Denne  HILSEN  har

Hanne  Leffler  modtaget

 

under  tankeinspiration

den   12. oktober 2006  af

 

Skuespiller  Poul  Reumert 

( 1884 – 1968 )

 

vv

       En Hilsen til Danmark 

 

 

 

                      U

 

Til alle mine kære Landsmænd i Danmark!

I modtager i dag en Hilsen og et Budskab fra en Skuespiller, som Jeg tror, I alle kender – nemlig Poul Reumert, som Jeg hed, da Jeg var midt iblandt Jer.

 

En del år er gået, siden Jeg forlod Jer, og meget er forandret siden da. Verden ser anderledes ud i dag, og der er sket meget i de knap 40 år, der er gået. Dog – én ting er ikke forandret; - det er Danskernes kærlighed til Teatret og dets udøvere.

Teatrene – navnlig Det Kongelige Teater spiller stadigvæk for fulde huse, og folk er mere interesserede end nogensinde før i at se nogle teaterstykker, der kan glæde, fornøje og berige dem.  Og Skuespillerne, - ja, de er næsten udsat for en tilbedelse, som for primadonnaernes vedkommende nærmer sig afgudsdyrkelse.

 

I sin tid, da Jeg var blevet antaget ved Folketeatret, blev givet mig løfte om, at Jeg i sæsonens løb skulle spille en stor herlig rolle – én af den slags, der i sig selv ejer den rette bæreevne, og når den lykkes giver sin fremstiller ry og sikkerhed for længere tid. Jeg takkede rørt og glædede mig over al måde. Da tiden nærmede sig, tøvede man med rolleuddelingen, og det endte med, at Teatret gav mig dets løfte tilbage.

 ^{|  |  |}

For at starte med begyndelsen, så kom Jeg ind på Det kongelige Teaters Elevskole som nybagt student.

Desværre stod Jeg aldrig i første række, når de store elskerroller skulle besættes. Jeg manglede erotisk udstråling og sans for det lyriske, sagde man.

I 1910 var der på Det nye Teater i København en ung talentfuld Skuespillerinde, der hed Asta Nielsen. Hun higede efter at få opgaver, der kunne udvikle hendes særlige evner.

Det endte med, at hun blev enig med Peter Urban Gad, der var ansat ved Det nye Teater, om at skrive et manuskript til hende på film. Samme aften skrev Urban Gad sin første film ”Afgrunden”. Asta Nielsen tog med taknemmelighed imod den kvindelige hovedrolle i ”Afgrunden”, og Jeg sagde ja tak til den mandlige hovedrolle. Denne film med den berømte ”Gauchodans” fik en succes, som ingen af os havde drømt om dengang.

                  ^{|  |  |}   

Filmen havde premiere i Cosmorama den 12. september 1910. Asta Nielsen og mit samspil var ikke alene stærkt erotisk i denne dans, hvor hun ender med at binde mig med et reb, men hele scenen, som dengang var vovet, satte samtlige biografgængeres blod i kog. Vi havde mulighed for at udtrykke et helt følelsesregister i denne film, og man forstod, at filmen som kunstart havde uanede muligheder, som bærer af skuespilkunst. ”Afgrunden” blev udgangspunktet for den internationale dramatiske films sejrsgang over hele Verden. Den opførtes alene i Tyskland over 8 år i træk.

 

I Henri Nathansens Skuespil ”Indenfor murene” fik Jeg lov at spille alle rollerne. Ved urpremieren i 1912 spillede Jeg den sky Prokurist Meyer.  - Henri Nathansen satte selv sit Skuespil i scene.

 

Mange år efter mindedes Jeg stadig de uforglemmelige prøver på Scenen, hvor Nathansen førte os ind i en verden, vi kun havde overfladisk kendskab til.

