang kan tvang dog ej stænge.
Den er i hvert slag, vort hjerte slår,
stærkere nu i dag end i går.
Vi har elsket dig længe,
Danmark !
i tusinde år !
.

.

Ordene i dette vers opfylder mig i dette øjeblik så stærkt, fordi det nøje svarer til de følelser, Jeg har for Danmark  - i dag mere end nogensinde.


Jeg – Valdemar Rørdam ønsker at slutte min Hilsen til mit danske Fædreland med at lade Sangeren Aksel Schiøtz endnu engang synge min sang, som jeg skrev i 1917:

.


Danmark i tusind år

MED  G U D  FOR  DANMARK
                                                                                                                   
  Valdemar Rørdam


1.    Danmark, i tusind år,
længer end saga når,
vor stammes arv,
hærget og frugtbargjort,
hjemstavn og verdens port –
lær os at råde stort
så rig en arv !

2.    Danmark, imod dig slår
atter en stormfuld vår
med liv og død.
Strid eller arbejdsdag;
her kræves hårde tag.
Løft os, vort gamle flag,
i liv og død !

3.    Danmark, i tusind år
søhavn og bondegård
og fri mænds arv.
Brug du os, hvor du kan,
tag du os, mand for mand !
Stå skal vort fædreland
som fri mænds arv !
                                                
               Valdemar Rørdam 1917

Harald Bergstedt:

Melodi:  På det jævne, på det jævne

1.    Når det mørkner og mit øje
ser de tusind stjerners brand,
flyver tanken mod det høje,
mod de fjerne Verd’ners land.
Bor der liv og larm deroppe ?
Folk med tale, folk med sang,
som bag alle tårnes toppe
vandrer rundt i nattens gang ?


2.    Mon på disse klare strande
raser krig og blinker sværd ?
Mon i disse fjerne lande
kæmper nød og sorg som her ?
Intet svar. Hver stjerne stille
stråler ned; - men eet er sandt,
at vor egen jord - den lille,
er en sådan diamant !


3.    Men er jorden sådan stjerne,
som ved midnat blinker ned,
skulle vi da ikke gerne
kunne ordne den i fred ?
Ja, samdrægtig kunne fjerne
både armod, had og mord,
alt for hæsligt til en stjerne
smuk som den, hvorpå vi bor ?
                                          Harald Bergstedt

.

.

Når Jeg – Harald Bergstedt starter min Hilsen til Danmark med denne sang, er det for at vise, hvad mine tanker kredsede om, mens Jeg levede i Danmark. Det vigtigste for mig var fred i modsætning til krig, og den indstilling bevarede Jeg hele mit liv; - selv under Besættelsestiden i Danmark, hvor Jeg i
et øjebliks svaghed i 1942 gik fra ”Social–Demokraten” over til den nazistiske avis ”Fædrelandet” og meldte mig ind i Nazipartiet.

Det, der gik forud for dette skridt, var en rejse, Jeg foretog til Berlin i 1941 sammen med ledende Fagforeningsfolk og Politikere ! Det billede, Jeg på denne tur fik af Adolf Hitlers Tyskland, var tiltalende; - Jeg følte, Adolf Hitler var en dygtig mand, og det overskyggede desværre de mindre heldige sider i Tyskland, der på det tidspunkt allerede var ved at stikke hovedet frem !

Om denne tur skrev jeg to kronikker til ”Social-Demokraten”, hvor jeg tegnede et positivt billede af Nazityskland; - disse to kronikker tillige med den kendsgerning, at Jeg i 1942 meldte mig ind i NSDAP, stemplede mig som nazist i Danskernes øjne !
Der var bare den forskel, at den nazisme, Hitler bekendte sig til og mine forestillinger om Nazismen, var temmelig forskellige. For mig betød Nazismen en fremtid, hvor alverdens fattige børn kom til at leve i sol, sang og glæde under ordnede forhold. Et folkefællesskab, som Hitler realiserede i 1930erne, var for mig det, Nazismen stod for og det, som fik mig til at bekende mig som nazist; - der er nogen, der har kaldt mig for en ”Kraft – durch Freude Nazist”, og det er nok ikke helt forkert.
                      Jeg søgte ikke krigen men freden.


