-

Denne HILSEN  har     Hanne Leffler   modtaget

                    under  tankeinspiration den 22. august 2016  af                                                                                                                                          

    Astrid  Lindgren

                      til alle Lande i Verden               

                                
Endnu engang henvender Astrid Lindgren sig til sine jordiske Venner.

Min Hilsen denne gang gælder ikke alene Sverige

- men alle de Lande i Verden, der ønsker at læse,

hvad Jeg – Astrid Lindgren har at sige.

-
Det er efterhånden en del år siden, Jeg forlod Jorden; - og Jeg synes ikke, at Jorden er blevet et fredeligere sted at leve på for menneskene.
                       Terror, død og ødelæggelse forekommer næsten daglig i enhver avis.

Til gengæld er der noget, som kun kan glæde en gammel Forfatterinde som mig rigtig meget! I Danmark findes den kvinde, der er i stand til at bytte Lyset om med Mørket på Jorden. - Hendes navn er Hanne Leffler, og Jeg er sikker på, at nogle af Jer har hørt om denne Kvinde. 
Hun er et Medium, der er i stand til at opfatte hvert ord, der under tankeinspiration kommer til hende fra Den oversanselige Verden.
Hvis Jeg fortæller, at hun også siden 1997 har været i stand til at opfatte G U D´S utroligt høje Tankesvingninger, så vil I forstå, at Hanne Leffler er en temmelig usædvanlig Kvinde.

Denne Kvinde har i alle sine inkarnationer haft en særlig styrke i sig. Denne styrke gør, at hun er i stand til at klare noget, som ikke noget andet menneske vil kunne klare. - For eksempel har hun haft så meget styrke i sit sind, at hun ikke en eneste gang har givet Mørket adgang til sin tanke.
Mørket er noget, som ikke engang Englene kunne undgå; - og det betyder, at denne lille danske Kvinde, som blev skabt som menneske på Jorden, er så stærk som ingen anden.

Inden Jeg – Astrid Lindgren, – der hører til Englenes Skare, forberedte mig til at blive Forfatterinden Astrid Lindgren, tænkte Jeg grundigt over tingene. - Og Hanne Leffler, - hvis åndelige navn er Rebecca, - stod som altid tit i mine tanker; -
                                          og vupti, - så var den der!
                      Jeg ville lave en historie om Verdens stærkeste Pige.

På svensk kom den til at hedde Pippi Langstrømpe, og hun var virkelig stærk. Hun kunne løfte sin hest, og hun kunne løfte to Politibetjente og sætte dem op på hver sit skab for at vise dem, at det var Pippi, der bestemte.


De fleste børn kender historien om Pippi Langstrømpe, og der er senere blevet lavet en film om denne usædvanlige lille pige.
Bogen Pippi Langstrømpe blev oversat til dansk, og da Hanne Leffler var 10 år, fik hun bogen i fødselsdagsgave.

                     Hun elskede bøger og har læst Pippi Langstrømpe mange gange.

                      Ja – det var, hvad en Forfatterinde kunne få ud af den historie!

 Hanne. Jeg – Astrid Lindgren takker dig, fordi du endnu engang ville modtage mine ord.


              22. august 2016                                                           Astrid  Lindgren

-                              

 --                                                                      
                                                 Astrid Lindgren – du er fantastisk!
                                               Al Himlens Poesi bærer du ned til os.

                                                                                     Hanne Leffler

Denne  HILSEN  har  Hanne Leffler  modtaget

under  tankeinspiration  den   21. april 2002  af

           Forfatterinden   Astrid  Lindgren    

( 1907 – 2002 )

              En HILSEN  til  SVERIGE        

Til hele Sverige fra hende, der den 8. marts 2002

blev fulgt af mere end 100.000 mennesker, 

da hendes kiste i langsom prosession kørte

igennem Stockholms gader.

-
Når Jeg fortæller, at der bag vognen med kisten gik en hvid hingst, som skulle symbolisere den afdødes forfatterskab med bøger som Brødrene Løvehjerte, Mio min Mio, Pippi Langstrømpe og Emil fra Lønneberg, så er ingen vist i tvivl om, hvem det er, der bliver fulgt på vej!  - Det er Forfatterinden Astrid Lindgren, og hun har en lille trumf i baghånden; - for det viser sig nemlig nu, at hun slet ikke er død.
-

-

 -

                               Ja, - men hun fik da en meget storslået begravelse ? –
Kan gerne være, men Astrid Lindgren er ikke sådan at slå ud. Ikke alene var hun selv med til sin egen begravelse og så dybt bevæget hendes Landsmænds sidste hyldest til hende; - men hun er sandelig også i stand til at sende Jer denne Hilsen, som hun med sit sædvanlige humør og veloplagthed formulerer i dyb glæde og i bevidstheden om, at denne Hilsen vil nå Sverige og blive læst af Svenskerne, og det er vel i grunden den mest forunderlige slutning, jeg kunne give – nemlig slutningen på historien om mit eget liv som Astrid Lindgren.               

