Fra "BAKKEHUSET"'s berømte Værtinde KAMMA RAHBEK modtog vi den 26. november 2000 denne dejlige Hilsen fra Guldaldertiden i Danmark.

 

 TTT    h

    Denne HILSEN 

                  har  Hanne  Leffler            

                                             

 modtaget under  tankeinspiration

 

den  26. november 2000 af

 

       Kamma Rahbek  

( 1775 – 1829 )

 

 

                  vEN  HILSEN  TIL  DANMARKv

 

 

 

 H

 

 

 

Til alle, der ønsker at stifte bekendtskab med den danske Guldaldertid og nogle af de Personer,

der var med til at skabe denne.

 

Intet Land i Verden kan undvære sine store Sønner og Døtre, der hver på sin måde har været med til at højne Kulturen i Landet, og vi har herhjemme i Danmark haft en periode, der var så rig på Digtere, Skuespillere, Billedhuggere, Komponister og Malere, som ingen anden. Det er naturligvis Guldaldertiden, Jeg tænker på. Den periode, der løb fra slutningen af 1700-tallet op til ca. midten af 1800-tallet. Aldrig før har Kunsten og Kulturen blomstret om kap som her.

 

Mange af Kunstnerne fandt sammen og havde deres faste mødesteder, hvor de kunne udveksle tanker, og hvor de kunne læse højt for hinanden af de Skuespil og Digte, de frembragte, og hvor de kunne synge for hinanden. - Kort sagt, et åndeligt fristed for disse mennesker.

Jeg kan nævne Rom som et sådant fristed. Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen opholdt sig i lange perioder i Rom, og hos ham fandt de danske Kunstnere, Digtere osv. et fristed, så hjemveen efter Danmark blev til at udholde.

vv

De hjemlige Kunstnere havde også deres fristeder. Et af dem var Bakkehuset, der på den tid lå udenfor København

på toppen af den bakke, der senere blev kaldt Rahbeks Allé  - opkaldt efter det ægtepar, der på den tid boede i

Bakkehuset. Manden hed Knud Lyhne Rahbek og hans ægteviv og livsledsagerinde var Kamma Rahbek, Bakkehusets

Værtinde - og just hende er det, der sender Jer denne Hilsen.

 

 H

Mange beretninger er overleveret Danskerne om dette Bakkehus og om hele tiden og ånden dengang. Jeg, som var Værtinde der, var kendt for en stor gæstfrihed og en stor åbenhed overfor alle kendte eller ukendte personer, der forsøgte at bane sig vej som Kunstnere på én eller anden måde.

Mange Digteres vej faldt forbi Bakkehuset, og døren stod altid åben for dem. Vi var tit rigtig mange til te,  og mange ord blev udvekslet ved disse te-selskaber.

 

Når hovedparten af selskabet atter drog hjem, blev der altid nogle tilbage, og vi samledes inde i hjørnesalonen omkring bordet, og Jeg gjorde mig altid umage for at hygge om disse gode venner af Huset.  Mine duepostejer og mit bagværk var kendt og berømt. Jeg nød min rolle som Værtinde, og når Jeg indtog min plads ved bordet, kom der for alvor gang i samtalen.

Jeg var en mester i at lytte og var den, der fik lov at høre første frembringelser. Jeg kan fx nævne Adam Oehlenschläger som en kær og skattet gæst hos os. Hans store værk: Hakon Jarl, var Jeg den første, der fik at høre.   

Og som mange sikkert ved, forelskede han sig i min Søster Christiane Heger og blev senere gift med hende. Men

også mange andre personer gæstede os.  Jeg kan nævne Poul Martin Møller, Jens Baggesen og Johan Herman

Wessel, og i Bakkehuset findes en mindestue for J.H. Wessel.

 

En dag kom der en ganske ung mand ind af døren. Han virkede lidt kejtet og gjorde et lidt naivt indtryk på os alle, men der var noget ved ham, der rørte mig dybt, og en dag, hvor vi var mange samlet - bl.a. den berømte Komponist Weyse - forsøgte den unge mand, hvis navn var Hans Christian Andersen at udføre nogle ballettrin for os. Han fortalte os, at han ønskede at blive Skuespiller. Ballettrinene mislykkedes desværre lidt for ham, så det endte med, at den unge mand brast i gråd.