I 1952 spillede Jeg den rige Etatsråd Herming, for i 1956 at modtage rollen som  L e v i n – den gamle Patriark. Denne rolle var i grunden den, der stod mig allernærmest, og som Danskerne forbinder mig med i min optræden i ”Indenfor murene”. - J e g  v a r  s i m  p e l t h e n  L e v i n !

 

^{|  |  |}

Jeg havde et uforglemmeligt samspil med Clara Pontoppidan. - Det var et samspil mellem to på sin vis lige stærke naturer; - og Jeg tror, at hver scene gjorde et dybt uudslettelig indtryk på publikum.

Efter hver forestilling bød Jeg fru Pontoppidan armen og ledsagede hende med et håndkys tilbage til garderoben.

 

Clara Pontoppidan.

Må Jeg ved denne lejlighed give Dem en tak, som skal vare ud over døden. Vort samspil – først og fremmest i ”Indenfor murene” – fortalte mig, at Deres natur og min natur passede så fortrinligt sammen, at G U D må have haft en mening med, at det blev Os To, der fik hovedrollerne i Henri Nathansens Skuespil ”Indenfor murene” som ægteparret Levin.

Grunden til, at dette stykke blev så stor en publikumssucces, skyldes først og fremmest Deres spil. – Det er et stykke, der er skrevet, - ikke for nuet, men for Evigheden.

Clara Pontoppidan.

Må Jeg endnu engang tage Deres hånd og give Dem et håndkys. - De betød alt for mig som Poul Reumert, og jeg takker G U D, fordi Jeg fik den lykke at møde Dem.

                                                                                      Poul Reumert

 

I 1963 blev ”Indenfor murene” vist i TV-teatret. Skønt vi manglede det udefinerbare, som publikum er i stand til at give Skuespillerne på Scenen, lykkedes det os dog sammen med Kirsten Rolffes, Martin Hansen, John Price, Karen Berg, William Rosenberg, Eik Koch og Jørgen Reenberg som Prokurist Meyer, at give seerne den oplevelse, som ”Indenfor murene” bør være.

 

 ^{|  |  |}

Kaj Munk, der boede og levede som Præst i Vedersø ved Vesterhavet, var en gudbenådet Forfatter. Her vil Jeg koncentrerer mig om Skuespillet ”En idealist”.

Forsynet havde skænket Kaj Munk en sådan rigdom af ånd og evner, at det at få lov at spille eet af hans stykker eller læse eet af hans Skuespil højt føltes som at blive hævet op på en sky; - bagefter var det meget svært at få jordforbindelse igen.

 

 Y  Y  Y

Det var en fryd for Kaj Munk at se sine Skuespil i en smuk udførelse på Scenen, men han indså snart, at de også i oplæsningsform uden Teatrets mange og store virkemidler kunne skabe værdier for de, der hørte derpå.

Digterens ide, følelser og tanker uanfægtet af alt ydre går alene gennem hans ord rent og klart ind i de lyttendes sind. Tilegnelsen af digtningen bliver både lettere og mere ligetil og under tiden også dybere ved en oplæsning.

Utallige gange har Jeg på denne måde glædet mit publikum ved at læse ”En Idealist” op. Den havde en svær start på teatret; - men Jeg følte, at Kaj Munks tekst fortjente at komme ud til et større publikum, og så fandt Jeg på at arrangere oplæsningsaftener, hvor Jeg simpelthen læste hele stykket op for et publikum, som i deres applaus tydelig lagde al den anerkendelse af dette stykkes fine kvalitet frem, - sommetider med en styrke, som overraskede mig.

l   l   l

Denne Hilsen bliver ikke fuldendt, hvis Jeg undlader at nævne min rolle som Christian IV i Johan Ludvig Heiberg og Friedrich Kuhlaus syngespil ”Elverhøj”. Det er et stort øjeblik, når Kongen går over Tryggevælde Å.

Godt polstret ud illuderede Jeg perfekt som den mest populære Regent i den danske Kongerække.