Jeg sagde før, at Jeg var veloplagt. Dette er rigtigt, Jeg sprudler af livsglæde og humør, og når Jeg ser tilbage på mit 94-årige lange liv, er Jeg i det store og hele fornøjet med dét,  Jeg nåede.

                   Der står skrevet om mig, at Jeg nåede at skrive omkring 90 bøger.
Det er dog utroligt !  Nåede Jeg virkelig at skrive så mange ? -  Ja, men kære Venner.  Jeg elskede jo også at skrive bøger, og mit bedste publikum var og blev børn. I grunden tror Jeg aldrig, at Jeg er blevet voksen; - men som Pippi Langstrømpe siger, er der ikke meget ved at blive voksen, man har det betydeligt sjovere som barn. Dette er Pippi og jeg fuldstændig enige om, og barnesindet har Jeg gud ske lov altid bevaret.
Jeg ønsker at sige til Jer alle, at det bedste, Verden har, det er børnene, for hvad var Verden i grunden uden børn ? - Jeg ville i hvert fald nødigt leve i en sådan Verden; - Folk bliver så højtidelige, når der kun er voksne til stede, hvorimod børn kan sætte lidt herligt fut i det hele.

Hver gang Jeg har skrevet en bog, - som fx Bulderbybogen, der handler om Alle vi børn i Bulderby, eller Emil fra Lønneberg, denne skarnsknægt, der fandt på alle mulig gale streger og tit måtte en tur ind i værkstedet, eller bogen om Pippi Langstrømpe, Verdens stærkeste pige, - så har Jeg selv været een af Personerne deri, og det er meget praktisk, for så kan man jo tydeligt følge med i handlingen og går ikke glip af noget. Jeg kunne sommetider blive så rørt over handlingen, at Jeg græd i stride strømme sammen med Personerne deri, men Jeg kunne også blive utroligt lettet, når det gik fx Brødrene Løvehjerte godt, og de klarede skærene.

Kære Venner. Hvor har Jeg dog haft mange herlige timer i selskab med Personerne i mine bøger, og det endte med, at Jeg savnede dem forfærdeligt, når Jeg havde afsluttet bogen; - Pippi fx lod mig ikke i fred, så Jeg måtte i gang igen og skrev så: Pippi på de syv have; -  for husk - det stakkels barn var uden Mor, og hendes Far var Sørøverkaptajn. Hvis ikke det var for skams skyld, kunne Jeg såmænd tage Pippi Langstrømpe ved hånden og begive mig ud på nye eventyr med hende, for hun var dog en utrolig pige.

Lad mig et øjeblik dvæle her og se, hvad Emil fra Lønneberg foretager sig. Jeg bevæger mig som så ofte før ned ad vejen til Katholt, og da Jeg kommer nærmere, kan Jeg se, at han befinder sig inde i sin Fars værksted, så han må jo have lavet én af sine skarnstreger igen. Åh, den kære dreng. Jeg har helt ondt af ham, så Jeg lister mig forsigtigt ind for at tale med ham. Han kender mig udmærket godt, for han og Jeg har talt sammen mange gange, så han bliver ikke spor forbavset ved at se mig.

Hej Astrid, siger han og viser mig sine hvide tænder. Jeg holder specielt meget af den knægt; - måske er det, fordi han er så uartig; - det var Jeg nemlig også selv som barn, så han og jeg forstår hinanden.
-           

-
Jeg spørger sådan lidt henkastet; - hvad har du nu lavet, Emil ?  og han svarer – lige så henkastet:
Åh – ikke noget særligt. Jeg bandt benene sammen på min fars yndlingsgris, som bare lå og sprællede uden at kunne røre sig, og bagefter huggede jeg et helt fad klejner, som min mor lige havde kogt sammen med pigen, og tænk - det blev min far så vred over, at han lukkede mig inde i værkstedet, så kunne jeg tænke lidt over, hvad jeg havde gjort, sagde han.
                     Sig mig Astrid, kan du forstå, hvorfor han blev så vred over det ?  

