Dette har jeg    Hanne Leffler    modtaget
under  tankeinspiration  den  27. januar 2006 af
          W o l f g a n g   A m a d e u s   M o z a r t
          ✾   ✾   ✾   ✾

(1756 – 1791)

En HILSEN  til  VERDEN

i anledning af 250 - årsdagen for hans fødsel

.

.







       Må Jeg - Wolfgang Amadeus Mozart have lov at give Jer en sidste Symfoni.

Jeg blev som bekendt født 27. januar 1756 i den østrigske by Salzburg. Huset, hvor Jeg blev født, kan beses endnu; - og det er forsynet med en  plade, hvorpå der står, at Komponisten Wolfgang Amadeus Mozart  er født her.



Jeg forlod Jorden den 5. december 1791, så Jeg blev kun 35 år gammel. Det er jo ikke ret meget, når man betænker, hvor meget musik Jeg har skænket Verden; - men som det vel er de fleste bekendt, startede Jeg meget tidligt som Vidunderbarn. Mit liv har således stort set altid drejet sig om musik.

                
Den danske Komponist J.P.E. Hartmann har 7. november 1999  under tankeinspiration overgivet det danske Medium, Hanne Leffler dette lille Musikdigt:

.

               Når Musikkens toner i rummet klinger ud
           så vil de allerskønneste alle som een bringe bud
om, at der eksisterer en anden Verden
som findes, hvis man vandrer i Rummet ud.
Og vandrer man længe nok ad Musikkens Bane
vil man finde G  U D.
                Når den skønneste tone klinger, står du foran  Himlen’s  G U D.
Husk, når du lytter til al skøn musik
at de pragtfulde toner bringer bud
om det Evigheds-liv, Vi alle skal leve hos G U D.
                                                J. P. E. Hartmann
.

.
Når Jeg som Komponisten Mozart satte mig ned for at komponere et stykke musik, så hørte Jeg, allerede inden Jeg begyndte, det meste af dette stykke for mit indre øre, og derefter var det ingen sag for mig at nedskrive noderne.
Jeg har stort set leget mig igennem hele livet; - og Jeg var i grunden allerlykkeligst, når jeg komponerede. Selve arbejdet trættede mig aldrig; - dét, der kunne gøre mig træt og slå mig ud, var de talrige pengesorger og andre besværligheder, jeg måtte kæmpe med.

Når Jeg - Wolfgang Amadeus Mozart i dag skal sende et Budskab til Verden, så må det blive som en Symfoni.
Jeg tager min kære gamle violin frem, og med et par enkelte buestrøg er Jeg parat.
                                                           Prøv at lyt!
Kan De høre, hvordan tonerne ligesom taler deres eget sprog og fortæller det, Jeg ønsker at overgive Verden; - på et tidspunkt vil hele Orkestret stemme i, og denne Symfoni, som er min sidste, har jeg kaldt:

.


G l æ d e s  -  S y m f o n i e n :



Må Jeg præsentere mig; - mit navn er Wolfgang Amadeus Mozart.
Jeg vil nu starte en Symfoni, som Jeg har lagt al min følelse i!
Denne Symfoni bliver den sidste i rækken af Symfonier, som Mozart
gav Verden, som en Hilsen fra Himlens G U D, -
denne Verden, som nu fejrer 250-årsdagen
for min fødsel, som fandt sted 27. januar 1756 i Salzburg.
Jeg ønsker at fejre fødselsdagen
med at spille et lille stykke Mozart-musik.
Prøv at lyt, så vil det i løbet af et øjeblik
gå op for Jer, at Ouverturen til denne Symfoni
er sammensat af mange forskellige temaer.
Det er mig en fryd atter at spille alle disse kendte og skønne temaer,
som har glædet så mange mennesker gennem tiden.
Lad mig et kort øjeblik føre Dem tilbage i tiden,
fra da Jeg som ganske ung gav koncert i
Redouten-Saal i Schönbrunn-Paladset i Wien !
Salen var fyldt til randen af tilhørere; -
og den østrigske Kejserinde Maria Theresia var også til stede
på slottet i Wien.
    ✾
Jeg vil nu lade mit Orkester få plads på en dejlig scene i København.
Det er Københavnernes stolthed – Det nye Operahus i København.