Agnete blev spillet af Birgitte Price. Sidste gang, Jeg stod på en Scene, var da ”Elverhøj” blev givet som Festforestilling ved Prinsesse Margrethes bryllup i 1967.

 

Men ellers må Jeg sige, når Jeg ser tilbage på et langt, lykkeligt liv på Scenen, at Jeg ikke har noget til gode. Jeg har spillet Løjtnant von Buddinge i ”Genboerne”, - en rolle, hvori Jeg lagde hele min sjæl; - Jeg var simpelthen eet med Løjtnant von Buddinge.

Nævnes må også Ludvig Holbergs ”Den Stundesløse”, hvor Jeg spiller Tjeneren Oldfux, der stykket igennem påtager sig stadig nye skikkelser og fag for at forvirre min stakkes fortravlede herre – Vielgeschrey.

 

På ”Thèâtre Francais” havde Jeg den store glæde i 1925 at spille titelrollen i Molieres Tartuffe. I København blev der holdt en festbanket for mig, da Jeg kom hjem efter den vellykkede præstation.

Ved mit 50-års jubilæum som Skuespiller i 1952 stod Jeg som Cæsar på ”Gamle Scene” som dansk Teaters ubestridte førstekraft.

I samme uge spillede Jeg Professoren i ”Swedenhielm”, Rosiflengius i ”Det lykkelige Skibbrud”,ChristianIV i ”Elverhøj” og Etatsråd Herming i ”Indenfor murene”.

 

Her er det på sin plads at nævne mit samspil med Marguerite Viby. – Vi spillede sammen i ”Frk. Kirkemus” , én af de film, Jeg tænker tilbage på med glæde. – At spille sammen med Marguerite Viby er som at spille sammen med et sprudlende kildevæld at talent, charme og humør. I én af  beskrivelserne af filmen står at læse:

Den unge frk. Holm får jobbet som privatsekretær for direktør Berg og det viser sig hurtigt, at hun er ualmindelig aktiv og initiativrig. Frk. Kirkemus, som Berg har døbt hende, sætter liv i hele kontoret og en forretningsrejse til Stockholm, hvor halvdelen af personalet deltager, bliver ikke mindre festlig takket være hende. Men Frk. Kirkemus er blevet småforelsket i sin direktør og det passer hende ikke rigtig, at Berg har et møde med en anden pige i Stockholm og så kommer der endnu mere gang i løjerne.

Det gik, som det måtte gå. – Kærligheden mellem de to, direktøren og den lille privatsekretær blev så overvældende, at det måtte føre til en varig forening.

Tak Marguerite , fordi jeg fik lov at opleve Deres strålende spil.                                                                                                                            Poul Reumert

 

Samspillet med Bodil Ipsen blev både for hende og mig højdepunkterne i vor karriere. Bodil Ipsen er den perfekte medspillerske i enhver rolle, som vi spillede sammen. Jeg havde fornøjelsen at spille sammen med denne fremragende Skuespillerinde, - vel nok danske Teaters største. Vi spillede sammen i lette Lystspil og i August Strindbergs onde ægteskabelige opgør, hvor hun slap alle dæmoner løs.

 

I 1919 forlod vi begge Det kongelige Teater for en stund for at stå på Scenen på det daværende ”Dagmar Teater”.

Vort samspil i ”Tartuffe” og August Strindbergs ”Dødedansen” blev så godt, at det ifølge kritikken ikke siden er overgået i dansk Teater. Selv det erotiske samspil forgyldte hun, og Jeg er hende så meget tak skyldig, at Jeg må udtrykke min taknemmelighed til dansk Teaters store Primadonna således:

 

Bodil Ipsen.

Når Jeg – Poul Reumert skal forsøge at sige noget til Dansk Teaters ubestridte Primadonna, så er Jeg virkelig kommet i nød!

Ligegyldig næsten hvad Jeg siger, så er det sagt i forvejen.

Bodil Ipsen. Derfor blot dette:

Tak for hver eneste replik - De gav mig på Scenen. At Jeg blev den, Jeg var, kan Jeg takke Dem for.