Jeg tænkte mig nøje om. Man skal jo passe på, hvad man siger, og så sagde jeg: Kunne du ikke have ladet et par klejner blive tilbage på fadet? -  
Det svarede han ikke på, men begyndte at snitte et stykke træ, som Jeg kunne se skulle forestille en hest. Ude på gårdspladsen kunne vi tydeligt høre Emils søster Ida, som sang en lille sang:                 

            Lille mor, lille mor
            lille søde gode mor.
            På vor jord, på vor jord
            findes ingen  bedre mor.

            Lille far, lille far
            lille søde rare far.
            Du er rar, du er rar
            du´ det bedste,  som vi har.
        
             Lille jeg, lille jeg
            lille søde Ida.
            Jeg vil ha`,  jeg vil ha`
            jordbærgrød til middag. 

Jeg hørte moderen kalde på Ida og trak mig stille tilbage, idet Jeg ønskede, at Emil  trods alt måtte lære af sine gale streger, så han undgik en tur i værkstedet en anden gang.

Ja, Jeg har sandelig haft det morsomt i mit liv; - ingen kunne have et bedre liv end mig, og Jeg ønsker i dag at give alle de mennesker en Tak, som på den ene eller den anden måde har betydet så meget for mig. En særlig Tak skal Margareta Strömstedt, som har været min ven i mere end 30 år – have:
Margareta, du skal vide, at Jeg sætter dig utroligt højt, og at ingen har ejet min fortrolighed som dig. -  Tak min ven, for alt hvad du har gjort for mig. 
                                                      

Da Jeg var i gang med at forberede denne Hilsen til mit kære Sverige, modtog jeg en Hilsen, som varmede mit hjerte så meget, at Jeg her må sige:

Tak, Selma Lagerlöf, fordi netop du sendte mig en Hilsen på denne dag; -  du, som Jeg mere end noget andet ønskede at høre fra.
Kære Selma – du skal vide, at Jeg ikke én men mange gange har læst din beretning om Niels Holgersens vidunderlige rejse gennem Sverige ! - Hver eneste gang har den sat noget i gang hos mig, som Jeg i dag takker dig for.
                    Jeg glæder mig til et gensyn med dig. 
                                                                   
 
Én af de Personer fra mine bøger, som kom til at stå mig allermest nær, var Pippi Langstrømpe. Utallige børn har læst om denne lille rødhårede djærve pige – som ikke gik af vejen for noget, men som kunne klare alt, og som havde uanede kræfter. Første oplag af denne bog udkom i 1945. Børnene morede sig over Pippis fuldstændig vanvittige opførsel og ønskede at være i Pippis sted. Hun kunne alt, hvad hun ville og gjorde kun dét, hun selv ville. Hun havde ikke lyst til at gå i skole; - behøvede det vist for resten heller ikke, og alt dette var noget, der tiltalte mange børn. Så havde hun oven i købet en hvid hest med sorte pletter, som hun ligeså tit bar, som den bar hende, og en lille fræk abe, som hed hr. Nilsson. og hvis yndlingsplads var på hendes højre skulder.
                               

                                     
                                                        Her kommer Pippi Langstrømpe                  

Hun havde også noget, som alle børn drømmer om; - alle de penge hun overhovedet kunne bruge, og det er jo rart, når man som Pippi bor helt alene.  - Pippi havde to herlige legekammerater, som hed Tommy og Annika; - ganske almindelige børn, som ethvert barn kunne identificere sig med, og så kunne Pippi så meget. Hun kunne trylle og fiske ting op af et tingfindertræ, som viste sig at være lige netop de ting, som Tommy og Annika ønskede sig allermest.  Det kunne være en fin notesbog i læderbind, vedhæftet en fin lille sølvblyant, som Tommy fandt. Da det blev Annikas tur til at stikke hånden ned i tingfindertræet, fiskede hun et fint rødt koralhalsbånd op. På vejen hjem talte de om, hvor mærkeligt det var, at Pippi  havde sådan et træ i sin have, og Annika sagde: ”Tommy tror du, at Pippi havde lagt tingene der i forvejen ?” ”Man kan aldrig vide,” svarede drengen. ”Man ved egentlig ingenting, når det gælder Pippi.”

Og det er netop sagen. Man ved ingenting, når det gælder Pippi, for Pippi kan simpelthen finde på alt det, ingen andre kunne finde på, og det er netop det spændende ved Pippi. Jeg - Astrid Lindgren har været sammen med hende mange gange og er også sammen med hende lige nu, og Jeg kunne have lyst til at spørge hende, hvor hun har alle sine kræfter fra; - dog, lad os vente lidt med det.
              