Jeg fatter med ømhed, ærbødighed og inderlig glæde min gamle violin,
som har fulgt mig gennem årene helt fra Wien.
Jeg lader med skælvende hånd
de første toner af  Symfonien  klinge ud i rummet; -
salen er helt fuld, og Jeg fornemmer en andagt; - al tale er forstummet.
✾

Efter på min violin at have antydet lidt af Ouverturen til
Operaen ”Tryllefløjten”,
lægger Jeg violinen og sætter mig til flyglet, hvor Jeg
lader Papagenos  Arie fra ”Tryllefløjten”
 så smukt Jeg overhovedet formår det - lyde gennem den smukke sal.

I dette øjeblik udvider murene sig, og det forekommer mig,
at Jeg – Mozart befinder mig i en Himmel-Sal.
Hører Jeg rigtigt; - er det Engle, der synger i det fjerne ?
Sangen kommer nærmere, og de stemmer, der før var så fjerne,
lyder nu klart og tydeligt i salen.


Englene synger min ”Ave Verum Corpus ”,
og da det er Engle, der synger, lyder det himmelsk.
Det næste musikstykke, Jeg spiller på min violin,
er „Romancen  fra Eine kleine Nachmusik.“
Aldrig har disse toner lydt mere himmelsk !

✾
Jeg holder en lille pause, -  og nu sker der noget; -
en kvinde har sat sig parat ved flyglet,
og sammen slår vi an
til tonerne af ”Schlafen mein Princhen, schlaf ein!”
Aldrig har denne kvinde, hvis navn er Hanne Leffler
spillet smukkere på flyglet.
Det er, som om hver tone stiger til vejrs og når HAM,
der er Al Musiks FADER.
Det er så betagende en oplevelse, at Jeg – mens Jeg ledsager musikken
på min violin, sender en tak op til  HIMLENS FADER
                

Det næste stykke, der bliver spillet, er den lille yndefulde og dejlige:
”Kom maj, du søde milde” !
Vort samspil er i dette øjeblik så fuldendt, at tonerne lyder,
som kom de fra samme kilde.

Tårerne stod mig i øjnene, da hele salen klappede
og blev ved med at klappe.
Den lille kvinde,  hvis navn er Hanne Leffler,  trak sig stille tilbage.

✾ 

Nu lyder gennem rummet de festlig toner af den lille rappe og muntre
Rondo A la Turca.
Pianisten, der nu har taget plads ved det sorte flygel
og lader fingrene løbe hen over tangenterne på det ædle Steinway-flygel,
er den berømte danske Pianist Victor Schiøler.

Denne Pianist og Jeg klinger godt sammen, så Jeg fatter atter violinen,
og sammen med Victor Schiøler
lader vi tonerne til min Klaversonate  i  C   klinge ud i Æteren.
Vi spiller den til vejs ende, og det virker,
som om der går et suk gennem Æteren.

Det store Orkester, der indtil nu havde siddet roligt og ventet,
gør sig nu klar til at spille
Ouverturen til Figaros Bryllup.
Det er, som om hver eneste tone, hver eneste trille
rører alle så dybt i salen, at nogle må have lommetørklædet frem.

Ved Ouverturens slutning kommer en ung mand frem.
Det er den gudbenådede  kinesiske   Pianist  Lang  Lang.
 Denne Pianist har Jeg ønsket skulle spille det næste stykke i min Koncert.

✾

Der går et sus gennem salen, da han sammen med Orkesteret slår tonerne an til den måske mest elskede  Klaverkoncert
af dem alle, - min Klaverkoncert nr. 21 i C.
Da det smukke  ”Elvira Madigan-tema”  lyder,
står Jeg med hjertet fuldt af  taknemmelighed.

Jeg kan mærke, hvor meget publikum i salen sig fryder
over de lette og indtagende toner, der under den unge mands hånd
tydeligt fortæller os alle, at han må komme fra en større Verden,
hvortil han stadig har et bånd.

Nu får ”klarinetten” ordet, idet tonerne fra den lille smukke og yndefulde Adagio i den kendte Klarinetkoncert i A - på en forunderlig måde
forener sig med alle i salen. –
Jeg har først og fremmest ladet skønheden råde
i dette Musikstykke, som fortæller mig, at Jeg – Mozart
ikke har levet forgæves.
Publikums applaus gentager for mig, at Jeg ikke har levet forgæves.

