Den 30. januar 1999 på 40-års dagen for ” M/S HANS HEDTOFTs” Forlis modtog vi denne fuldstændig unikke øjenvidneskildring fra en kvindelig passager, der oplevede at gå ned med skibet.
TTT h
Denne ØJENVIDNE-SKILDRING
har Hanne Leffler
modtaget under tankeinspiration
den 30. januar 1999 fra
Een af dem, der i dag for 40 år siden gik ned med
”M/S Hans Hedtoft”
hhh hhhh
Min egen kære, søde og trofaste Hanne.
Når Jeg i dag henvender mig til dig, er det som een af de 95 personer, der forliste med ”M/S Hans Hedtoft” 30. januar 1959. Jeg ønsker at sende et Budskab til Danmark og løfte lidt af det slør, der altid har hvilet over dette stolte skibs forlis.
Hanne, Jeg har talt flere gange til dig som een af G U D’s Engle - De Yngste, og mit navn er:
Johanne Luise Heiberg.
Da du læste den første del af
Mit liv, gjenoplevet i erindringen
stod Jeg ofte ved din side og læste med, og Jeg rørtes tit over den deltagelse, du viste mig.
&
Mit Budskab til Danmark skal lyde således:
En øjenvidneberetning fra en Kvinde, der oplevede Passagerskibet
” M/S Hans Hedtofts” forlis den 30. januar 1959.
Til alle nulevende danske mænd og kvinder.
Den, der sender Jer dette, er en kvinde, der sammen med 94 andre danskere, oplevede ”M/S Hans Hedtofts” forlis 30 januar 1959.
At Jeg overhovedet er i stand til at sende Jer sådan en Hilsen, selv om Jeg ikke befinder mig på Jorden mere, skyldes to ting:
For det første at Jeg stadig lever - omend i en anden dimension, og for det andet, at Jeg i dette øjeblik står ved Mediet Hanne Lefflers side for at inspirere hende til denne Hilsen, og hun har lovet at modtage mine ord og viderebringe dem til Jer.
Skibet ”M/S Hans Hedtoft”, der tilhørte Den kongelige grønlandske Handel, blev afleveret den 17 december 1958, under store festligheder. Det var specielt bygget til at kunne klare sejladser i vanskelige farvande som de, der findes ved Grønland, og da vi den 7. januar 1959 gik om bord, var vi alle glade og helt sikre på at komme godt hjem igen. Der var ikke een af os, der spekulerede på den fare, der var forbundet ved at sejle til Grønland midt om vinteren. Og ingen havde et eventuelt skibsforlis i tankerne. Tværtimod følte vi os helt trygge, da vi gik om bord på det smukke skib på dets Jomfrurejse.
Vi glædede os til sejlturen, der da også forløb hurtigt og planmæssigt og endte ved Julianehåb i Grønland. Der blev telegrafisk sendt besked til Danmark om, at vi var vel ankommet til Grønland, og at vi den 29. januar kl 2115 lokal tid ville starte den lange sejltur tilbage til København.
Alle var glade og feststemte, da skibet atter lagde kursen mod Danmark, og natten forløb tyst og stille. Den grønlandske vinternat omsluttede os med sit dybe mørke, men indenbords var der lys, fest og glæde.
I skibets spisesalon var der stuvende fuldt. Nogle spiste en sen middag, andre hyggede sig ved de faste borde og bænke. Nogle spillede kort. Musikken lød ned til os fra restauranten, der lå øverst i skibet.
Jeg kan tydeligt huske, at der den aften blev spillet bl.a.musik af Louis Armstrong, og Nina og Frederik sang: ”Lad os flyve til en stjerne, til en klode i det fjerne”. Denne sang var det helt store hit det år.
µ µ µ
Der var i alt 6 børn med på denne tur. De ældste deltog ivrigt i alt, hvad der foregik både oppe og nede på skibet. Jeg deltog i turen sammen med to af mine bedste venner, der kendte Kaptajnen, Poul Rasmussen personligt. De var blevet inviteret med på ”M/S Hans Hedtofts” Jomfrurejse, og Jeg fik lov at komme med, fordi de manglede en barnepige til at se efter deres lille søn, når de selv slappede af.
