DIRCH PASSER sender her sine festlige, sprudlende men også alvorlige HILSENER til det Danmark, der blev hans som 'DIRCH PASSER. --- Den første HILSEN modtog vi den 10. juli 1998. --- I anledning af DIRCH's 90-års dag modtog vi den 23. maj 2016 hans T A K til den danske Befolkning; - og ind imellen spiller DIRCH og KJELD PETERSEN for os på slap line i "KELLERDIRCH" - modtaget den 16. august 2001:
T T T h
Denne HILSEN har Hanne Leffler modtaget
under tankeinspiration af
Dirch Passer ( 1926 - 1980 )
den 10. juli 1998
vEN HILSEN TIL DANMARK v
samt
Dirch Passer’s Tak til Danskerne
i anledning af 90-års dagen
den 23. maj 2016
samt KELLERDIRCH – den 16. august 2001
🙂
Og overnover alting . . .
Til alle de i Danmark, der holder af en god spøg !
Og hvem andre kan det vel være, der skriver en sådan indledning end
D i r c h P a s s e r -
ham, der blev udråbt til Danmarks Spøgefugl nummer Eet.
Om jeg er holdt op med at sige morsomheder ?
På ingen måde, kære Venner.
Jeg er kommet her op, hvor Moder Sol altid skinner, så her er jeg rigtig i mit es, og strømmen af Vittigheder er ikke aftaget - snarere tværtimod !
bbb
Kender I for resten den om ham, der kom op til Sankt Peter, og bad om at blive lukket ind i Himlen.
Sankt Peter gav ham tre spørgsmål, han skulle svare JA til, før han kunne blive lukket ind.
Det første lød sådan:
Har du opført dig sådan, som din samvittighed bød dig at opføre dig ?
Det svarede manden naturligvis JA til med det samme, for det havde han.
Det andet lød sådan:
Har du sørget for at din kone, dine børn og dine venner havde det morsomt ?
Igen et JA fra den rare mand.
Det tredje og sidste og det vigtigste spørgsmål - lød sådan:
Har du selv sørget for at have haft det morsomt. ?
Det sidste tyggede manden lidt på. Måske synes han ikke, at han havde haft det lige morsomt altid.
Så lyste hans ansigt op i et stort glad smil.
Nej, men jeg har set Dirch Passer flere gange !
Manden blev øjeblikkelig lukket ind uden yderligere diskussion !
J J J
Dette, kære Venner, for at fortælle jer, at alt ikke er højtideligt og alvorligt og lidt trist på den anden side, men at vi tværtimod alle sammen bobler af morskab, og den, der er i stand til at sige den bedste Vittighed heroppe, er helt sikker på at blive populær.
Om jeg er populær - Ja naturligvis ?
Nå, spøg til side, nu skal det jo heller ikke være grin alt sammen.
Y Y Y
Da Jeg forlod Jer i 1983, mens Jeg stod på scenen og skulle forestille at være KIM LARSEN - var det faktisk lige dén afgang, Jeg allerhelst ville have,
nemlig - mens Jeg stod på højdepunktet af m i t l i v s G r i n !
J
Og i dag vender Jeg så tilbage til jer igen efter 15 års forløb for atter at optræde på slap line for jer.
Om jeg giver den med mudderkliren, eller måske prøver at snakke russisk til jer. -
Ingen af delene - kære Venner !
X X X
I de 15 år der er gået siden da, er der sket et og andet. Ikke alene med Verden, men også med mig. Jeg har faktisk fået noget andet at tænke på.
Den Kvinde, der modtager mine Tanker og former dem til ord, der kan forstås af Jer, - denne Kvinde er ikke helt almindelig.
Hun er et M e d i u m på allerhøjeste plan, og i løbet af forholdsvis kort tid vil hun være verdenskendt som dét M e d i e, der har modtaget Budskaber - ikke alene fra kendte afdøde Danskere, men fra kendte Personer over hele Jorden.
Hanne Leffler, som hun hedder, har til dato ( 10. juli 1998 ) hvor jeg som Dirch Passer står ved hendes side, modtaget Hilsener fra
Aksel Schiøtz, Preben Uglebjerg, Kong Christian d. X
Frank Sinatra, Adolf Hitler, Joseph Stalin,
Benito Mussolini og Martin Luther King
De, der under Anden Verdenskrig har været med at udøve så svære Forbrydelser over Civilbefolkningen, at Angeren har været ved at knuse dem, vil alle med Hanne Leffler som Medium sende dybt alvorlige Hilsener til deres mange Ofre med så inderlige Bønner om Tilgivelse for deres Ugerninger, at alle, der læser det, ikke kan undgå at blive dybt grebet af det.