Det gik for sent – alt for sent op for mig, hvad det var, Jeg havde bekendt mig til; - og i 1946 blev Jeg idømt 2 års fængsel.
Ved Befrielsen i 1945 blev mine to børnesange: Jeg ved en lærkerede og Solen er så rød, mor lyst i band; - denne bandlysning varede lige til januar 1963, hvor der på et møde i Danmarks Radios Programudvalg blev udstedt politisk amnesti til disse to sange, så de nu atter kunne synges i radioen.



Randbemærkning:   NSDAP: National-Sozialistische Deutsche Arbeiter-Parte

.

Komponist: Carl Nielsen
Tekst: Harald Bergstedt

Solen er så rød, mor

Solen er så rød, mor,
og skoven bli’r så sort
Nu er solen død, mor,
og dagen gået bort.
Ræven går derude, mor,
vi låser vores gang.
Kom, sæt dig ved min pude, mor,
og syng en lille sang.

Himlen er så stor, mor,
med klare stjerner på
Hvem monstro der bor, mor,
på stjernen i det blå?
Tror du der er drenge, mor,
der kigger ned på mig?
Og tror du de har senge, mor,
og sover li’som jeg?

Hvorfor bli’r det nat, mor,
og kold og bitter vind?
Hør den lille kat, mor,
den mjaver og vil ind!
Mågerne og ternerne
har ingen sted at bo.
Åh, hør, nu synger stjernerne,
de synger mig til ro!

I dag -  59 år efter Besættelsens ophør – ønsker Jeg – Harald Bergstedt at komme med et par kommentarer til tiden dengang:
Da Adolf Hitler tog magten i Tyskland i 1933, forandrede han langsomt men sikkert Tyskland til en Nation, hvor sådan en ting som arbejdsløsheden faldt drastisk  år for år.
Den tyske industri tog en vældig svingning opad; - og Hitler forbedrede vejkommunikationssystemet ved at anlægge Autobahn i store dele af Tyskland ! Dette skabte tillid til Adolf Hitlers navn, og mange følte, at han var den rette mand for Tyskland; - Hitlers enorme kraft var i stand til at hypnotisere mennesker, så de valgte at følge ham; - og mange hoppede i den grøft dengang.

Denne sang,  som Jeg Harald  Bergsted skrev i denne periode, fortæller lidt om det sind, Jeg bevarede på trods af alt det, der skete i Danmark dengang:

                                  Harald Bergstedt


Jeg ønsker i dag at give Danmark en ny sang – en med appel og kraft i, én med blidhed og sødme og én med en urokkelig tro på fremtiden.
                   Værsågod  Danmark, her er sangen:


.

.
Melodi: Se, det lyser for vort øje

1.
Til det mindste Land i Norden,
Landet som blev dit og mit,
som har kæmpet, som har stridt !
Af de lande, som i Norden
vi kan øjne, bli’r du nummer eet.
Lad i fællesskab vi tag`
alle som en hjertesag;
thi vort Land og vi er eet,
fylder vi på kortet lidt,
har du i vort hjerte magt,
og vor hele fulde agt;
vi kan vinde
ved at binde
dig et minde,
som i klang
og i sang
blev vor gang.

2.
Danmark, Danmark du blev landet,
som for kvinde og for mand
 blev vort ægte Fædreland;
kransed` som du er af vandet,
favner vi dig alle som vort Land.
Lad i fællesskab vi ta`
alle som en hjertesag;
thi vort Land og vi er eet,
fylder vi på kortet lidt,
har du i vort hjerte magt,
og vor hele fulde agt;
vi kan vinde
ved at binde
dig et minde,
som i klang
og i sang
blev vor gang.

3.
Vi kan smile, vi kan græde
for vi ved, at efter nat
kan vi atter tage fat;
skønt vi tit har måttet væde
Jorden med en tåre ved nat.
Lad i fællesskab vi ta`
alle som en hjertesag;
thi vort Land og vi er eet,
fylder vi på kortet lidt,
har du i vort hjerte magt,
og vor hele fulde agt;
vi kan vinde
ved at binde
dig et minde,
som i klang
og i sang
blev vor gang.

4.
Lad i dag en Digter sige
at Jeg – Danmark, har dig kær,
at du står mit hjerte nær.
Kommer  tit pr. himmelstige
til det Fædreland, Jeg fik så kær.
Lad i fællesskab vi ta`
alle som en hjertesag;
thi vort Land og vi er eet,
fylder vi på kortet lidt,
har du i vort hjerte magt,
og vor hele fulde agt;
vi kan vinde
ved at binde
dig et minde,
som i klang
og i sang
blev vor gang.