Jeg var ganske ung, kun 18 år gammel, og Jeg nød turen i fulde drag. Den lille dreng, Jeg skulle passe, var sød og voldte ikke det store besvær.
Næste dag omkring kl. 13 skete der noget, der forstyrrede freden om bord.
Der lød et ordentligt Brag, der gennemrystede skibet fra agter til styrbord, og nogle kvinder begyndte at skrige vildt. I det samme lød Kaptajnens stemme til os over højtaleren. Den var ganske rolig, og han fortalte os, at vi var stødt på et undersøisk isbjerg, og at vi var nødt til at sende bud efter hjælp over telegrafen. Så bad han os alle om at tage det ganske roligt.
Men da skibet kom ud for endnu nogle voldsomme rystelser, var der ingen af os, der kunne tage de roligt mere. Panikken greb os alle, og angsten lyste ud af øjnene på os. Det kunne da ikke passe, at dette stolte skib, der på alle måder var rustet til at klare at sejle i grønlandsk farvand, ikke kunne klare sammenstødet med et isbjerg.
T T T
Atter lød Kaptajn Rasmussens stemme til os. Han fortalte, at vi havde fået kontakt med den tyske trawler: ”Johannes Kröss”, og at han var på vej til os for at yde os førstehjælp, så der var ingen grund til at gå i redningsbådene.
Det frøs stærkt den dag, og en tur i redningsbåden kunne meget nemt betyde kuldedøden, men det ene angstfyldte minut efter det andet gik, og absolut intet skete.
Det sneede voldsomt den dag, og det tiltagende mørke gjorde det åbenbart umuligt for den tyske Trawler at finde os.
T T T
Jeg kan huske, at der stod en ung mor med sin lille pige på armen. Hun græd og knugede barnet ind til sig for ligesom at søge beskyttelse hos det. Mine venner forsøgte at bevare roen, men det lykkedes kun delvist. Manden sad med et fuldstændigt stivnet udtryk i ansigtet, og hans kone græd stille. Deres lille søn var helt upåvirket af den farlige situation. Han smilede og hev mig i håret, fordi han ville lege. Men Jeg var så rædselsslagen, at Jeg overhovedet ikke kunne tænke på andet, end hvad der skete, hvis vi ikke klarede det.
Der var en mand, der lige pludselig begyndte at råbe op. Hvad han råbte, kunne Jeg ikke forstå, men Jeg fornemmede tydeligt rædslen og afmagten i hans stemme. Da skibet derefter begyndte at krænge voldsomt til den ene side, begyndte det for alvor at tage vand ind. Dette afstedkom til vor allesammens usigelige rædsel, at skibet ganske langsomt begyndte at synke.
Jeg husker tydeligt den fuldstændig kaotiske forvirring overalt. Rædselen fik de fleste til at tabe fatningen. Mange skreg vildt, og nogle bad til G U D om hjælp.
Besætningsmedlemmerne, hvoraf der var 40, var ligeså bange som passagererne.
Jeg husker en ganske ung matros, der sad på det nederste trappetrin på trappen, der førte op til det øverste skibsdæk. Han rokkede frem og tilbage i navnløs rædsel og kaldte uafbrudt på sin mor.
Lige pludselig skete der igen noget. Skibet havde nu taget så meget vand ind, at det nederste dæk var kommet under vandoverfladen, og alle, der var i stand til det, forsøgte på én gang at komme op af trappen til det øverste dæk på skibet.
Dette afstedkom nogle frygtelige tragedier. Den før omtalte matros blev trampet ihjel, og endnu flere mistede livet, fordi folk var så sanseløse af angst, at de var ude af stand til at tage hensyn til andre. Jeg var en af de første, der nåede op på allerøverste dæk, og herfra kunne Jeg overskue hele den forfærdelige situation.