✾

Nu gør Orkestret sig atter klar til at spille,
og min Koncert er nu nået til finalen.

Jeg ønsker at lade min Koncert for horn og orkester
Nr. 2 – Rondoen, der danner 3. sats, lyde ud i salen.
De smukke toner  - ledsaget af hornet,
danner en festlig og smuk afslutning på min Koncert.

Da den sidste tone er døet hen,
modtager Jeg salens applaus for denne Koncert,
og Jeg har nu kun én ting tilbage at sige:

Tak til alle I, der lyttede.
Jeg ønsker, at I skal lade glæden ved tonerne stige
op mod  HAM, der er Al Glædes Ophav; -
HAM - der er Al Skøn Musiks Ophav.

27. januar 2006                 W o l f g a n g   A m a d e u s   M o z a r t
                                            ✾   ✾   ✾   ✾            







BEKRÆFTET  I  G U D's  NAVN

✖



.
                .

Tryllefløjten: K 620   -   Ave verum corpus K 618   -   Eine kleine Nachtmusik K 525 -
Kom maj du søde, milde K  596   –   Rondo Alla turca K 331
Sonate i C K 330  –   Figaros Bryllup K 492  –  Klaverkoncert nr. 21 i C  K 467 –
Klarinetkoncert i A  K 622  –  Koncert for horn og orkester nr. 2 rondoen K 447.
             


Komponerede 23.000 partitursider
Mozart er blevet kaldt den største begavelse i musikhistorien. I sit 35 år lange liv nåede han at komponere, hvad der svarer til 23.000 partitursider, og som komponist udviklede han - sammen med Beethoven og Haydn - den wienerklassiske stil til perfektion.
Samtidig udviklede Mozart i sine værker nye harmonier, han tilføjede flere blæserinstrumenter i musikken og ikke mindst blev han ved med at forny sig gennem sine år som komponist.
Den danske komponist Carl Nielsen mente, at Mozart var den største mester:

- Mozart var på én gang overordentlig streng, logisk og konsekvent i sine modulationer og samtidig mere fri og ubunden i sin form end nogen anden af de klassiske mestre.

.

Antonio Saliéri's Bønskrift:

Denne BØN om Tilgivelse  har

                       Hanne Leffler modtaget                                                      modtaget   under  tankeinspiration den 26. august 2009 mellem
                  Antonio Saliéri og W o l f g a n g   A m a d e u s   M o z a r t
                                                          ✾   ✾   ✾   ✾


.

.


Antonio Salieri:
                   Jeg er den, der bliver nævnt sammen med Komponisten Wolfgang Amadeus Mozart. - Mit navn er Antonio Salieri.

Jeg var dengang i 1700-tallet en kendt og berømt Komponist, der havde stor succes bl.a. med mine Operaer, foruden at jeg blev udnævnt til Hofkapelmester. Jeg burde således være glad og tilfreds; - men der var én ting, der bestandig var mig en kilde til ærgrelse.

Jeg følte, at Komponisten Mozart bestandig nåede højder, hvortil jeg ikke kunne komme; - og disse tanker åd sig ind i mit sind.

Ret beset burde der have været plads til os begge; - men de følelser, jeg bar i mit indre, forhindrede dette.

Der har været meget tale om, at jeg befandt mig hos Mozart, da han var syg og sengeliggende, og ved den lejlighed skulle have bemægtiget mig Mozarts geniale Requiem, som blev det sidste, Han skrev.

Dette er ikke helt korrekt.

At jeg besøgte Mozart nogle gange under hans sygdom er korrekt; - og under eet af disse besøg talte vi sammen om hans Requiem. - Han følte ikke, at Han havde kræfter til at fuldføre dette store Værk.

Jeg sagde halvt i spøg: Hvis du ikke når det, så skal jeg gøre det færdigt for dig. Jeg kunne mærke, at Mozart ikke var glad for dette. Han ønskede selv at udføre arbejdet.