Pippi  havde et specielt forhold til voksne. Jeg tror hun var godt tilfreds med at være barn, og Jeg tror Tommy og Annika havde det på samme måde. I hvert fald sagde Tommy bestemt: ”Jeg vil aldrig være stor”. ”Det vil jeg heller ikke”, sagde Annika. ”Nej, det er ikke noget at stræbe efter,” sagde Pippi. ”Voksne har det aldrig sjovt. De har bare en masse kedeligt arbejde og dumt tøj og ligtorne og kummineskatter”. ”Kommuneskatter, hedder det,” sagde Annika. ”Ja, det kommer ud på et,” sagde Pippi. ”Og så er de fulde af overtro og skøre regler. De tror, der sker en stor ulykke, hvis de kommer til at stikke kniven i munden, når de spiser - og den slags.”  

Pippi gik også i skole -  men kun på hendes egne præmisser, og havde hun ikke lyst til at komme, blev hun væk. Lærerinden var den velmenende, men lidt skrappe Frøken Prysaluskan, som forgæves forsøgte at lære Pippi at regne. Fx fortalte hun hende, at 8 og 4 er 12, hvorefter Pippi sagde, at 7 og 5 er også 12, så det kan ikke passe; - lidt orden måtte der være i tingene. Nej, Pippi var ikke nem at blive klog på, men sjovt – det havde man det i hvert fald i hendes selskab.

Som Jeg før sagde, er jeg sammen med Pippi lige nu; - hun ligner fuldstændig sig selv; - man kan aldrig vide, hvad der sker, når man er sammen med Pippi. Jeg er glad for at træffe hende i dag, for så kan Jeg dels præsentere Jer for hende, og dels kan Jeg få svar på nogle af de spørgsmål, som Jeg altid har ønsket at få besvaret. Jeg hilser på hende og fortæller hende, at det er længe siden, hun og Jeg har set hinanden, og hun smiler til mig og siger:

”Astrid, jeg har aldrig glemt vore stunder sammen, og jeg har heller aldrig glemt, hvor morsomt vi havde det den gang.”
”Kan du huske, da Blom og Dunder-Karlsson – de to vagabonder – forsøgte at bryde ind i mit hus midt om natten for at stjæle mine penge? Det kom de ikke godt fra. Da de forsøgte at tage kufferten med alle mine penge, tog jeg kufferten fra dem igen og løftede dem begge op på toppen af skabet. Det endte med, at vi blev de fineste venner.
Jeg fandt noget mad frem til dem, for de var nemlig meget sultne, og da de gik, gav jeg dem hver en guldmønt, for den synes jeg, de havde fortjent.”

Når Jeg lytter til Pippi, kan Jeg godt forstå, at børnene elsker hende, for hun gør jo alt det, som alle børn ønsker at gøre, men ikke har mod og kræfter til at gøre. - Men det har Pippi.
Jeg - Astrid Lindgren ønsker nu at præsentere Pippi Langstrømpe for Jer alle, fordi Jeg er helt sikker på, at hun stadigvæk kan fænge børnehjerter og voksne hjerter med:

At hun er stærk, er der ingen tvivl om; - hun er den stærkeste i hele Verden, og det siger ikke så helt lidt. Hun er ikke blevet voksen endnu, hun er stadigvæk et barn, og det er årsagen til, at hun og Jeg har så let ved at tale sammen. Hun er stadig parat til at dele ud til tyve, røvere og vagabonder og alle, der trænger  - af det, hun ejer, og hun går stadigvæk helt sine egne veje, som ikke er nogen andens. Jeg ønsker at stille hende nogle spørgsmål, og hun lover forventningsfuld at svare derpå.

Mit første spørgsmål lyder således:

Astrid:   Pippi, hvordan kan det være, at du altid har haft lyst til at gå dine egne veje ?

Pippi:   Det er meget nemt at svare på Astrid, hvis jeg skulle gå andres veje, var det jo
            ikke mine veje.

Astrid: Det måtte Jeg give hende ret i. Mit næste spørgsmål lyder således:
           Pippi, hvorfor har du altid gjort nøjagtig, hvad du havde lyst til ?

Pippi:   Fordi, dét jeg gjorde, var dét, jeg havde lyst til.

Astrid:  Pippi – kan du fortælle mig, hvad er årsagen til, at du er den stærkeste pige i
    Verden ?