 

                                  Må  G U D  velsigne Dem i  Sin Himmel.                                                          

                                                                                           Poul Reumert

 

      ¶   ¶   ¶

 

At få lov at spille Bellmans ”Glunterne” sammen med Osvald Helmuth var så stor en oplevelse for mig, at den også må med i min Hilsen til Danmark.

Det var Anna Borgs ide, og den uforglemmelige forestilling fandt sted i Odd Fellow Palæet. Skønt det ikke var Bellman, Jeg normalt gav mig af med at foredrage, blev det dog noget, Jeg tænker tilbage på med virkelig glæde. Jeg skylder Osvald Helmuth stor tak for hans medvirken.

Lad os endnu engang trække lidt af stemningen frem med denne vise:

Af ”Gluntarne” 1849-51  -  Tekst og musik: Gunnar Wennerberg

               Herre, min Gud, vad den månen lyser

 

Herre, min Gud, vad den månen lyser,

se, vilken glans utöver land och stad!

Himlen er klar och var stjärna myser

vänligt emot oss ner och vinkar glad.

Där flammar Sirius, där Orion,

där plaskar Svanen i eterns bad.

Herre min Gud, vad den månen lyser,

se, vilken glans utøver land och stad!

 

Poul Reumert:

Når man som Jeg skal forsøge kvæde

Bellman og andet for mit publikum,

da kan Jeg nemt komme til at græde,

når Jeg endnu engang skal give rum

for dét, der fylder mit hele hjerte

og kalder mindet frem nok en stund.

Ak, svundne dage – I er nu borte;

G U D give mig endnu en lille stund.

 

  Når Jeg skal mindes de svundne dage, -

så er det vigtigt at få trukket frem. -

Jeg  fik et publikum uden mage; -

som sørged´ for succesen, den gik hjem.

Når Jeg fra Himlen min Hilsen sender,

er det med vemod og megen fryd.

Herre min Gud, hvor dog månen lyser;

blot den ej går under af bare fryd.

                                                                       Poul Reumert

 

    ¶   ¶   ¶

 

Jeg – Poul Reumert ønsker i dag at takke Jer alle for den kærlighed og interesse, I altid har vist min person.

Mange gange, når Jeg stod på Scenen for at formidle et Skuespil for Jer og næsten ikke for bare bevægelse har kunnet få ordene frem, når Jeg mærkede, at I – mit publikum med begejstring og medleven fulgte stykket og mine ord, - I skal vide, at uden Jeres støtte og kærlighed ville Jeg aldrig været blevet den, Jeg blev.

I skal også vide, at Jeg stadig følger Jer og Danmark og ser, hvordan det går – også indenfor Teatrets verden.

 R   R   R

Jeg har et Budskab at bringe Jer her i dag, som Jeg tror vil glæde Jer alle.

I har i Danmark et Medium, hvis lige næppe findes nogen steder i Verden. Hendes navn er Hanne Leffler, og Jeg - Poul Reumert vil delagtiggøre Jer alle i det glædelige, der er hændt i Jeres Verden, siden Jeg forlod Jer. -

Hun har igennem talrige inkarnationer modtaget en Ondskab helt uden lige.  - Den, der var skyld i dette, var en kvinde, som den 13. februar 1997 ganske tyst og inderligt bad Hanne om Tilgivelse for alt.

Som den mest ædelmodige Person nogensinde  tilgav Hanne hende  alt !

Denne  Tilgivelse havde en mægtig Kraft.

I dette øjeblik blev der udløst et så stærkt og virkningsfuldt Lys, at alt det Onde, som Den, der af Jer kaldes Djævelen, havde spundet Jorden og dens Befolkning ind i, 

b l e v   u d s l e t t e t   p å  s t e d e t !