 

Dette gjorde et dybt indtryk på os alle, og C.E.F. Weyse besluttede på stedet at foretage en indsamling til ham og give ham en månedlig understøttelse på 10 rigsdaler.

 

Præsten og Salmedigteren N.F.S. Grundtvig hørte også til vore kære gæster, og Grundtvig har i perioder boet hos os. En dag, hvor han sad og skrev på første sal med vinduet åbent, kunne han fra den lille tilstødende Valby Kirke - som lå lidt derfra - høre kirkeklokkerne, og dette inspirerede ham til at skrive den senere så kendte og elskede Kirkeklokke ej til hovedsteder, hvoraf andet vers lyder således:

 

                                    Kirkeklokke !  ej til hovedsteder

                                    støbtes du, men til den lille by,

                                    hvor det høres trindt, når barnet græder

                                    og inddysses blidt ved vuggesang.

 

Min brevveksling på den tid var meget stor. Jeg skrev mange breve, og Jeg modtog mange. Nogle af mine breve til den daværende Biskop J.P. Mynster er bevaret for eftertiden, og man kan ud fra disse breve sætte sig ind i, hvordan tiden var dengang. Bl.a. giver han mig gode råd, når Jeg var syg, og min hengivenhed for Biskop Mynster skinner klart igennem alle mine breve til ham. Vi var begge meget forbundne

 

Da Jeg en dag i et brev til Biskop Mynster havde brugt et spansk citat, som han ikke forstod, og han for at hævne sig svarede med et hebraisk, lærte Jeg mig i en fart en smule hebraisk og svarede igen på den måde.

 

En anden kær ven af Bakkehuset var den senere så berømte Digter B. S. Ingemann. Han blev gift med den lille søde Lucie Mandix, som Jeg desværre kun nåede at hilse på en enkelt gang. Ingemann bosatte sig i Sorø og forblev der, og Lucie var ikke så meget for at rejse.

Ved min død i 1829 skrev B.S. Ingemann : ”at det er ham, som om alle Danmarks yngre Digtere havde tabt en Moder” og Poul Martin Møller forsikrede ved samme lejlighed: ”at fru Rahbek var det første blandt de Mennesker, han havde kendt.”

 

Jeg var på den tid meget belæst og meget sprogkyndig og kunne en hel del sprog. Jeg læste også Homér  på originalsproget, og herfra citerede Jeg på græsk disse linier, der passede godt på mit eget samliv med Rahbek.

 

                                                        Thi Intet er mer livsaligt i Verden,
                                                        end naar en Mand og en Kvinde
                                                        med to samdrægtige Hjerter
                                                        bygge tilsammen i Hus,
                                                        til Ærgrelse for deres Fjender,
                                                        Men deres Venner til Fryd
                                                        og dem selv fortrinligt til Ære

 

Disse linier illustrerer egentlig på allerbedste måde Rahbeks og mit ægteliv med hinanden. Rahbek brugte vel ikke de store gloser, men Jeg følte, at han elskede mig med en varm og trofast kærlighed.

Noget af det, Jeg havde allermest kært på Bakkehuset, var havearbejdet. De smukkeste roser voksede rundt om dammen, og Jeg opelskede en del sjældne planter i den have, der hørte til Bakkehuset. Min yndling blandt blomster – den dobbelte martsviol – havde Jeg æren af at indføre i Danmark.

 

|||||

Om husets vinduer hang klaser af tunge druer.

Kendt er også alle de små skrin, hvor Jeg på en kunstfærdig måde malede små nette landskaber på det indvendige af låget og anvendte dem som gaver.

 

Eftertiden har ofte beklaget, at der ikke fandtes noget malet Portræt af mig. - Georg Brandes har givet et Portræt af mig på denne måde:

 

”Til Kamma Rahbeks ømtfølende og livlige Aand svarede en fin og yndefuld Figur. Hendes Skikkelse var mager, hun havde et aandfuldt, åbent og klart Ansigt, hun bar selv i Paryk- og Puddertiden Haaret i dets egen Farve, og det faldt i naturlige Lokker om hendes Hoved. Hendes Øjne var store, blaa og deres Udtryk tungsindigt; men naar hun spøgte eller lo, tindrede de med en overordenlig Munterhed. Hun havde en stor, klog Næse, en overordenlig fint skaaret og udtryksfuld Mund. Man véd, at Thorvaldsen, der ofte kom i hendes Faders Hjem, tidt tegnede for Smaapigerne. -  Skade, at han ikke en Gang til Afveksling tegnede hende. - Thi da havde den Taabelighed været forebygget, som nu næsten forekommer os ubegribelig, at Kamma Rahbek ikke en eneste gang er blevet foreviget i et skønt Maleri.    Der eksisterer kun to Silhuetter af hende. ”

 

˜     ˜     ˜     ˜

Jeg døde efter lang tids sygdom og svagelighed i Rahbeks arme i 1829, 54 år gammel.