Pippi:  Ved du hvad, Astrid, nu bliver dine spørgsmål for dumme. Du kan da nok forstå,
           at når jeg er den stærkeste i hele Verden, så er det naturligvis, fordi jeg har de
            fleste kræfter !

Astrid: Pippi, har du noget imod at Jeg nu fortæller alle de mange børn, som har kendt
          dig og elsket at læse om dig og set dig i TV -  en lille historie om dig ?

Pippi:  Nej – fortæl du bare løs, Astrid, så vil jeg imens gi´  Hr. Nilsson  mad og fodre
           min hest, for de er begge ved at være sultne.

Pippi har levet i mange år, mange flere, end I kan tælle til, og at hun stadigvæk lever, er fordi hun har så mange kræfter. Nu skal Jeg fortælle Jer, hvor Pippi boede, da hun var helt lille. Stedet var svært at finde for mig, for det var bag nogle høje, høje bjerge, som Jeg kun med stort besvær kunne klatre over. Bag disse bjerge fandt Jeg Pippi. Her boede hun sammen med sin far og mor, nogle større brødre og sin søster, som for øvrigt var hendes tvillingsøster.

                                                                            Puppi                         Pippi

Hendes far var endnu ikke draget på langfart, og familien levede af de dyr, faderen og drengene var i stand til at nedlægge og de bær og rødder, som groede i deres nærhed. Pippi og hendes tvillingsøster legede sammen, som alle små piger altid har leget sammen. En dag rev Puppi, som hendes søster hed, Pippi i håret og tog det, hun legede så godt med, ud af hånden på hende. Andre børn ville have svaret igen ved at rive Puppi i håret  og øjeblikkelig tage det, hun legede med, fra hende igen, men det gjorde Pippi ikke.

Hun gjorde det stik modsatte af, hvad andre små piger gør i denne situation. - Hun så lidt på hende, så rejste hun sig og gik hen og klappede hende lidt på hovedet og fandt yderligere noget  frem til hende, som hun kunne lege med.

Dette -  mine kære børn – var starten på Pippis styrke, og Pippi blev stadig stærkere og stærkere. Desværre behandlede Puppi hende værre og værre.
Børn. -  Prøv at forestille Jer, hvis I havde en veninde, der ustandselig slog Jer – rev Jer i håret, spændte ben for Jer, ødelagde Jeres leg og på alle måder søgte at genere Jer - hvordan ville I da reagere ?

Det er nemt at svare på, siger I. - I ville først og fremmest slå igen, og hvis ikke dette hjalp, ville I finde en anden veninde, som behandlede Jer bedre. Dette er den normale fremgangsmåde, men dette gjaldt ikke for Pippi. - I husker nok, at Pippi gik sine egne veje, og det betød blandt andet, at hun ikke slog igen, når Puppi var ond ved hende. - Det betød også, at hun ikke forlod Puppi – ja, end ikke tænkte på at forlade hende, men forblev ved hendes side.
         Hvor Pippi fik styrke fra til dette ?  Lad os spørge hende selv.

Pippi:  Jamen Astrid, du kan da nok forstå, at når jeg ikke forlod Puppi, så var det, fordi jeg holdt så meget af hende, og fordi jeg hele tiden håbede på, at hun ville forstå dette og ende med at blive sød ved mig.

Hvad dette endte med ?  Det endte forhåbentlig med, at Puppi og Pippi fandt hinanden, og at vor historie - ligesom alle rigtige Eventyr - ender godt.

Vor historie ender godt. For når Pippi spiller med i den, så må den ende godt; - men der gik lang tid endnu, hvor Puppi hele tiden behandlede Pippi værre og værre, og en dag gjorde hun Pippi så meget ondt, at det ikke kunne blive værre, og da forstod Puppi lige med eet, hvad det var, hun gjorde mod Pippi.
Hun strakte sin hånd frem og bad Pippi om forladelse, og Pippi tog hende i hånden og sagde til Puppi, der græd, at Puppi skulle ikke græde mere, for Pippi var slet ikke vred på hende, og hun synes, at de to skulle se at blive rigtig gode Venner.

Da Pippi havde sagt det, skete der noget, der aldrig før var sket på Jorden. Dét, Jeg fortæller Jer nu, kan godt være lidt uhyggeligt, men takket være Pippi ender det godt.