 

¶    ¶    ¶

 

Både Første og Anden Verdenskrig er som de værste eksempler noget, som Han, - der i Årmillioner har

været Mørkets Fyrste, - havde lagt som Forbandelser i Æteren i en slags ÆTERBILLEDER, men som

ved menneskenes egen vilje til det onde trådte frem som realiteter på Jordplanet. –

 

 ^{|  |  |}

Mine kære Landsmænd.

Hør, hvad Jeg  -  Poul Reumert siger til Jer nu.

Det Lys, der fremkom ved Hannes Tilgivelse den 13. februar 1997, var så stærkt, at det neutraliserede hver eneste Forudbestemmelse. – Alt  forsvandt lige op i den blå luft.

Djævelen, som nu hedder ARDOR, vendte den 3. marts 1912 i Anger og dybeste Sorg over sin ufattelige Ondskab tilbage til  G U D. – Her modtog Han  G U D`s  uforbeholdne og kærlige TILGIVELSE, og nu  venter Han i dybeste Forventning og Håb på Jeres, på alle Menneskers tilgivelse af  H a m, som er skyld i en hel Verden af synd og lidelser.

 

   Mine kære jordiske Venner. -

Vil Jeres svar til Ham blive: A l t   e r  t i l g i v e t !

 

Hvis dette er tilfældet, vil Han bøje sit hoved  og i en

grænseløs taknemmelighed modtage Jeres Tilgivelse.

 

^{|  |  |}

 

Denne lille tapre kvinde, Jeg har fortalt Jer om  - Hanne  Leffler, som er skyld i, at ARDOR’s Æterbilleder  blev  fjernet fra Jorden,  - hende skylder vi alle Tak, og Jeg  - Poul  Reumert vil gå foran og sige til hende:

Hanne. Modtag en gammel Skuespillers dybtfølte og inderlige  Tak, fordi du gav den mest kærlige og mest storstilede Tilgivelse af alle.

 

MÅ  G U D   VELSIGNE  DET  DANMARK,

HVORI  NOGET SÅDANT  KAN  SKE

 

          12. oktober 2006                    Poul Reumert

 

T   T   T  

 Der er en Sang

                                                                  Et ædelt gammelt sagn fortæller,   
                                                                  at løvens klo i kongens våbenskjold   
                                                                  i farens stund som tegn os gælder   
                                                                  og kalder os til sammenhold.       
                                                                  Vi ved, at han med klogskab og ære            
                                                                  vil stride for vort elskede land.       

                                                                  Der er en sang, vi aldrig glemmer,   
                                                                  selv om slet ingen ved dens ord,   
                                                                  en sang som vi fornemmer       
                                                                  af tusind fuglestemmer       
                                                                  i det skønne land, hvor fred og frihed bor.   
                                                                  Den nynner sødt i alle stemmer
                                                                  i jævne ord fra mand til mand.
                                                                  Og om engang det kræves,
                                                                  vor drøm til dåd skal hæves
                                                                  til lykke for vort skønne land.

                                                                  En tak skal denne aften være
                                                                  til landets første mand af byrd og rang.
                                                                  Vi kunstens folk til kongens ære
                                                                  har svøbt vor kærlighed i sang.
                                                                  Og gid den da de toner må bære
                                                                  langt ud til alle landsmænd engang.

                                                                  Der er en sang vi aldrig glemmer,
                                                                  selv om slet ingen ved dens ord,
                                                                  en sang som vi fornemmer
                                                                  af tusind fuglestemmer
                                                                  i det skønne land, hvor fred og frihed bor.
                                                                  Den nynner sødt i alle stemmer
                                                                  i jævne ord fra mand til mand.
                                                                  Og om engang det kræves,
                                                                  vor drøm til dåd skal hæves
                                                                  til lykke for vort skønne  land.                                                                                                              Mogns Dam

 

                  ˜    ˜   ˜   ˜                                                     

Denne KOMMENTAR   har Hanne  Leffler

modtaget   under  tankeinspiration

den 22. juni 2015 af

Skuespiller  Poul  Reumert

 

Jeg – Poul Reumert er blevet bedt om at udtale mig om årets Reumert-pris, som løb af stablen den 21. juni 2015.

