TTT   h

Dette   Budskab   har    Hanne  Leffler

 

modtaget   under  tankeinspiration

 

den  11. januar 2015 af

 

   G U D’s TOLV TJENERE

 

 

 Z

 

 Til menneskene på Jorden fra G U D´s TOLV TJENERE

G U D – DEN ALMÆGTIGE – Jeres SKABER har bedt Os om at overgive Jer dette Budskab via den danske Medie Hanne Leffler.

Y  Y  Y

Et af de store spørgsmål, menneskene bestandig grunder over, er hvordan G U D kan have skabt menneskelegemet, der er så fuld af fejl og mangler, og som giver en tilværelse, der meget ofte har smerter og lidelser til følge?

Svaret på dette spørgsmål er, at G U D ikke står bag Skabelsen af det menneskelige legeme; - og der er en grund til, at menneskene skal leve i Jordens Mørkeverden med alt, hvad dette indebærer.

For årmillioners årmillioner siden valgte en del af G U D Engle, der befandt sig i  G U D´s Himmel at følge Mørket i stedet for Lyset. Det blev en skæbnesvanger beslutning – ikke alene for dem, men for alle i det hele Univers.

 

™  ˜  ™  ˜ ™  ˜ ™ 

 

Sorgen  i  G U D´s RIGE hos de tilbageværende Engle, var så stor, at den var ubærlig. - Vi - G U D´s TJENERE måtte næsten uafbrudt trøste disse Engle; - dog formåede Vi ikke at fjerne deres Sorg – kun at mildne den.

G U D’s faldne Engle inddrog som Opholdssted det lille skønne Rige, G U D havde anbragt rundt om Jorden. Som årmillionerne skred frem, kom disse Engle, (som kaldes De Ældste, i modsætning til G U D´s lyse Engle – De Yngste) mere og mere ind under Mørkets Magt. -

De mistede fuldstændig den Kærlighed, Barmhjertighed, Tolerance og Tålmodighed, som er enhver

Engels  fornemste kendetegn, og deres forhold til G U D  blev mere og mere ødelagt, som tiden gik.

 

De glemte deres FADERS

uendelige KÆRLIGHED, BARMHJERTIGHED,  TÅLMODIGHED  og

Evnen til at  t i l g i v e   A l t .

 

Den G U D, Mørket i deres Tanke fremmanede for dem, var en Hævnens  GUD, en Vredens GUD, - og

  denne GUD ville nok udslette dem, når  Hans Vrede over deres Færd blev for voldsom.

 

      ¥ 

Dette var så forkert, som det kunne være.

G U D's  SORG  over  disse  BØRN  var  u e n d e l i g.

G U D fulgte dem alle uafbrudt, og Hans Medfølelse og Længsel efter dem var så stor, at HAN med mellemrum kaldte på dem i Håb om, at de skulle mindes, hvad de havde forladt og angre, hvad de havde gjort; - thi da ville Lyset atter få adgang til deres Tanke, og de kunne vende tilbage til Livet og   G U D  igen.

Men  G U D  blev mødt med absolut Tavshed.  I k k e  e e n  s v a r e d e !  Mørket  i deres Sind havde givet dem en Stædighed og en Trodsighed, og da G U D  kaldte, var de ude af stand til at svare HAM.

n  n  n

Men det stadigt stigende Mørke var også trængt ned på Jordkloden.

De Urkim, G U D havde anbragt i Jordens Æteromhylning, og som skulle have været befrugtet af Lyset, blev nu befrugtet af Mørket. - En mangfoldighed af uskønne vækster spirede frem og store uskønne dyr trampede hen over Jordkloden.

De Ældste enedes på et tidspunkt om at drage ned på Jordkloden for at se, hvordan det stod til der. Det Syn, der der mødte dem, forfærdede dem meget. De blev enige om at skabe Væsener i deres egen lignelse af Mørkets materielle udstrålinger og sætte disse Væsener ned på Jorden i den hensigt, at de skulle skabe Orden i dette Kaos.

 ¶   ¶   ¶

Det var en forfærdelig Tilværelse, De Ældstes Skabninger kom ned til; - og skønt De Ældste forsøgte at lede dem, lykkedes det dog ikke for disse Skabninger at skabe Orden nogen steder.

Da deres astrale Genparter ved Døden frigjordes, blev de ikke opsuget af Jordens Mørke som sædvanlig. - De vandrede rundt som livløse Skygger.

Nogle af De Ældste sørgede dybt over deres Skabningers grufulde liv på Jorden.

 

Citat fra Vandrer mod Lyset, side 13.:

     ”Da lød paa ny Guds Stemme til dem; - thi en Tidsevighed var atter svunden.

     Og De Ældste lyttede alle.

     Men Guds Stemme var fjern og svag.