                                                     
I har sikkert alle sammen hørt om Engle, og Jeg - Astrid Lindgren kan fortælle Jer, at der virkelig findes Engle - smukke hvide Engle, for Jeg har selv set dem.  
Disse Engle holder så meget af alle mennesker på Jorden, så  G U D  har givet dem lov til at værne og beskytte og advare menneskene, hvis de behandler hinanden grimt, og alle mennesker har en Engel, der passer på ham eller hende.
Der findes også andre Engle, lad os kalde dem Mørkets Engle, og disse Engle søger lige modsat at få menneskene til at være onde mod hinanden, at gå i krig med hinanden,  at smide bomber i hovedet på hinanden. Én af disse Engle var Ham, menneskene kalder Djævelen, men han ønsker selv at hedde ARDOR , så det kalder vi ham. 

  ARDOR  var  så  Ond,  at  han  ønskede,  at  alle  mennesker  skulle  lide  mest  muligt.
Disse Onde Bestemmelser afsatte han på Himlen over Jorden omtrent ligesom en sort Sky, og selv om denne Sky var usynlig, så var den der alligevel.
Alle disse Mørkets Engle og  ARDOR  er for længst vendt tilbage til  G U D,  for G U D savnede dem alle så meget, at HAN  blev ved med at kalde på dem, og til sidst var der kun  ARDOR´s  Mørkesky  tilbage.

                     Da Pippi  tilgav  Puppi  alt, skete der noget med denne Mørkesky !
I husker nok, at Pippi var den stærkeste pige på Jorden, og dét, hun gjorde, da hun tilgav Puppi, var det stærkeste, hun nogensinde havde gjort. Sådan en stærk lille pige kunne Mørkeskyen ikke klare sig overfor. - Den smeltede simpelthen væk, omtrent som når sne smelter for solens varme. Det sagde simpelthen  p i s t , og så var Mørkeskyen væk ! - Og det var virkelig heldigt, for i den Mørkesky lå der en Bestemmelse om, at alle byer og alle mennesker skulle ødelægges af Atom- og Brintbomber.

Jeg ønsker nu at interviewe Pippi, og det er meget nemt for mig at gøre, for Pippi er nemlig i stand til at høre alt, hvad der bliver sagt til hende. - Det ligger sådan, at vi simpelthen taler sammen på samme måde, som når det ene menneske taler i telefon med det andet. Jeg ringer altså Pippis nummer op, og hun er øjeblikkelig klar over, hvem det er, hun taler med. For en orden skyld må Jeg nævne, at Pippi bor i Danmark, og at hendes danske navn er Hanne Leffler !

Jeg ønsker allerførst at få at vide, hvad det i grunden var, der gjorde, at Pippi fik så mange kræfter, at hun blev den stærkeste pige i Verden.

Pippi:  Det er meget nemt at svare på, kære Astrid; - disse kræfter havde jeg allerede, da jeg blev født. Jeg har arvet dem fra min Far, for jeg skal sige dig, jeg har den stærkeste  Far  i  hele  Verden, og det er heldigt, for ellers havde jeg ikke været i stand til at  løfte alt det,  jeg kan.

Astrid:  Ja men, Pippi – selv om din Far er så stærk, er det jo ikke derfor givet, at du – hans datter -  får ligeså mange kræfter; - husk på, du er en pige.

Pippi:   Astrid, hør nu her ! Selv om jeg er en pige, har jeg lige fra start ønsket at blive den stærkeste pige i Verden, og når man virkelig ønsker noget, så kan det gå i opfyldelse.
              
Astrid:    Pippi – så må Jeg spørge dig om noget andet. Hvordan kunne du lade være med at slå igen, når Puppi drillede dig – tog dit legetøj, skubbede dig eller slog dig ?

Pippi:    Det er næsten det nemmeste spørgsmål af dem alle. - Astrid – Puppi var så lille, og hun havde slet ikke mine kræfter. Du ved godt, at man ikke må slå på nogen, der er mindre end sig selv; - og jeg håbede hver eneste gang, at jeg kunne få Puppi til at holde op med at slå mig, hvis jeg smilede til hende og fortalte hende, at jeg elskede hende.

Astrid: Du har fuldstændig ret Pippi, men Jeg tror bare ikke, at ret mange små piger ville lade være med at slå igen, hvis der var nogen, der slog dem.

Pippi:    Astrid – hvis andre små piger virkelig ønskede ikke at slå igen, så ville de også kunne gennemføre dette, for det er nemlig slet ikke svært.