5.
Lad mig sige til Jer alle,
at det mindste Land i Nord,
er det bedste Land på Jord !
Jeg et bud har til Jer alle,
hør mig, I som Danemark bebor !
I har Verdens bedste Skat,
denne kvinde, som ta`r fat
på at give Jer et bud,
fra den store milde  G U D.
Hist fra Danmark stedse går
hendes ord, som Himlen når.
Ord fra hende
vil alt vende !
 G U D  vil sende
ordet ned;
fluks af sted
helt herned.

6.
Hun vil varsomt ordet tage,
skrive alt ned på papir; -
alt hun hører,  G U D  HAN  si`r !
Mange nætter, mange dage
lytter hun, hvad Guddommen gi`r.
Hun har samlet sig et væld
fra det klare Himmelhvælv !
Det er rene Guddomsord,
som Han giver vores Jord,
og hun bliver stadig ved,
stopper ej, men bliver ved.
Hun ej vige
ordet stige
mod det RIGE,
hvor Vor  G U D
bringer bud
Verden ud.

7.
Hør Hans klare Guddomsvælde !
Gennem denne kvindes hånd,
taler  nu  GUD-FADER´s  ÅND.
Disse ORD, som står med vælde,
Jord og Himmel samler med et bånd:
Hør mig, alle I på Jord !
Her er Jeres  FADER´s ORD:
Mine Ord skal nå til dig,
lad mig følge dig på vej.
Se, Jeg stiger ned til dig,
lad os følges du og Jeg !
Til Mit RIGE
uden lige
vil  du   stige.
Her er   Fred
Kærlighed
Evighed !
                              G U D              

       Harald Bergstedt

         

.

Jakob Bech  Nygaard:




Der er et Land i Verden, hvis navn giver mig en sprudlende glæde, fordi dette Land har været mit Fædreland; - og landet er Danmark.

.

.

Mit navn er Jakob Bech Nygaard, og når Jeg i dag ønsker at sende en Hilsen til Danmark, er det fordi Jeg er i den heldige situation, at en dansk kvinde vil modtage mine ord.
Noget af det, Jeg nok huskes mest for, er min forfattervirksomhed; - Jeg debuterede i 1941 med romanen ”Guds blinde øje”, og den slog mit navn fast som forfatter. Den handler om en lille forældreløs pige, der på et børnehjem kommer til at opleve, hvor ond verden kan være i form af Forstanderinden Frøken Edelburg !

            ”Guds blinde øje” efterfulgtes af   ”Du blev træl” !
I 1964 blev Jeg årets Forfatter; - og i 1982 blev Jeg indstillet til LO´s Kulturpris, men blev i sidste øjeblik slettet af listen, da det kom frem, at Jeg på et tidspunkt under Besættelsen havde meldt mig ind i NSDAP.

At melde sig ind i et parti under Besættelsen, kræver en virkelig tilbundsgående overvejelse, og grunden til, at Jeg – Bech Nygaard gjorde dette, var dels af nysgerrighed, dels fordi Jeg følte mig tiltrukket af Adolf Hitlers politik, som klingede i nogle sider af mig selv, og endelig var der en god portion angst med i denne indmeldelse; - noget som Jeg bittert kom til at fortryde, da Krigen var slut; - men da var det desværre for sent. - Jeg måtte leve hele livet med skammen som en uafrystelig del af min person !

                               Må  G U D   bevare Adolf Hitlers   sjæl !


                                    Jakob Bech Nygaard




Valdemar Rørdam, Harald Bergstedt og Jakob Bech Nygaard:

Når Vi tre i fællesskab ønsker at sige dette til det Danmark, der blev Vort Fædreland, er det,  fordi Vi deler en fælles skæbne.
Vi har alle midt i vor forfattervirksomhed meldt Os ind i Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti – helt bevidst om, hvad det var, Vi gjorde !
       Den skam, Vi derved har fået klæbet til Vor person, var uafrystelig !

Ikke desto mindre ønsker Vi tre i fællesskab at tale til det Danmark, der stemplede Os dengang.