Jalousien mod den dygtige Komponist blussede endnu engang op i mig; - og lige pludselig  fik jeg ideen, - at jeg kunne hjælpe Mozart lidt på vej!  Jeg følte, det var, som om en vis Hr Beelzebub med horn stod ved min side og fristede mig; - det er svært for os mennesker at modstå denne Herre; - jeg gik halvt i søvne hjem. Men næste gang jeg kom tilbage, stod det stadig lige dårligt til hos Mozart.
Hans kone Constance Mozart var hjemme og dybt bekymret for sin mands helbred; - hun lovede ham en kop hyldete og kom ind med det til ham. Mens han blundede, samtidig med at han halvvejs stønnede, så jeg mit snit til at hælde noget giftpulver, jeg havde fremskaffet, ned i teen; - der gik en stund, så førte Mozart skålen op til læberne og drak!

Derefter tog jeg ret hastigt afsked med dem begge.
Nogle dage efter hørte jeg, at Mozart var afgået ved døden.

Jeg besøgte Enken for at bevidne min deltagelse. -
Mozarts efterladte noder med det endnu ikke fuldførte Requiem, lå på  bordet; - jeg studerede dem nøje og lagde dem efter at have fået Constances tilladelse ned i min vadsæk.

Det blev nu ikke mig - men Mozarts elev Franz Süssmayr, der færdiggjorde dette Requiem efter skitser givet ham af Mozart selv. Kort før hans død samledes en flok musikalske venner om sygelejet for at gennemsynge de færdige afsnit af Requiem, men ved Lacrimosa-satzen brød Mozart grædende sammen.

En time efter midnat den 5. december døde han, -  den Komponist, der har betydet så meget for Verden med sin musik, at Verden blev en anden, da Han begyndte at komponere.



I den tid, der er gået siden dette ulyksalige skete, har jeg haft rig lejlighed til at gennemtænke min handling. Den har tynget mig så meget, at jeg nu ønsker at sige til Mozart:
Min kære Ven.
Jeg ønsker at  bøje mig i støvet for dig i anerkendelse af, at du er een af de største Komponister, der har levet på Jorden. Jeg – Antonio Salieri fortryder bittert min handling, som bevirkede, at du døde ikke engang et døgn senere. Jeg er klar over, hvilken udåd, jeg har forvoldt; - og jeg beder så inderligt, som jeg overhovedet kan om tilgivelse!
    
                                             Jeg takker dig, hvis du tilgiver mig dette,
som i sandhed var utilgiveligt.
                                                      Antonio Saliéri  
.

.
 
Wolfgang Amadeus Mozart:

           Antonio Saliéri.
Jeg forstår, hvor meget De har l i d t  ved tanken om denne gerning.

Jeg kan fortælle, at da Jeg forlod Jorden, blev Jeg ført direkte op til  HIMLENS G U D, der tog mig i SIN FAVN og takkede mig for al den skønne musik, Jeg har givet menneskene.
Jeg fik at vide, at Jeg havde nået at give dem al den musik, som Jeg havde planlagt før min inkarnation som Mozart, og denne Glæde er for mig så stor, at den overskygger alt.

Min ven - Antonio Saliéri.
Den brøde, De har forvoldt, tilgiver Jeg Dem i forvisning om, at når engang Vi begge mødes i  G U D´s PARADIS, så vil dét, der her har været imellem os, afløses af en Fryd over at være nået til dette Paradis, der overskygger alt.
                                                      
                    26. august 2009            W o l f g a n g   A m a d e u s   M o z a r t
          ✾   ✾   ✾   ✾




   ALT BEKRÆFTET   I   G U D’S   NAVN




.
.
Efterskrift:
Mogens Wenzel Andreasens ”Mozart”, Politikens Forlag:

                    ”En af Wiens aviser, Wiener Zeitung, bragte en nekrolog:

     ”Natten mellem den 4. og 5. december døde her i Wien den kongelige og kejserlige hofkomponist Wolfgang Mozart. Lige fra sin tidlige barndom var han kendt over hele Europa som et usædvanligt musikalsk talent, og takket være en lykkelig udvikling af sine naturlige gaver nåede han det højeste mesterskab. Det vidner hans almindeligt elskede og beundrede værker om, og disse er målestokken for omfanget af det uerstattelige tab, den ædle tonekunst har lidt ved hans død.”