Astrid: Jeg kender i hvert fald ingen andre end dig, der har kunnet gennemføre aldrig at slå igen, - Pippi, der er noget, som alle de, der læser bogen om Pippi Langstrømpe, undrer sig over:
Hvorfor ønskede du at bo alene i Villa Villakulla. Havde det ikke været mere hyggeligt, hvis der havde boet nogle flere mennesker i din Villa?

Pippi:    Astrid – du har vel ikke glemt, at min far var Sørøverkaptajn, der sejlede på de syv have, og min Mor var en Engel oppe i Himlen?  Jeg var nødt til at bo alene, men det ville jeg også allerhelst, for så kunne jeg gøre lige præcis, hvad jeg ville. For resten Astrid, er du ikke også blevet en Engeloppe i  G U D’ s Himmel nu ?

Astrid:    Jo Pippi, det er lige præcis, hvad Jeg er, og du kan tro, Jeg nyder at kunne bevæge mig, lige hvorhen Jeg vil.

Pippi:    Astrid – bliver alle til Engle, når de dør ?

Astrid:    Nej,  lille Pippi,  det  bliver  de  nu  ikke. –  De  fleste  der  dør,  ligner fuldstændig de mennesker, de var, da de levede på Jorden. Men nogle – heriblandt Jeg – var en Engel, allerede inden Jeg blev født på Jorden, og da Jeg døde, forvandlede Jeg mig med det samme til den Engel, Jeg hele tiden har været.
    
Pippi:    Astrid – det kan jeg godt forestille mig, for du har naturligvis ønsket at komme til Jorden for at skrive alle de mange dejlige bøger, som børn nu har haft glæde af i mange, mange år. Astrid, hvad tror du, jeg bliver til, når jeg engang dør ?
              
Astrid:    Min kære lille Pippi: Det kan Jeg hurtigt fortælle dig. Du vil ikke alene blive en Engel, men du vil blive den dejligste Engel af alle Englene i G U D´s Himmel. Og grunden til dette er, at du som lille pige gjorde noget, som var så tappert, at ingen andre mennesker i verden kunne have klaret dette.
Pippi, du har faktisk reddet hele Jorden fra at blive udslettet i en ødelæggende Kernevåbenkrig, og dette er så fortjenstfuldt, at du vil blive smukkeste af alle Engle den dag, du ikke mere er på Jorden.
    
Pippi: Astrid – hvor lyder det dejligt. – Jeg glæder mig til at hilse på dig og se, hvor smuk du er som Engel. Sig mig Astrid, fortæller du også historier til de børn, der befinder sig i Sfærerne ?

Astrid: Det kan du tro, Jeg gør – lille Pippi. Her hvor Jeg nu befinder mig, findes der mange børn, og de er glade, når de ser mig og beder mig alle om at høre en Astrid Lindgren-Historie, og så tager Jeg nogle af dem på skødet og fortæller dem, hvordan Børnene i Bulderby eller Børnene på Krageøen har det. At høre om Emil fra Lønneberg morer dem også alle meget, men morsomst af dem alle og hende, de helst vil høre om, det er dog Pippi.
Alle børn vil gerne være stærke; - og at høre om den stærkeste pige i Verden – det er spændende.

Pippi:    Husker du også at fortælle om, dengang jeg begyndte i skolen, fordi jeg ville lære at regne ? Eller om dengang jeg legede tagfat med politiet; - de havde ikke regnet med, jeg var så stærk; - de havde bare troet, de kunne komme og hente mig for at sende mig på Børnehjem, men de måtte opgive at få mig med, fordi jeg var så stærk, at jeg kunne bære dem begge to på én gang.

Astrid:    Ja, men slutningen på historien om Pippi har de ikke fået endnu, den mangler Jeg at fortælle dem, og det glæder Jeg mig til, for det er det allermest spændende af det hele. Hør Pippi, kunne du ikke tænke dig at komme en tur med derop, så du kan se, hvordan det foregår, når Jeg fortæller børnene historier ?

Pippi:    Jo, det vil jeg meget gerne Astrid, hvis jeg må få lov at tage Puppi med. - Jeg ønsker at alle børnene skal hilse på Puppi, så de kan se, hvor sød hun er og høre, hvor dejligt hun synger.


Pippi og Puppi fik lov at komme en lille tur med op i børnenes Himmel, men de skulle tilbage til Jorden igen, for det er kun børn, der døde på Jorden, der får lov at blive i Himlen, og Pippi og Puppi  lever endnu.  - Det første, de så, var, hvor dejligt alle børn har det i Himlen. Der er ingen børn, der græder; - alle børn ler, og da de så, at Jeg - Astrid Lindgren kom med  Pippi  og  Puppi, kom de løbende og ville snakke med pigerne,  og vi blev enige om, at de skulle synge en lille sang for børnene, en lille sang som handlede om to små piger, der blev uvenner, men som endte med at blive venner i  Al  Evighed.
                          
