FRA - N I E L S * E B B E S E N - modtog vi den 13. januar 2016 denne Beretning, hvori han ønsker at redegøre for, hvem og hvad der satte dét i gang, der endte med Mordet på Den kullede Greve, hvorved Danmark dengang i 1340 blev befriet. - - - - - - - - - -- Den kullede Greve udtaler sig, og derefter taler G U D til dem begge.
TTT h
Denne BERETNING har
Hanne Leffler
modtaget under tankeinspiration
den 13. januar 2016 af
N i e l s E b b e s e n -
om Mordet på ”Den kullede Greve”
+
Det er Niels Ebbesen, der taler:
De fleste kender historien om mordet i Randers på Grev Gerhard 3. af Holsten - også kaldet Den kullede Greve.
Dette Mord var på en Person, der med sine Holstenere trængte ind i Danmark fra syd. Greven trængte op igennem Jylland. Undervejs kaldte han de jyske Adelsmænd til sig for at få dem til at sværge huldskab og troskab.
Jeg – der ejede Herregården Nørreris ved Randers, blev også spurgt, men Jeg nægtede at give ham mit ord.
I stedet fik han min handske som tegn på, at vi var Fjender.
X X X
En nat i året 1340 red Jeg mod Randers med min Flok af svende.
Ved broen over Randers Å nægtede min slægtning Svend Trøst at gå med længere, hvad Jeg var ærgerlig over og bebrejdede ham. I Randers fik vi adgang til Grev Gerts hus.
Det lykkedes mig at komme ind til Grev Gerts sengekammer, hvor Jeg ved hjælp af mine Svende huggede hovedet af Greven over sengestokken.
Derefter flygtede Jeg ud af byen, og da vi kom til Randers Å, viste det sig, at Svend Trøst havde løsnet brædderne på broen, så de hurtigt kunne kastes af.
De Holstenere, der forfulgte os, kunne derfor ikke komme over broen, da der ingen gangbrædder var på.
Jeg – Niels Ebbesen stillede mig derefter i spidsen for den Hær, som gjorde oprør mod Holstenerne.
Jeg faldt den 2. november 1340 i et slag
ved Skanderborg.
Det lykkedes at få Holstenerne ud af Danmark, som ellers ville være indtaget af Grev Gert og hans mænd; - og derefter kunne Valdemar Atterdag blive Konge.
Nu næsten 700 år efter dette mord, ønsker Jeg at redegøre for, hvem og hvad der satte det hele i gang.
Dette Drama, der udspilledes, havde ikke mennesker - men E n g l e som Aktører.
Grev Gert tilhørte Gruppen G U D´s faldne Engle. Han havde ladet sig inkarnere på Jorden som menneske, men havde ellers hjemme i Helvede i lighed med de øvrige af G U D´s faldne Engle.
Dette Helvede, der oprindeligt var en lille skøn Verden, var i årmillionernes løb blevet ødelagt af det Mørke, alle disse Engle bar i deres Tanke, og som de bestandig tiltrak.
Den dybest faldne af dem alle var D j æ v e l e n.
Disse faldne Engle lå bestandig i kamp med G U D´s lyse Engle (De Yngste)! Det var en sej og bitter Kamp, hvor Mørket og Lyset stod overfor hinanden.
ARDOR (Djævelen) – Mørkets Herre - havde anbragt nogle Bestemmelser i den astrale Æter
over Jorden. Heri havde Han nøje beskrevet, hvad der skulle ske i nærmeste fremtid på Jorden; - og for at støtte disse Bestemmelser lod nogle af de faldne Engle (De Ældste) sig inkarnere på Jorden
som mennesker.
Ifølge disse Bestemmelser skulle Grev Gert og Holstenerne (som bestod af mange af De Ældste) indtage Danmark; - og hensigten var, at Grev Gert skulle trække Mørkets Ondskab ind over Danmark. Blandt G U D´s lyse Engle (De Yngste), der havde hjemme i den yderste Kreds af de seks Astralsfærer, G U D i sin Tid lagde rundt om Jorden som Opholdssted for menneskeånderne mellem inkarnationerne, var der en Engel, der lod sig inkarnere på Jorden som Niels Ebbesen.
Han var i stand til at læse ARDORS Æterbilleder, og heri læste Han, hvad ARDOR havde bestemt skulle ske i Danmark.
Jeg – Niels Ebbesen følte dyb Sorg ved tanken om dette og ønskede af hele mit hjerte at beskytte Danmark for en sådan skæbne. Jeg og en Skare af De Yngste lod os inkarnere i Danmark, - Jeg som Herremand på Nørreris Herregård.
Da Grev Gert med sine Holstenere trængte op igennem Jylland, var tiden kommet til, at Jeg skulle indfri mit Løfte – at uskadeliggøre denne Greve og ødelægge hans forsøg på at indtage Danmark.
Der var en Skare ligesindede, der følte som mig - (En stor del af disse var af De Yngste), og vi blev enige om med mig som Leder, at Slaget skulle stå natten til den 2. april 1340. I nattens mulm og mørke drog vi til Randers; - og vi havde held til at trænge ind i Grevens sovekammer, selv om det vrimlede med Holstenere i byen.
Imellem Den kullede Greve og mig har der indtil nu været kold luft.
Jeg vil bede Den kullede Greve om at give os sin version af dét, der skete dengang.
N i e l s E b b e s e n
¬
Den kullede Greve:
I dag ser situationen helt anderledes ud, end den gjorde dengang
HELVEDE eksisterer ikke mere!
Den 3. marts 1912 vendte ARDOR ved KRISTI hjælp og støtte tilbage til Lyset og G U D; - og alle De Ældste, der dengang kun tænkte ondt og handlede ondt, er nu alle i gang med at fjerne Mørket fra deres Tanke, så Lyset atter kan få adgang.
Dette gælder også mig!
Jeg ønsker at sige til Niels Ebbesen:
Her har du min hånd Broder. Lad det, der har været imellem os,
være væk for stedse, og
lad os mødes i fred og enighed.
Grev Gerhard 3.
Den kullede Greve
BEKRÆFTET I G U D’S NAVN
z
Hanne Leffler
i alt
S a n d h e d
µ
Nu ønsker G U D at tale:
G U D:
JEG – Jeres SKABER ønsker at sige til Jer begge:
JEG har fulgt Jer, hvor I end befandt Jer.
Ingen Sorg kunne være større, end da lidt under halvdelen af Mine Engle faldt for Mørket og forlod MIT RIGE.
I de årmillioner, der er gået, har JEG, - MINE TOLV TJENERE og alle Mine Engle kun haft eet stort Ønske, der overskyggede alt:
At få alle De Ældste løst fra Mørket og ind
i Lysets Verden igen !
¶ ¶ ¶
Vi er nu nået så vidt, at alle de savnede og dyrebare Engle er kommet ind under Min Ledelse;
- og vi kan nu se en ende på den Sorg, der har fyldt Os alle.
Til Niels Ebbesen og Grev Gerhard ønsker JEG at sige:
Der er intet, der kan glæde mig mere,
end når JEG oplever, at Mine Børn giver hinanden hånden til fred og forlig.
MIN VELSIGNELSE skal følge Jer begge!
13. januar 2016 G U D
z
G U D’s faldne Engle kaldes De Ældste. - G U D´s lyse Engle kaldes De Yngste.
Da alle G U D’s Engle i kraft af G U D’s VILJE er skabt og fremstået samtidig i G U D’s RIGE, skal disse betegnelser kun betragtes som adskillende.
d d d