Der er mange, Hanne endnu mangler at få kontakt med - men det vil komme i årenes løb, og en dag vil alle disse Budskaber blive udgivet i bogform og blive læst af tusinder og vække megen stor opmærksomhed Verden over.
& & &
Og når den tid kommer, vil der komme endnu flere overraskende ting frem om denne kvinde.
Jeg - Dirch Passer beder Jer alle her dybt alvorligt om at modtage dette, når det kommer som Budskaber fra den samme Himmel, som den jeg lige nu sender fra !
Og fra den GU D - der hersker over alt !
Og nu kommer det største, Jeg har at fortælle Jer i dag, og det er, at denne usædvanlige kvinde også er i stand til at høre, hvad G U D siger !
Hun har allerede nu modtaget flere Åbenbaringer fra G U D’s side, og der vil komme flere.
For G U D har meget at sige til Menneskene på Jorden.
Dét, som Hanne Leffler, er – er intet mindre end et
T A L E R Ø R F O R G U D !
z z z
Jeg håber at I nu forstår, at dét - Jeg vil bringe Jer i dag, - en Hilsen fra Danmarks største Spøgefugl Dirch Passer
startede i Morskab, men endte i Alvor.
T T T
Inden jeg slutter, lige en lille ting.
Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke fik
sunget den sang færdig, Jeg var i gang med inde i TIVOLIREVYEN !
10. juli 1998
D i r c h P a s s e r
🙂
Og Ovenover alting stråler Moder Sol
T T T h
Dirch Passer’s Tak til Danskerne
vi anledning af 90-års dagen v
den 23. maj 2016
J
samt KELLERDIRCH – den 16. august 2001
--
I anledning af, at det netop den 18. maj vil have været min 90-års fødselsdag, har Jeg – Dirch Passer modtaget så
mange varme tanker, som fylder mig med en taknemmelighed, at jeg nærmest føler mig fuldkommen overvældet.
Jeg ønsker at sige Tak til Jer alle i Danmark og sige, at hver eneste een af Jer er omsluttet af mit hjerte.
Jeg er meget taknemmelig, glad og rørt, - og samtidig modtager Jeg det hele med en megen stor Ydmyghed !
Jeg besluttede da, at foruden den Hilsen, Jeg sendte Jer den 10. juli 1998, at sende Jer endnu en Hilsen, som I aldrig vil glemme.
Alt er forgængeligt, - men noget holder længere end andet!
Da Ove Sprogøe og Jeg i 1953 indspillede Filmen ”Ved Kongelunden” havde vi en scene, hvor Vi – Ove som Vognstyrer og Jeg som Linje 8´s Konduktør - sang:
Der kommer altid en pige og en sporvogn til.
Denne lille muntre scene – og så meget andet – har Danskerne set mange gange i årenes løb, men nu i anledning af min 90-årsdag bliver
noget af det atter vist til minde om ham – den lange Dirch Passer, som alle kender. kender
Situationen med Linje 8 bliver stadig væk set af det danske Publikum; - så det Jeg har lavet, må åbenbart have nogle ganske særlige kvaliteter.
¶ ¶ ¶
En Person, som også betød forfærdelig meget for mig, var Kjeld Pedersen. Jeg følte, at vi på én eller anden måde
supplerede hinanden; - og det må folk åbenbart også have syntes, for hver gang vi viste os på Scenen, blev i modtaget
med bragende bifald.
Som Jeg før har sagt, betyder publikums bifald og interesse så meget, at jeg ikke er i stand til at agere morsom, hvis
ikke der er medhør for det i salen, og hvis ingen griner af det, jeg siger.
Som KELLERDIRCH havde vi et pragtfuldt samarbejde, der først stoppede, da Kjeld i en alt for ung alder forlod Jorden.
Må Jeg fortælle den ærede Forsamling, at Kjeld og Jeg for længst har fundet sammen igen.
bb
Vi hører begge til G U D´s Engleflok; - og da vi viste os, blev vi ikke alene kraftigt opfordret til at vise noget af det af de
mange menneskeånder, der befandt sig i Sfærerne - men vi kunne slet ikke undgå atter at spille de muntre scener fra
dengang, vi på A B C-Teatret på Frederiksberg Allé var Kjeld og Dirch.