     Og Gud sagde: ”Mine Børn, jeg, eders Fader, taler til eder, at I kunne mindes, hvad I have forladt, og angre, hvad I have gjort!”

     Da svarede nogle af de Ældste.

     Og de raabte: ”Fader, Fader, vær barmhjertig mod disse elendige Skygger, vore Skabninger! Fader, giv dem af Lysets blivende Liv, at de ikke i al Evighed skulle være levende og dog livløse! Fader, bær barmhjertig! Tilgiv os vore onde Gerninger!”

     Da de have raabt saaledes, hørtes atter Guds Stemme; men da lød den klar og skøn.

     Og Gud svarede dem og sagde: ”For eders Bøns skyld vil jeg antage mig eders Børn. For eders Bøns skyld vil jeg gøre eders Skabninger til mine og give dem af mit eget, give dem af det evige Liv.

     Mine Børn, lader Angeren i eders Hjerter drage eder til eders rette Hjem. Jeg, eders Fader, tilgiver eder; thi jeg elsker eder alle!”

     Men de, der ikke svarede, da Gud talede, saa deres Brødre og Søstre forlade det ødelagte Rige, baarne af Lysets straalende Bølger.

     Og Mørket lukkede sig bag dem; og det blev end mørkere om dem, der bleve  tilbage.”

£   £   £

G U D har givet hvert eneste menneske en Gnist af Sin egen TANKE og VILJE, og den Ånd, der bliver knyttet til ethvert menneskefoster er den, der skal leve videre. Når menneskelegemet er dødt, går det sin undergang i møde.

Ingen eller intet kan vække dette legeme til liv igen.

Ånden er bærer af Bevidstheden, og det er denne Bevidsthed, der ganske langsomt gennem de jordiske inkarnationer skal udvikles og tage Kampen op med Mørket på Jorden og sejre over det.

Efter en lang Udvikling  vil menneskene opleve at blive budt velkommen af  G U D i HANS SKØNHEDSRIGE. - Det Liv, der venter dem der,

er et Liv i stedse stigende K æ r l i g h e d ,  F r e d ,  L y k k e  og  H a r m o n i; -

og dette Liv vil vare i Al Evighed.

 

 ±

 

Vi mangler nu blot at slå fast, at det ikke er G U D,

der har ansvaret for det mangelfulde menneskelegeme; 

men derimod  G U D´s  æ l d s t e  f a l d n e   B ø r n !

 

T    T    T

 

Dog søger G U D på alle måder at mildne Tilværelsen for

Sine Børn på Jorden.

HAN sender Sine Engle ned for som mennesker under deres inkarnationer at gå foran på alle områder. Det er disse Engles skyld, at menneskene er nået så langt, som de er i dag. Dette gælder fx på det lægevidenskabelige område.

Z  Z  Z

Grunden til, at der er så mange Sorger, Lidelser og Smerter forbundet med det menneskelige liv, skyldes den Lov – Gengældelsesloven, – som  G U D har skabt til brug for menneskenes udvikling på Jorden.

Denne Lov lyder således:

Alt, hvad et menneske sender ud af godt og ondt,

vil det møde i sin næste inkarnation.

 

Menneskene skaber således selv deres inkarnationer; - og her må Vi -  G U D´s TOLV TJENERE

a d v a r e   menneskene mod at gå Mørkets Veje.

Hvis I følger Lyset og det gode i Jeres sind, vil Jeres inkarnationer blive lyse og lette. Hvis I derimod

følger Mørket og det onde, skaber I Jer selv mange unødige vanskeligheder og forlænger på denne

måde Jeres inkarnationers rækker.

 

11. januar 2015          G U D’s TOLV TJENERE

 

                                       Z

 

 

 

 BEKRÆFTET   I   G U D’S   NAVN

 

z

 

 

Hanne  Leffler 

i alt

S a n d h e d

  

^µ

                    

                             Over de høje Fjelde 

 

 1.Ørnen løfter med stærke slag                    2. Skal jeg da aldrig, aldrig nå

over de høje fjelde, -                                      over de høje fjelde?

ror i den unge, kraftfulde dag,                      Skal denne mur mine tanker slå,

mætter sit mod i det vilde jag,                      sådan med sne-is og rædsel stå

sænker sig, hvor den lyster, -                       stængende dér til de sidste. -

ser mod de fremmede kyster!                       blive min dødningekiste?

 

3. Ud vil jeg! ud! o, så langt, langt, langt       4.Engang, jeg véd, vil det række frem

over de høje fjelde!                                        over de høje fjelde.

her er så knugende, tærende trangt,            Kanske du alt har din dør på klem?

og mit mod er så ungt og så rankt, -             Herre, min Gud, godt er dit hjem;

lad det få stigningen friste, -                         lad det dog endnu stænges,

ikke mod murkanten briste!                          og jeg få lov til at længes!

                                                                                                Bjørnstjerne Bjørnson