Vi har i dag et overblik, som vi savnede dengang, og det giver Os mod til at sige:
Det Land, Vi dengang svigtede, ser Vi i dag tilbage på som Landet, hvor Vi hørte hjemme, og som i sandhed var Vort. At svigte dette Land står for Os alle tre som noget nær en helligbrøde; - og Vi får ikke fred, før Vi har bedt dette Land og dets Befolkning om tilgivelse, fordi Vi var i stand til at handle, som Vi gjorde under Besættelsen.

Vi ønsker i fællesskab at give  Danmark en undskyldning for Vor opførsel !
For at vise Vor agt og Vor kærlighed til Danmark,  sætter Vi  sidste vers af H.C. Andersens fædrelandssang:  I Danmark er jeg født  under Vort Budskab.

.

.

Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,
hvor sproget er min moders bløde stemme
og som en sød musik mit hjerte når.
Du danske, friske strand
med vilde svaners rede,
I grønne øer, mit hjertes hjem hernede !
Dig elsker jeg ! – Danmark, mit fædreland !
                                                                                H.C. Andersen

15. juni 2004

Valdemar Rørdam       Harald Bergstedt     

Jakob Bech Nygaard

                      ✺                                       ✺                       ✺                                      

                                    ALT BEKRÆFTES I GUDS NAVN 
                                                                                                                      ✖

Randbemærkninger  fra Jakob Knudsen:
1. Jeg ønsker at sige til Jer, at disse tre Digtere alle tre delte fælles skæbne; - alle tre gik de over til Nazismen i en tid, hvor Danmark allerede var begyndt at bløde pga. den ufrivillige tilknytning til Tyskland, og dermed ødelagde de alle tre deres digterkarriere; - dette skæbnefællesskab gør disse tre Digteres Hilsen til Danmark særlig vedkommende og læseværdige nu så mange år efter.
2. Jeg – Jakob Knudsen står i dette øjeblik ved Harald Bergstedts side, og det er en skælvende Harald Bergstedt, der nu står foran det, som han har set frem til så længe – at sende en Hilsen til Danmark; - hans ord til mig og R. Malling-Hansen lige nu var netop: Tror I, Hanne er klar over, hvor inderligt Jeg ønsker at sende denne Hilsen ?  
Det tror Vi, Hanne er klar over nu !
3. Hanne og Kirsten – når I er færdige med Jakob Bech Nygaard, så har Danmark modtaget en Hilsen fra tre Digtere, der elsker det Danmark, de forlod, med en varme, som er sjælden selv på Vore Himmelstrøg.


Biografier fra Lademanns leksikon:

Rørdam, Valdemar
Rørdam, Valdemar (1872-1946): dansk digter. Skabte en omfangsrig lyrisk produktion, præget af sikker beherskelse af versets muligheder og stor sans for ordenes klanglige og rytmiske værdi. Hans grundholdning var nationalistisk og heroisk; men også det erotiske var fremtrædende i hans poesi. Til hans bedste digtsamlinger hører Tre strænge (1897), Dansk tunge (1901), Afrodites boldspil (1920) og Fugleviser (1924). Endvidere de episke digte Bjovulv (1899) og Gudrun Dyre (1902).

Bech Nygaard, J
Bech Nygaard, J(akob) (1911-88): dansk forfatter. Har i realistiske, ofte reportageagtige romaner behandlet sociale problemer. Debut 1941 med Guds blinde øje, et angreb på børnehjem, fortsat i Du blev træl (1941). I Livets dræt og dødens (1943) skildres vestjyske fiskere. Andre romaner: De ufødte ler (1961), Natten er nådig (1963), Kamæleonen (1965), Solen står lavt (1968), Frodig ørken (1970), Brød til min broder (1971), Forgården (1974) og fortsættelsen Det allerhelligste (1975), Dagen og drømmen (1977) samt Hvad med i morgen? (1981). Børnebøger. Årets forfatter 1964.

Bergstedt, Harald
Bergstedt, Harald (1877-1965): dansk forfatter; lærer. 1927-42 medarbejder ved Social-Demokraten, 1942-45 ved det nazistiske Fædrelandet, hvorfor han 1946 idømtes 2 års fængsel. Har skrevet romanerne Alexandersen (1918), Jørgensfesten (1919) og en del folkelige skuespil. Hovedværket er de populære Sange fra provinsen 1-4 (1913-21) og det fortællende digt Hans og Else (1916).