Lige fra Jeg i 1998 sendte min første Hilsen, har jeg anvendt det danske Medium Hanne Leffler. Hun er i stand til at høre hvert ord, Jeg siger, og det er jo vældig praktisk, når man ønsker at sende en Hilsen til sit Fædreland.
Hanne modtager alle ordene under tankeinspiration. - Sætning for sætning dikterer hun det til sin dygtige Medarbejder Kirsten Pedersen, som skriver alt ned. Jeg er De To Piger dybt taknemmelig, fordi de modtager min Hilsen, for ellers ville der slet ikke have været nogen Hilsen!
Nu ønsker Kjeld Pedersen og Jeg at blænde op for denne scene,
og endnu engang vil KELLERDIRCH danne Par:
--
Kirsten og Hanne – I to kære piger – trænger I ikke til at blive loppet lidt op?
Jeg – Dirch Passer og Jeg - Kjeld Petersen har besluttet, at I ikke skal gå fra Os, uden at der skal trille tårer af grin, og I skal trygle Os om at holde op igen.
Vi vil starte med at fortælle Jer en god historie:
Der var to, der sad og spillede kort.
Den ene var en Engel, den anden var en Djævel. Pludselig siger Djævelen: Hør du – snød du ikke lidt før, jeg synes du puttede ”spar konge” op i ærmet. - Engelen rystede begge sine ærmer, og bagefter fik begge vingerne en omgang, men der kom ingen ”spar konge” frem nogen steder.
Spillet fortsatte. Englen smed et trumfkort ned, som Djævelen imidlertid stak, og så tog han stikket hjem. Næste gang var det Englens tur til at tage stikket hjem, og sådan fortsatte de et stykke tid, indtil Djævelen lige pludselig betragter Englen indgående og siger: Hør du – jeg synes du har et kort siddende omme bag din glorie. Englen rejste sig øjeblikkelig - skruede glorien af, og ud faldt den omtalte ”Spar Konge. ”
Da Djævelen så dette kort udbrød han.
Og du er en Engel, og så benytter du sådanne ufine kneb. Englen stirrede på Djævelen, og så gik det op for ham, at denne i grunden så ganske rar og hyggelig ud
Så hørte de en Stemme fra ”det Høje” sige til dem:
”Kan I ikke spille et spil til Min Ære. Hvis Englen vinder, vil Jeg byde ham ind i MIT RIGE, og hvis Djævelen vinder, vil hans vinger blive ligeså hvide som Englens. ”
Spillet begyndte. Det blev en kamp på liv og død. Begge ønskede at vinde dette spil. Da spillet omsider var forbi, havde de fået lige mange stik hjem, så det var blevet uafgjort; - dvs. de havde begge vundet, og denne gang sagde Stemmen til dem:
”Hør I to – prøv engang at se på hinanden.”
Og da opdagede de, at de var fuldstændig ens. Djævelens vinger var ligeså hvide som Englens, og hans glorie så så nypudset ud, at dens glans overgik Englens glorie.
Da foldede de kortene sammen, tog hinanden i hånden og fløj op til deres Faders RIGE, og se – da de kom derop, stod Porten åben for dem begge to.
Ps. Lagde I for resten mærke til, at det var den hvide Engel og ikke den sorte, der snød?
Sådanne historier har vi mange af, men før vi giver Jer endnu én, så vil vi spørge Jer, om I nogensinde har været ude på en tømmerflåde, for ellers varer det ikke så længe, før I kommer det.
Hvad er den af, Kirsten – har du aldrig været ude på en tømmerflåde? Så skal du få lov at blive den femte på vores tømmerflåde; - dog vil vi ikke love, det bliver i dit gadekær, vi sejler ud.
Ak ja, Vi To – Kjeld Petersen og Dirch Passer havde et dejligt samarbejde, da vi befandt os i Danmark. - Vi kaldte os KELLERDIRCH, og vi morede os altid utroligt, når vi var sammen. Det er muligt, at det var det, folk kunne mærke, for de klappede altid som besat, når de så os på Scenen. Vi har også haft et strålende samarbejde i nogle af de film, der kom frem dengang. Når vi nævner ”Solstik” fra 1952, så skal I ikke tro, at vi er ved at få solstik, og når vi nævner ”Det var på Rundetårn” er der to, vi absolut må tage med i vort samarbejde, og det er Bodil Steen og Ove Sprogøe.