Mange havde allerede på dette tidspunkt mistet livet. Skibets krængning var nu så voldsom, at det nærmest lå lodret i vandet. Alle redningsbådene var på det tidspunkt under vand, så selv om vi ville have brugt dem, var vi ude af stand til det.
Jeg følte på dette tidspunkt en fuldstændig uudholdelig angst for døden, som Jeg kunne se nærme sig. Jeg var kun 18 år, og i den alder er man ikke parat til at møde døden. Det meste af skibet var nu under vand, og mange var allerede druknet i det isnende kolde vand, der uafbrudt trængte ind i skibet. Jeg var blevet væk fra mine venner og den lille dreng - måske var de allerede døde - da Jeg så noget, der næsten fik mit hjerte til at stå stille.
Det var den unge mor fra før med den lille pige. Hun forsøgte forgæves at holde hovedet op på den lille, der hang slap på hendes arm. I det samme blev hun suget ned af vandmasserne, men i sidste sekund fik hun skubbet pigen op på et trin højere oppe, hvorved barnet reddede livet - for at miste det sekundet efter, hvor vandet nåede trinnet og tog barnet med sig.
Jeg følte lige pludselig en ejendommelig ro falde over mig. Jeg var klar over, at Jeg skulle dø, men det var, som om al angst forlod mig, og da vandet endelig nåede mig, følte Jeg næppe det isnende kolde vand - så hurtigt gik det.
¬ ¬ ¬
Jeg ved, at der var Landesorg, da “M/S Hans Hedtoft” syv dage senere efter energisk eftersøgning i
området, blev registreret som tabt. Der var ikke een, der reddede livet. Alle 55 passagerer og 39
besætningsmedlemmer samt Kaptajnen forsvandt i bølgerne ca. 3 sømil syd for Kap Farvel den 30
januar 1959 for nøjagtig 40 år siden.
% % %
Dette er min beretning, der er en ægte øjenvidneskildring af den forfærdelige tragedie, der ramte ”M/S Hans Hedtoft”, og Jeg vil nu blot sige, at mit tapre Medium Hanne Leffler ind imellem havde meget svært ved at klare at modtage mine ord, og at hun mange steder intet kunne se for de medfølelsens tårer, der uundgåeligt pressede sig på.
Takket være hende er denne Beretning et uomstødeligt bevis på, at Livet fortsætter efter døden.
Tak for din hjælp - Hanne!
3o. januar 1999 Een af dem der i dag for 40 år siden gik ned med
”M/S Hans Hedtoft”
hhhh
BEKRÆFTET I G U D’S NAVN
z
Hanne Leffler
i alt
S a n d h e d
µ
Dette Budskab er fremkommet ved, at JOHANNE LUISE HEIBERG, der efter sin inkarnation er en frigjort Engel, befinder sig ved vor side. - Her giver hun sig til kende og meddeler via sin Tanke, at hun ønsker at sende denne Skildring TIL DANMARK.
Efter at vi begge har budt hende hjertelig Velkommen - lytter jeg og kan nu tydeligt "høre", hvad der bliver mig indgivet under tankeinspiration, . - Kirsten skriver alt ned sætning for sætning.
Kirsten Pedersen Hanne Leffler
]
Hvis du har lyst til at få flere Budskaber, kan det lade sig gøre, hvis du sender din e-mailadresse til
Da vil du hver måned få tilsendt forskellige udvalgte Budskaber af de senest modtagne.
Venlig Hilsen Hanne Leffler
µ
d d d
Randbemærkning: Både ”Titanics” forlis i 1912 og ”M/S Hans Hedtofts” forlis i 1959, og ”Estonia`s” forlis i 1994, var forudbestemt af ARDOR, ligesom talrige andre skibsforliser. Det specielle ved ”Titanic” og ”M/S Hans Hedtoft” var, at de begge ramte et isbjerg på deres jomfrurejse - og begge sank uhjælpeligt næsten med ”mand og mus”, selv om de skulle være synkefri.