Jeg var selv til stede; - og min mening om denne forestilling var, at dét, der foregik, var noget, der overhovedet ikke vedrørte Prisuddelingen af årets Reumert.

Jeg vil ikke kommentere de forskellige Priser – kun sige, at Jeg var overrasket og lidt skuffet over fremførelsen.

 

Jeg kunne have tænkt mig noget med lidt mere højtidelighed og respekt for det, der skete. Dette synes Jeg -  manglede her!

 

Jeg tror, Jeg vil advare de, der arrangerer sådant noget. Pas på, I ikke bliver for moderne ! - Pas på, at I ikke for enhver pris synes, at der skal ske noget! Efter min mening kan sådanne tiltag være med til at ødelægge for meget.

 

Ellers sker der meget i Danmark, som kun kan glæde en gammel Skuespillers hjerte.

                                      22. juni 2015    Poul Reumert

 

˜   ˜   ˜   ˜

                               

Denne HILSEN   har   Hanne  Leffler

modtaget  under  tankeinspiration 

den 20. august 2015 af

      Skuespiller  

                                   Poul Reumert                                              

                                             EN HILSEN TIL DANMARK

 

Jeg – Poul Reumert har meget længe ønsket at sende denne Hilsen til det danske Folk. Den skal følges med den oprindelige Hilsen, som Mediet Hanne Leffler modtog den 12. oktober 2006.

 

Der er sket og sker stadig meget på Jorden i disse år. For en almindelig menneskelig vurdering ser det nærmest ud, som om Jorden nogen steder er ved at gå op i limningen. Der er bestandig Uro og bestandig mennesker, der skaber Uro og Frygt omkring sig.

Talrige mennesker er hver dag på flugt, og bådflygtninge må med fare for deres liv krydse store vandområder – en tur, nogle af dem ikke overlever.

Hvad er det, der sker?

Efter al den usigelige Gru og Rædsel, som Anden Verdenskrig bragte menneskene, skulle man tro, at menneskene havde fået nok af den slags og ønsker Fred  mere end noget andet!

Sandheden er, at alle almindelige mennesker kun har eet ønske for Fremtiden på Jorden – F R E D ! 

 

De, der til stadighed modarbejder dette ønske og til stadighed spreder Frygt og Rædsel omkring sig, tilhører alle som een Gruppen -  G U D´s  faldne Engle.

Disse Engle, som for årmillioner siden faldt for Mørket og forlod G U D´s RIGE, bærer alle på en tung, tung Byrde af Mørke i deres Tanke; - og det er dette Mørke, der er skyld i alle deres handlinger.

Det gælder for alle disse Personer,  at det er deres sidste inkarnation, de gennemlever på Jorden.

 

De bærer på så stor en Gæld til Menneskeheden, at ingen af dem er i stand til at sone denne Gæld på sædvanlig vis. Dette gælder for de dybest faldne af dem.

G U D  har anvist alle disse ulykkelige Væsener en vej, som – når de betræder den – vil føre til, at de får fred i deres sind.

Mediet Hanne Leffler og hendes Medhjælper Kirsten Pedersen har i 16 år været beskæftiget med at modtage disse ulykkelige Væsener. -  En eller flere bliver af deres Skytsånder bragt til Pigernes opholdssted, hvor deres frigjorte Ånd er usynlig til stede.

Pigerne er hver gang forberedt på dette. –

Dét, der skal ske er, at den eller de under tankeinspiration  afgiver et Angers-Bønskrift til deres mange Ofre, og mens Angeren uafbrudt river og flår i dem, skrider modtagelsen af Angers-Bønskriftet frem. Hanne dikterer det, hun ”hører” til Kirsten, der skriver alt ned sætning for sætning.