Hvor handlingen foregår? På toppen af Rundetårn – naturligvis!
W W
En anden film, hvor vi fik lov at udfolde vort formidable talent og evne til perfekt samarbejde, var filmen: ”I Kongens Klær´”. Den stakkels Kjeld bliver efter et bad i Øresunds svalende bølger taget for en vagabond, der har unddraget sig militærtjeneste, og hans mange protester hjælper ham ikke. Han må ind at springe soldat sammen med Dirch og Ove. Det er hårdt for ham i begyndelsen, men han ender med at blive så glad for det, så han med liv og sjæl synger med på titelmelodien ”I Kongens Klær´” i Slutningsscenen.
¶ ¶ ¶
”Vi er alle sammen tossede”; - ja, undskyld, det var ikke Jer, vi mente, det var titlen på en Film, som også gik henover biograf lærredet og vakte Danskernes morskab.
I filmen ”Sømænd og Svigermødre” udfoldede vi os igen i bedste crazy-stil. Ove Sprogøe og Dirch Passer er to matroser, der kom hjem på landlov. Ove for at blive gift med Lone Hertz, og Dirch ender med at blive lun på Judy Gringer, så de to får hinanden. Kjeld er brudens far, som engang imellem må flytte fra sin skrappe kone, Lillian Tillegren, hvis største bekymring er hendes husassistent, Lily Broberg, som i forvirringen kommer til at sætte den varme kaffekande på fruens fine polerede møbel, så der kommer en stor, rund, hvid plet på det polerede. - ”Gnid Sofie, gnid! ” – og Lily gned - alt hvad hun kunne, dog uden særligt resultat.
Kjeld følte, han som brudens far burde skrive en sang, men hans evner rakte desværre ikke i den retning; - aftenen før brylluppet går de tre gutter: Ove, Kjeld og Dirch i byen og havner i en ølstue, hvor Johannes Wahl sang og underholdt ved klaveret. Det ender med at Kjeld i sin kvide får Johannes til at hjælpe sig med sangen, som går på melodien ”En sømands brud har bølgen kær” og bliver rigtig god.
Efter forskellige forviklinger ender brudeparret med at få hinanden. Brudens far og mor kan ånde lettet op. Idyllen varer dog kun kort. Sofie kom i sin glæde over, at alt endte godt – atter til at placere ”madam blå” på fruens polerede møbel. Om pletten siden er gået af, skal vi ikke kunne sige.
Z Z
Vi fik begge hovedroller i Revyer og Lystspil hos Stig Lommer, hvor vi i årene 1955-58 dannede parret KELLERDIRCH.
Det er ikke vores stil at prale, så vi lader Teateranmelderen Harald Engberg føre ordet:
”Man kan tage til New York, London eller Paris for at se, hvordan de store entertainere i international klasse arbejder,
men man ser dem alligevel ikke rigtigere, større og mere internationale i stilen, end hvis man tager til Frederiksberg
Allé og ler sig fordærvet
i selskab med Dirch Passer og Kjeld Petersen”
Disse ord skrev han efter vores Premiere på ABC revyen 1955.
¶ ¶ ¶
En ting der virkelig morede os var, når vi for fulde gardiner gav den med ”Skolekammerater”, hvor den stakkels elev fra Rughavevejens skole møder een af sine klassekammerater. De to udveksler minder, og selv om det er nogle år siden, de sidst har set hinanden, er de alligevel enige om, det var festlige dage dengang, de gik på Rughavevejens skole; - indtil det går op for dem, at det kun er den ene af dem, der har gået på denne skole. - Den anden havde gået et helt andet sted.
® ® ®
Kjeld: Der sidder fire mand på en tømmerflåde
Dirch: Nej, hold nu op Kjeld, vi befinder os ikke mere nede på Jorden.
Kjeld: Nej, men jeg fik aldrig lov at tale ud og fortælle historien til ende, du afbrød mig hele tiden, så derfor vil jeg nu forsøge, om jeg kan få lov at fortælle denne historie færdig.
Dirch: Hvor mange mænd var det, du sagde, der sad på den tømmerflåde?
Kjeld: Der sidder fire mand og en dame på en tømmerflåde.
Dirch: Jeg synes lige, du sagde, at der sad fire mand på en tømmerflåde.
Kjeld: Ja, men nu er der altså kommet en dame til. Altså – der sidder fire mand og en dame på en tømmerflåde
Dirch: Hør sig mig – er der overhovedet plads til så mange på den tømmerflåde?