Børnene jublede og klappede alle, da de hørte denne sang og bad om én til. Og så sang Puppi en sang for dem.
                               Melodien er:   Sur, sur, sur,  lille bi omkring
                       1.                                                              2.
En to tre, kom - så skal I se                             Ak, ak, ak, pludselig et hak
to små pi’r, der leger sammen,                              kom i Pippis ene finger,
to små pi’r, der leger sammen,                          endnu eet i anden finger.
en to tre, kom -  så skal I se.                             Ak, ak, ak – ak så grimt et hak.
                        3.                                                              4.
Se nu der, vil du nu la’ vær;                              To små pi’r, - hør den ene skri’r;
vær nu sød ved stakkels Pippi !                         for den anden lille pige
Hun er sød ved lille Puppi.                                  hun får hende til at skrige
se nu der, vil du nu la’ vær !                               to små pi’r – hør den ene skri’r!
                        5.                                                             6.
Du må ej være ond mod mig,                              Puppi blev bare ved og ved,
rør mig ikke - søde Puppi; -                                   også selv om Pippi skriger; -
gør det ikke - søde Puppi,                                  selv om Pippi højlydt skriger.
du må ej være ond mod mig.                            Puppi blev – bare ved og ved!
                   7.                                                                8.
Sådan gik hvert et øjeblik.                                 To små pi’r. – Hør den ene si’r:
Pippi hun blev ved at bløde,                             Pippi tag min hånd - du kære,
og det endte med, hun døde.                             nu skal jeg nok la’ dig være.
Sådan gik – hvert et øjeblik.                             To små pi’r. – Hør den ene si’r!
                       9.                                                             10.
Sikken fryd, overalt var fryd.                           En to tre, - kom så skal I se
Hun var glad den lille Pippi.                                to små pi’r, der leger sammen.
Hun var glad den lille Puppi.                              Nu er alting fryd og gammen.
Sikken fryd, overalt var fryd.                             En to tre, - kom så skal I se !

                                               

I Danmark, hvor Pippi bor, spiser børnene havregryn med mælk og sukker til morgenmad, for havregryn er nemlig meget sundt. Udenpå pakken med Davregryn har en Maler, der hedder Sikker Hansen, malet to små piger, der sidder ved en havremark.

                                                  
Den ene lille pige er mørkhåret og den anden lille pige er lyshåret. Det er Puppi og Pippi, som Sikker Hansen har malet, fordi han synes, at det sødeste motiv i Verden måtte være at se disse to piger sidde ved siden af hinanden som gode venner.


Inden Jeg slutter min Hilsen til Sverige, er der én Jeg ønsker at sende en særlig Hilsen, og det er Inger Nilsson, der som barn spillede Pippi Langstrømpe. - Inger holdt en meget smuk Tale ved min begravelse:

                                                Min egen kære Inger.
Jeg – Astrid Lindgren ønsker at sige dig Tak  for den smukke og rørende tale, du holdt ved min begravelse. Du sagde blandt andet: Nu er Pippis Mor for alvor i Himlen  - og det har du ret i. Det er Jeg virkelig. En endnu større Tak skal du have, fordi du så vidunderligt og festligt spillede Pippi Langstrømpe i de film, der blev optaget af Pippi. Når du med dit røde hår, der endte i to stive fletninger, smilede til hele Verden med Hr. Nilsson på skulderen, så var du simpelthen den Pippi, Jeg forsøgte at give liv i mine bøger om Pippi Langstrømpe.
Inger – vi to har haft megen kontakt med hinanden og har ofte talt sammen gennem årene, og Jeg regner dig for én af mine allerbedste Venner. 
                                      Modtag på denne måde endnu en Hilsen fra Astrid Lindgren

                                               og vær overbevist om, at Jeg aldrig vil glemme dig.
-

                       Til hele Sverige skal lyde en Tak fra hende,

som I nys begravede,

men som ikke desto mindre sender Jer denne Hilsen fra Det Høje,

og som stadig er i stand til at underskrive sig

21. april 2002                                                  Astrid  Lindgren  

      ALT  BEKRÆFTET   I   G U D’S   NAVN  

z

Hanne  Leffler 

i alt

S a n d h e d  

^µ