Den dybe Anger, som disse Engle føler undervejs, formår at afpolarisere Mørket  i deres Tanke, så Lyset atter kan få adgang til deres forpinte sind.

I kraft af G U D´s VILJE vil alle de mange Ofre på et tidspunkt få lejlighed til at læse disse Angers-Bønskrifter. Den Medfølelse, der undervejs vælder op i de pågældendes sind, bærer Tilgivelsen med sig.

Når alle deres mange Ofre har tilgivet deres ældste Brødre og Søstre alt, er Soningen fuldbyrdet. Derefter kan disse på lige fod med alle andre se frem til at blive modtaget af  G U D i HANS HERLIGHEDSRIGE  til  Livet  der  i  Al  Evighed.

Det er således en overordentlig stor Kærligheds- og Barmhjertighedsgerning, Hanne Leffler og Kirsten Pedersen til stadighed udfører; - og den Tak, disse Piger kan se frem til at modtage, vil de på et tidspunkt modtage af hver eneste Engel og hver eneste menneskeånd.

 

G U D:

JEG ønsker at fortælle alle, der læser dette, at ikke alene er menneskenes Tilgivelse årsag til,

at deres ældste Brødre og Søstre finder vejen tilbage til Lyset og MIT RIGE igen; - men en sådan

Tilgivelse er også i stand til at give den pågældende selv en Fred i sindet, som de ikke kunne

have fået på nogen anden måde.

 

Alle, der i deres hjertes Medfølelse afgiver en Tilgivelse (dette gælder også mennesker indbyrdes) vil

blive omstrålet af MIT LYS og MIN VELSIGNELSE; - og det betyder, at vejen fremover vil blive

lettere og mere lysfyldt for dem at vandre.

JEG beder Jer alle, der kommer i den situation, om at lade Lyset råde, for da bliver det let at

tilgive enhver af disse faldne Engle; - og JEG vil takke Jer !

                                          G U D

 

z

 Poul Reumert:

Jeg ønsker at slutte min Hilsen med denne smukke Sang,

som Pigerne modtog den 2. juni 2015 fra Emil Reesen.

            20. august 2015                            Poul Reumert  

 

 ˜    ˜    ˜

 

Denne HILSEN   har    Hanne  Leffler modtaget    under  tankeinspiration den 2. juni 2015  af

Emil  Reesen   (1887-1964)

HILSEN TIL DANMARK

 

  

w

  

                                                  Melodi: Vuggevise fra Gadeprinsessen

 

                                                                       1. Alting her i Danmark er rent og hvidt;

                                               og i din trygge favn  vi finder Fredens navn.

                                               Modersmålet  det er så smukt og blidt. -

                                               Sandelig - i Danmark brænder Fredens bavn

 

                                               2. Danmark. Når din sang synges klar og ren

                                               med Pigekorets lyd, gir´ sangen altid fryd.

                                               Da vil alle hjerterne smeltes hen,

                                               og Englene vil synge med i Engles Lyd.

 

                                                                      3. Og når pigehjertet slår højt i glød,

                                               er Himlen altid nær.   For ham, som hun har kær,

                                               synes,  netop hun er så kær og sød.

                                               Hun elsker ham. - Hun jubler, hver gang han er nær.

 

                                               4. Danmark du har pant på den bedste ting;

                                               du bærer i din favn et ganske særligt navn.

                                               Alt, hvad Hanne gir’, bringes vidt omkring  -

                                               og sætter tankerne hos mennesker i sving.

 

                                               5. Mennesker de undres.  - Hvad er der sket?

                                              Er dette virk´ligt sandt? - Så må  dét være sandt;

                                              dét, der står at læse er sket og set.

                                              Til dette har den Kvinde længe sig beredt.

 

                                              6. Det fra Himlen strømmer som Kilde ned

                                              til alle de, som bor på Danmarks grønne jord.

                                              Endelig så får vi nu ren besked.