Kjeld: Det vil vise sig. Jeg begynder forfra. Altså der sidder tre mand og en dame på en tømmerflåde.
Dirch: Jeg synes lige før du sagde, at der sad fire mand og een dame på en tømmerflåde.
Kjeld: Ja - for pokker, men den ene mand er lige faldet overbord, så nu sidder der tre mand og een dame på en tømmerflåde
Dirch: Hvad i alverden får de tiden til at gå med?
Kjeld: Altså, hvis du bliver ved med at afbryde mig, så tror jeg heller ikke, jeg får fortalt historien færdig denne gang. Lad mig nu få lov at samle mig. Der sidder fire mand og én dame på en tømmerflåde.
Dirch: Jeg synes lige før du sagde, at der sad tre mand og een dame på en tømmerflåde.
Kjeld: Åh – kan du ikke forstå, - den fjerde mand er naturligvis kravlet op igen. Altså -
der sidder tre mand og een dame på en tømmerflåde.
Dirch: Nej, nu må du holde op. Den fjerde mand er lige kravlet op igen.
Kjeld: Hvis du bliver ved med at afbryde mig, så glemmer jeg til sidst, hvor mange det er, der sidder på tømmerflåden. Lad mig se. Der sidder to mand og een dame på en tømmerflåde
Dirch: Hvor i alverden er de to andre så blevet af. Før sad der fire.
Kjeld: De to mand, der er tilbage, har smidt de to andre overbord, fordi de vil have damen for sig selv. Altså, der sidder én mand og én dame på en tømmerflåde.
Dirch: Hvad laver de to på den tømmerflåde?
Kjeld: Bvadr ……..!!!!
˜ ˜ ˜ ˜ ˜ ˜
Denne tømmerflåde er en ny variation af den gamle, som det har moret os kolossalt at give Danskerne. Det er så længe siden, Vi har givet Jer den, at Vi snart synes, det var på tide. – Om I skal skånes for den i fremtiden, kan Vi ikke love Jer endnu.
¶ ¶ ¶
Til gengæld ved Vi med absolut sikkerhed, at I trænger til en vise i ægte KELLERDIRCH -stil, og denne, som vi har skrevet i fællesskab til Jer, (Kjeld er blevet bedre til at skrive sange på det sidste) går på melodien:
”Den utro Augusta og guldsmeden”.
1.
En herlig lille vise, den skal I få i dag,
når Kjeld og Dirch de synger, så er det ingen sag,
men husk - at det skal rime, for ellers går det galt.
:/:Hvis visen ikke rimer, så er det rent fatalt. :/:
2.
En jomfru ret så fager, vi så i går - vi to; -
og da vi ret så efter, så var der altså to,
og når vi dem besøgte, de lo og lo og lo.
:/:To jomfruer så favre, de tog imod os to. :/:
3.
Vi fik en vældig scene, som vi ku` spille på,
det var den grønne plæne, hvor vi ku´ gå og stå.
Endnu et lille lystspil de fik - de piger små.
:/:Bedst som vi var i gang, faldt fra himlen dråber små. :/:
4.
Vi Kjeld og Dirch vil sige til Danmark højt og klart:
At spille for Jer alle, hvor er det altså rart.
En særlig mand vi mangler, han kommer netop her.
:/:Det` Stig med store Lommer ! - I har ham alle kær. :/:
J J J
5.
Hej Danmark – hej god morgen! God aften – mener Jeg.
Parat Jeg er igen her til sang og strengeleg. -
At det er længe siden, det rører mig en fjer
:/:for alt det der med tiden, det mærkes ikke her. :/:
6.
Må Jeg nu præsentere et særligt par for Jer
De langvejs fra er kommet, vi mødes alle her.
Den gamle Scene derude på Frederiksberg Allé,
:/:der atter røde lygter til gaden monne se. :/:
7.
Pas på nu glider tæppet så sagtelig til vejrs,
og overalt på scenen man ser på kryds og tværs
de søde Lommerpiger i næsten bar figur.
:/: De synger deres sange i både mol og dur. :/:
8.
Nu gir´ de plads på scenen til to, I kender godt.
De er så fuld af humor af både stort og småt.
Før de er kommet ind, ligger flade vi af grin
:/:og når de står på scenen, så dør vi rent af grin. :/:
9.
Den ene han er lang og den anden tyk og rund,
de fletter deres numre så snildt fra mund til mund,
at var vi ikke flade, så bliver vi det nu.