 

Inden Jeg, Kamma Rahbek slutter min Hilsen til Danmark, ønsker Jeg at fortælle mine læsere, hvordan denne Hilsen er fremkommet.

 

I det Land, hvor Jeg fik lov at virke, lever der en kvinde, hvis navn er Hanne Leffler, og ved denne kvindes side befinder Jeg mig nu. Hun er i stand til at høre, hvad der bliver sagt til hende fra Oversanselig Side, og hun er således i stand til at høre alt, hvad Jeg siger til hende.

Denne danske kvinde er et Medium på allerhøjeste plan, og Jeg ønsker at fortælle Jer lidt om hende. Ingen, hverken før eller siden, har haft de evner, som denne kvinde ejer, og Jeg ønsker at fortælle Jer alle i Danmark, at denne kvinde er noget helt ud over det sædvanlige. Ikke alene kan hun høre, hvad Jeg, Kamma Rahbek siger til hende, men hun er også i stand til at høre en Stemme, som intet menneske nogensinde før har kunnet opfatte.

 

Denne Stemme er  G U D´s  STEMME,  og HAN har allerede flere gange gennem hende talt til  Sine Børn på Jorden, forklaret dem hensigten med deres liv, og hvad der venter dem forude, og disse Åbenbaringer har Hanne modtaget og skrevet ned, og de vil alle en dag blive overgivet til Menneskeheden som et vidnesbyrd om, at der eksisterer en levende  ALKÆRLIG  G U D.

 

Lad mig slutte min Hilsen til Danmark med at sige til Jer alle, at dét - denne kvinde giver Jer - er det  G U D´s VILJE,  at I skal modtage.

 

Den G U D, der har talt med Hanne, og som har sendt mig - Kamma Rahbek til Danmark medbringende en Hilsen til

Danskerne, - til  HAM  skal mine sidste ord være:

 

Høje FADER !

  Beskyt det Danmark, som Jeg fik lært at elske engang  -

og lad bestandig Kulturen og Kunsten blomstre.

 

    26. november 2000                                                     Kamma Rahbek

 

 

  H

 

Livet og dets mange Sysler og Forvirringer

adskiller Menneskene paa mangfoldige Maader,

fjerner selv Venner fra hinanden altfor meget;

men Kærligheden, mægtig fremfor alle ypperlige Ting,

fordi G U D  selv er Kærlighed,

har dog magt til at forene,

hvad der ellers vilde være vidt adskilt;

den omslynger Hjerterne med et skønt uopløseligt Baand,

som selv Døden ikke formaar at sønderrive.

 

 

 

            BEKRÆFTET   I   G U D’S   NAVN

 

z

 

Hanne  Leffler 

i alt

S a n d h e d  

 

µ

 

 

Hvis du har lyst til at få flere Budskaber, kan det lade sig gøre, hvis du sender din e-mailadresse til

leffler@webspeed.dk.

Da vil du hver måned få tilsendt forskellige udvalgte Budskaber af de senest modtagne.

 

                                                                     Venlig Hilsen  Hanne   Leffler                                                              

 

T  T  T

 

Dette Budskab er fremkommet ved, at  KAMMA RAHBEK, der efter sin inkarnation er en  frigjort Engel, befinder sig ved vor side. - Her giver hun sig til kende og meddeler, at hun ønsker at sende en  HILSEN TIL DANMARK.

Efter at vi begge har budt hende hjertelig Velkommen   - lytter jeg og kan nu tydeligt "høre", hvad der bliver mig indgivet under tankeinspiration.

Kirsten skriver alt ned sætning for sætning.

 

                                 Kirsten Pedersen         Hanne   Leffler                   

 

d d d