                                              Tankerne i Danmark de er sat på gled.

 

                                                                      7. Kære Hanne. Tak! -  De, der taler her,

                                               er Engle  hver og een med tårer på hver kind.

                                               Intet på vor Jord er som dette her.

                                               Denne Sang er skabt til dig af alle her.

                                                  

                                           den 2. juni 2015              Emil Reesen

                                 

 

 

 ALT  BEKRÆFTET   I   G U D’S   NAVN

 

z

 

 

Hanne  Leffler 

i alt

S a n d h e d

  

^µ

   

Citat fra Illustreret Tidende:

”Det kgl. Teater stod stærkt med sin Frøken Julie, (billedet) hvor Bodil Ipsen spillede den erotisk forkvaklede komtesse, og Poul Reumert havde rollen som tjeneren Jean. Den normalt servile proletar, der påtvinger frøken Julie konsekvensen af hendes erotiske udfordringer, inden han slutter sig til folkenes dans i midsommernatten. Bodil Ipsen og Poul Reumerts samspil i Strindbergs Båndet, Frøken Julie og Dødedansen er teaterhistorie og den norm, som tidens publikum skulle komme til at måle alle senere opførelser med. I sidstnævnte stod to kunstnere af det største format over for hinanden og forsøgte at give den psykologiske baggrund for det ægteskabelige drama, hvis hovedpersoner er knyttet sammen af skæbnen i et tragisk had-kærlighedsforhold, som aldrig bliver forløst. – Det kgl. Teaters arkiv.”

 

Iflg.: Lademann:

Reumert, Poul

Reumert [#råj'm$rt], Poul (1884-1968): dansk skuespiller; søn af Elith Reumert. Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole; debut 1902; derefter ved Folketeatret til 1908, Det Ny Teater 1908-11, Det kgl. Teater 1911-18, 1922-30 og igen 1937; 1919-22 ved Dagmarteatret. Reumerts karriere som skuespiller var en af de længste og rigeste i dansk teater. Den indledtes med folkekomedier og operetter og omfattede senere både alvorlige og komiske karakterroller, spillet med en mesterlig karakteriseringsevne: holbergske Henrik'er, Tartuffe, Løjtnant von Buddinge, Swedenhielm og mange flere. 1923, 1928 og 1934 gæstespil på Odéon-teatret i Paris, 1925 på Comédie-Française og 1937 på Den store Opera; tillige mange gæstespil i Norden. Fra 1937 en af de førende skikkelser på Det kgl. Teater; efter Holger Gabrielsens død læreren, der på elevskolen rakte traditionen videre til teatrets unge. Hyppig optræden i radio i skuespil og som oplæser. Erindringsbøgerne Masker og mennesker (1940) og Teatrets kunst (1963). 1932 gift med Anna Borg.

 

Reumert [ —rƒj’mƒd ] propr.

Poul Reumert 1883-1968, dansk skuespiller. Ansat ved Det Kgl. Teater 1911-18, 1922-30 og fra 1937 til sin død. En af sin generations betydeligste danske karakterskuespillere. Roller i bl.a. Indenfor Murene (1912), Gengangere (1942), Fruentimmerskolen (1947). Desuden filmroller.

 

 

Dette Budskab er fremkommet ved, at  POUL REUMERT, der efter sin inkarnation er en  frigjort Engel, befinder sig ved vor side. - Her giver han sig til kende via sin Tanke og meddeler, at han ønsker at sende en  HILSEN TIL DANMARK .

Vi byder ham begge hjertelig Velkommen.   - Usynligt står han ved vor side, men når jeg lytter, kan jeg tydeligt "høre", hvad der bliver mig indgivet under tankeinspiration,  ligesom de forskellige sanges melodier bliver mig meddelt. -  Kirsten skriver alt ned sætning for sætning. 

 

                                 Kirsten Pedersen         Hanne   Leffler 

                  

 ^]

        

leffler@webspeed.dk

 

 

 d d d