:/: Det er det rene crazy, som de fremfører nu. :/:
10.
Ja, det var muntre dage, dengang det her stod på,
vi tre kan kun beklage, at vi har måttet gå.
For intet er så morsomt, som her på scenen stå !
:/: Vi gerne kom tilbage en time eller så. :/:
11.
Vi trækker os tilbage og siger pænt farvel;
vi – Kjeld og Dirch vil tage imod et ømt farvel;
og hvis I skulle ønske at se os her igen,
:/:vær ganske sikker på – ja, så kommer vi igen. :/:
Da vi sagde farvel til Jer i sangen, mente Vi det ikke så alvorligt.
Faktisk har Vi slet ikke lyst til at sige farvel. Vi har meget mere lyst til at spille endnu et nummer for Jer, men denne
gang forlader vi Allé-Scenen og bevæger Os op til de højere himmellag, for heroppe fra kan Vi bedre overskue det hele.
Udsigten er superb, og endnu en ting er også helt perfekt; - det er den scene, Vi spiller på. - Der er plads til det hele, og
projektørerne - de spiller i så mange farver, at Vi aldrig har set magen til på Jorden.
¯¯¯¯¯¯
Vi er kort sagt i feststemning og yderst veloplagte begge to, når Vi starter vor lille Komedie, som KELLERDIRCH Bros.
Der er mange Tilskuere her. Alle vil gerne se Os, når vi bevæger Os ud på slap line, så Vi gir´ den ikke for lidt. Nej, Vi
skal nok skåne Jer for ”Tømmerflåden”; - for denne gang vil Vi spille noget for Jer, som I aldrig har set eller hørt før.
Dirch: Hør Kjeld, er der ikke noget, du mangler heroppe?
Kjeld: Næh, jeg synes, der er fuldendt heroppe, Jeg har endda fået Bodil Steen med herop.
Dirch: Nej Kjeld, tænk dig nu om, der var da en fugl nede på Jorden, som jeg ikke har mødt heroppe. Jeg har ikke set én eneste Mudderklire, så helt fuldendt er her altså ikke.
Kjeld: Ja, nu du siger det, så er der også noget, jeg mangler. Jeg har heller ikke set een eneste af de små søde Lommerpiger
- ikke engang Lone Hertz.
Dirch: Kjeld, jeg kunne have lyst til at lave lidt gang i den heroppe. Det skulle jo nødigt blive alt for højtideligt med Englesang og Halleluja.
Kjeld: Skulle vi
invitere et par Engle med til at spille Revy?
Dirch: Det synes Jeg var en super god ide, det vil sikkert trække lidt ekstra Tilskuere til
Bodil: Ved I hvad, Jeg kender et par Engle, som altid har haft lyst til at spille Komedie, de vil sikkert være glade for at medvirke, og så vil Jeg foreslå, at vi til den ledsagende musik vælger Harpen. Den har Englene specialiseret sig i at spille på heroppe.
¶ ¶ ¶
Her bryder der en stemme ind, der slående minder om
Stig Lommer's:
”Hør kære Venner, hvis I skal på Scenen, så kan I ikke undvære en Direktør, så Jeg tilbyder at hjælpe Jer.
- I ved, Jeg har visse forudsætninger nede fra Jorden. ”
Engel nr. 1: Jeg hører, I har brug for lidt Engleassistance, så hvis I kan bruge mig, vil Jeg gerne spille med i Jeres Komedie.
Engel nr. 2:
Jeg har altid haft lyst til at spille Komedie, men Jeg har aldrig fået mulighed for det, så lad os tage fat med det samme.
o o
Orkestret, der sidder parat, består af Engle med hver sin Harpe samt en trommeslager, som også er formidabel til at
betjene et bækken. De starter med noget øredøvende festligt – nemlig Aksel Frederiksens ”Københavnermarch”, og
trommerne fik ikke for lidt under denne festlige March. Da tæppet går, er salen helt pakket med Tilskuere, og alle
glæder sig til at se de berømte KELLERDIRCH nede fra Danmark.
KELLERDIRCH med én mund:
Må vi have lov at byde det ærede Publikum velkommen! - Vi skal forsøge at gengive lidt af stemningen fra vore muntre dage som KELLERDIRCH på Jorden, I vort stykke medvirker: Bodil Steen, Engel nr. 1 og Engel nr. 2 og Os.
Kjeld: Hør Dirch. Jeg synes før, du sagde, at der manglede noget heroppe. - Hvad var det, du kaldte fuglen?
Dirch:
En Mudderklire. – Jeg føler ikke, Jeg kan udfolde mig rigtigt uden en Mudderklire.
Engel nr.1: Jeg synes ikke, vi mangler fugle heroppe. Vi har dem da i alle farver, størrelser og faconer
Dirch:
Ja, men det er, som om Jeg ikke rigtig kan trives uden at have udsigt til en Mudderklire.- Det er da en festlig fugl
Bodil: Dirch, jeg synes, du skal glemme den fugl lidt. – Se, hvad Kjeld og Jeg har til dig.
Kjeld og Bodil kommer med to fugle under armen, som ser ganske pæne ud; - den ene er endda forsynet med en gul fjertop
Engel nr. 1:
Ved I hvad. Jeg kan se på vore Tilskuere, at de forventer, at Vi skal give dem et samlet nummer – helst med lidt bid i. Lad Os synge den sang, Vi har indstuderet.
Melodi: I skoven skulle være gilde.
1.
Fælles:
Når vi i dag er samlet, så er det jo fordi,
at vi ka´ li at more Jer, hver gang vi holder fri.
Så læn Jer nu tilbage,
I næppe har hørt mage,
men det er kun begyndelsen, det værre bli´r endnu.
Og synes I, vi går for vidt, så vil vi sige nu:
2.
D: Det var en lørdag aften i atten firetres
K: Nej, hør nu Dirch, det må da være nitten firetres
B: Ja, det var muntre dage
vi ønske ku´ tilbage
E.1: Jeg husker tiden ganske godt, fordi jeg var der selv,
E.2: Og jeg var ved din side, og det var vist nok dit held.
3.
D: I nitten syvogtres sang jeg sammen med en prop.
K: En lille tæt og lækker sag, som kigged´ til dig op.
B: Hvad var det nu den hed,
hvad var det nu den hed?
E.1: Det var jo den om kysset i den åbne gadedør
E.2: som Dirch og Daimi sang til tops i fælles højt humør.
4.
D: Og jeg kan huske Kjeld, at du nærmest tosset blev,
K: Det var dengang, at Skattevæsnet mig til vanvid drev.
B: Du var til torskegilde
og det var af de vilde,
E.1: Og jeg var den ved bordet, som i struben to dig fat,
E.2. Og jeg var den, der vips i hast fordoblede din skat.
5.
D: Og blandt de mange sange, jeg husker særlig én,
K: Og det var om en elefant på fire tykke ben.
B: Det var jo den, jeg sang
så mangen, mangen gang.
E.1 Jeg sørged´ for, du fik det hele med, min kære ven
E.2. Og elefanten den var blå og sød, når den kom frem.
6.
D: Det sjoveste jeg husker, det var en sommerdag,
K: hvor du og Ove Sprogøe med geværet tog et tag.
B: Det var:” I kongens klær´”
I var soldater der.
E.1: Og Bodil sad til bords med Jer, og gav Jer smørebrød.
E.2. Vi spiste, hygged´ os og lo, og Bodil var så sød.
7.
D: En dag i København på det gamle Rundetårn,
K: hvor du og Ove mored` Jer på toppen helt foroven`;
B: og jeg var vist din kone
den rigtig Hys-Matrone
E.1: Den startede og slutted´ med, at Bodil hun tog fat,
E.2 og tog en blomstervase, smed i hoved` på sin Skat.
8.
Fælles:
Ja, vi ku´ blive ved, har ej lyst at sige stop,
for med de minder har vi svunget os til Himlen op.
Om Himmelen sig more ?
Det kan I tro, de gjorde !
De takker os, fordi vi her i dag fik trukket frem,
,det bedste af det bedste, som i sandhed mored´ dem.
b b b
Dirch: Jeg kunne have lyst til at slutte med at give Jer en monolog på russisk.
Kjeld:
Ved du hvad, Dirch, så må du næsten hellere spille Kæmpebabyen i hoppegyngen, som vil ”op å då”; - det sprog kan vi bedre forstå.
Bodil:
Det, Jeg kunne tænke mig lige nu, var et Kæmpestort stykke lagkage med glasur og flødeskum; - men sådan eet findes vist ikke heroppe, så Jeg vil i stedet indbyde Marguerite Viby til en tur ud i Himmelrummet med raket, for Vi To var allerede, da vi befandt os på Jorden, enige om, at en tur med ”Raketterne”, hvis vi altså kunne fremskaffe ”Billetterne”, kunne være interessant, når blot vi ikke endte med at komme tilbage som ”Skeletterne”.
()
Dirch:
Ja, og Jeg savner både en Kartebolle og en Kulmule, men mest af alt savner Jeg dog en Mudderklire.
Kjeld:
Og Jeg kunne tænke mig at tage en forrygende svingom med Birgitte Reimer og mindes de gode gamle dage, da vi indspillede ”Solstik”, hvor Dirch var chauffør og Birgitte optrådte som Hotelpiccolo i sit eget hotel. – Her var det, hun sang den uforglemmelige:
Øjnene er lyseblå, og munden til at kysse på.
Det var dage; - så vidt Jeg husker, endte vi med at få hinanden i filmen.
Nu sker der noget. Orkestret sætter i med en mægtig fanfare og begynder at spille ”Flyv fugl, flyv over Fuersøens vove”. Ind kommer Bodil Steen efterfulgt af Engle. Bodil går hen til Dirch Passer, bøjer sig dybt for ham og overrækker ham en gave, og da Dirch kigger nærmere efter, kan han til sin store overraskelse og fryd se, at det er en ægte M u d d e r k l i r e, lige hentet hjem fra Vadehavet.
ó
Orkestret ledsager denne scene med en mægtig touche. Dirch takker rørt for gaven, og hele salen rejser sig og
klapper, mens Orkestret slår over i
Sommer og sol ved den hvide hest”.
Tilskuerne, der stadig står op, begynder at kalde, og det går op for de to på Scenen, hvem det er de kalder på.
KELLERDIRCH – KELLERDIRCH – KELLERDIRCH !
Ja - ja – ja, nu kommer vi. Til Tjeneste!
I al Morskab!
K j e l d & D i r c h
--
Der er een person, Jeg ganske særligt ønsker at takke i dag, og det er min gode gamle ven Ulf Pilgaard. Han og Jeg
har også dannet Par på Scenen, - ja, vi har endda taget en lille svingom sammen!
Ulf – Jeg ønsker at takke dig for den
smukke måde, du omtalte mig på i dit Mindeoplæg.
µ µ µ
Der var engang en Pige, som var helt syg efter at blive kysset i sin gadedør; - ja – hun kunne simpelthen ikke få nok af kys.
Og det fik hun så, så længe Cirkusrevyen varede i 1967.
Kære Daimi. Jeg vil aldrig nogensinde glemme vort samspil i
Hvem har du kysset i din gadedør. –
Daimi. Vær sikker på én ting:
Min Kærlighed vil følge dig, lige til Vi atter mødes engang!
❤ ❤ ❤
Jeg håber, I har moret Jer?
Det har Jeg i hvert fald, og I skal vide, at Dirch aldrig nogensinde
holder op med at lave sjov!
Som I nok ved, følger G U D hvert eneste af Jeres skridt.
Sørg for, at der er en lille smule Humor i det, I laver; -
for ellers bliver det hele så trist!
23. maj 2016 D i r c h P a s s e r
🙂
BEKRÆFTET I G U D’S NAVN
z
Hanne Leffler
i alt
S a n d h e d
µ
Den som har livets mildhed søgt:
Fra operetten ”Farinelli”, Emil Reesen og Mogens Dam
Døden selv kan ej mig skræmme, Lykken søger man i blinde,
ingen skælven er i min stemme ingen ved, hvor den er at finde.
som forråder mig, Men hvorhen jeg går,
thi jeg ved, at jeg som en stjerne står
har dog elsket og jeg kan ej glemme over vejen smilet fra en kvinde.
disse timer, gyldne, glade, Hun forgyldte mine dage,
nu da livets bord jeg skal forlade. kun med smil jeg tænker nu tilbage.
Den som har livets mildhed søgt, Den som har livets mildhed søgt,
møder sin skæbne uden frygt, møder sin skæbne uden frygt,
såvist vil mig åbnes en himmel, såvist vil mig åbnes en himmel,
jeg fandt den her på jord. jeg fandt den her på jord.
Hvis du har lyst til at få flere Budskaber, da kan det lade sig gøre, hvis du sender din e-mailadresse til leffler@webspeed.dk, så vil du hver måned få tilsendt forskellige Budskaber af de senest modtagne.
Venlig Hilsen Hanne Leffler
T T T
leffler@webspeed.dk
d d d