TTT  h

Denne HILSEN   har   Hanne Leffler    modtaget

 under  tankeinspiration

den 28. maj 2018

                                                                  

         af

           Pastor Harald Søbye        

        (1908-2000)

         

 

 

        v EN HILSEN TIL  DANMARKv

 

 h

 Den, der taler til Jer i dette øjeblik, er forhenværende Præst Harald Søbye.

Jeg har så meget at sige Danmark,

at I nok alle sammen kan forberede Jer på en længere moralprædiken.

 

Jeg ved, at der har været megen blæst om min præstetjeneste og mine meninger, der meget ofte gik på tværs af den almindelige meningstilkendegivelse.

Enhver har lov at have sin mening, siger man. Ja – men sandelig kun til en vis grad! - Selvom dette er rigtigt nok, gælder dette ikke alle, og i hvert fald gjaldt det ikke Præsten Harald Søbye.

 

I 1964 blev jeg af daværende Kirkeminister Bodil Koch afskediget som Præst i Folkekirken.

 

Min datter Laila mente, at jeg vel nærmest selv bad om det, - og fortsatte:

”For Far var der kun én vej, og den holdt han fast ved til det sidste uden at fravige den en tøddel. Far var aldrig i tvivl om, at han havde ret. Derfor var han også næsten håbløs at diskutere med.”

Hun siger videre: ”Far var altid meget ude. I front hver eneste gang sammen med de røde faner. Så gik han forrest. Det var nødvendigt for ham”.

X X X

Jeg kan fortælle, at jeg som 16 årig havde en oplevelse. Jeg hørte en stemme, der sagde til mig: ”Harald – du skal være Præst”.

Jeg fortalte dette til mine Forældre, og de støttede mig fuldstændigt. Mine ideologiske forbilleder var Jesus, Karl Marx, Søren Kierkegaard og Italieneren Giordane Bruno, der i 1600 blev brændt på bålet som Kætter under Inkvisitionen.

 mm

I 1996 skrev jeg i Kristeligt Dagblad: ”Jesus er for mig den største person i alle henseender” Samtidigt rasede jeg mod Paulus og Luther, som jeg mente fordrejede Jesu liv og lære i katastrofal retning. I stedet for en Kirke, der kæmpede sammen med de fattige og undertrykte for bedre levevilkår, sluttede den forbund med øvrighed og verdslig Magt.

¬ ¬ ¬

Min datter var med i Tv studiet, da jeg den 26. februar 1973 for åben skærm ”viede” to lesbiske piger. 14 dage forinden havde jeg hjemme i min dagligstue velsignet to homofile mænd. Det blev i pressen udråbt til ”Verdens første Bøssebryllup”.

 mm

Jeg har altid haft en særlig følelse for de udstødte, de hjemløse, de prostituerede, - kort sagt de, der

var anderledes, og dette har fulgt mig hele livet. I løbet af årene endte jeg med at velsigne over 200

homofile par. Jeg var således forud for min tid. Senere blev det almindeligt, at de Præster, der

ønskede det under Gudstjenesten kunne velsigne og lovliggøre et registreret Partnerskab, der var

indgået af et homofilt Par.

    X X X

Jeg har altid kæmpet for en mere retfærdig Verden; - og den måde, samfundets minoriteter blev behandlet på, var for mig et synligt bevis på Verdens uretfærdighed.

Min 90-årsdag blev fejret i Snapstinget på Christiansborg, hvor jeg blev hyldet af en broget forsamling af christianitter, vagabonder, kunstnere, græsrodspolitikere og gamle kommunistiske kampfælder. Ved den lejlighed svingede Forfatteren Ebbe Kløvedal Reich sig op til at sammenligne mig med selveste Grundtvig: ”Han ville også have kæmpet for, at det, du siger, skal have plads i Folkekirken”.

 

Her et citat fra et brev fra X, der er medlem af REBECCA-RINGEN:

 

Hej Hanne og Kirsten

For nogle år siden i et Vandrer mod Lyset-Forum stødte jeg på navnet Pastor Harald Søbye, hvor Harald bramfrit havde udtalt i forbindelse med altergang citat" denne blod teologi har jeg desværre også udøvet " citat slut

Jeg tænkte denne mand må jeg læse om , men årene gik og først nu er jeg begyndt at læse om Harald Søbye bla. en biografi -- Den røde bibel,  og nu skal jeg til at læse Ole Grünbaums bog: Mord i kirken.

Jeg er slået helt omkuld af denne mand. Det er så forunderligt at erfare, at jeg mener det samme som det, Harald stod for, måske lige et par undtagelser . Jeg har altid undret mig over mange ting i kirken, jeg er stadig medlem af omtalte - men har ofte tænkt på at melde mig ud; - men igen - jeg vil helst ikke såre nogen. Det bedste, der kunne ske, var måske at blive smidt ud af folkekirke for mine holdninger.  Dette vil skabe fokus på det værste i kirken. men ak.

Men som der står i  ”Vandrer mod Lyset ".  Hvem skulle rense kirken for usandheder"

-             -        -          -            -        -     

MEN TIL SAGENS KERNE ! -  VIL I OVERBRINGE EN MEGET VARM OG KÆRLIG  HILSEN TIL HARALD SØBYE MED ORDENE  " DU GJORDE DET SOM JESUS GJORDE. GIK TIL DE UDSTØDTE--DE SVAGE—DE, HVIS ORD ALDRIG BLEV HØRT-- TIL DE STREJKENDE--- TIL B OG W ARBEJDERNE OG IKKE MINDST DE HOMOSEKSUELLE. -- DU GJORDE OPMÆRKSOM PÅ USANDHEDER I KIRKEN---ISÆR FORTÆLLINGEN OM FÆRGEN MELLEM HORSENS OG ENDELAVE, SOM GIK NED , HVOR DU SKRIVER, AT DE SÅKALDTE HØJTSTÅENDE  OG MILITÆRET MED SABLER OG MEDALJER VAR DER MEST FOR DERES EGEN SKYLD. -  "DE SÅ IKKE DE SØRGENDE, DER HAVDE MISTET".

Harald,  jeg er stolt af dig. - Du gjorde en forskel , men fik ikke som fortjent. - De, som fik dig fjernet fra embedet, de fik medaljer og stor løn.

Ære være dit minde Harald Søbye.           med venlig hilsen X

^*

Dette brev, som X har tilstillet mig via det danske Medium Hanne Leffler, har rørt mig meget dybt.

 

Kære X. Du skal vide, at dine ord viser, at du i grunden meget nøje har sat dig ind i min situation

som Præsten Harald Søbye.

 

^{| | |}

Ja – netop de udstødte, de svage, de hvis ord aldrig blev hørt, de strejkende, B.& W. arbejderen og

de homoseksuelle stod mit hjerte allermest nær, og jeg ønskede at kæmpe for, at de fik deres ret og

blev behandlet værdigt som de mennesker, de er.

Ó   Ó   Ó

 

Dette ønsker jeg stadig; - og jeg kunne have lyst til at råbe dette ud i håb om, at mennesker ville forstå, hvad jeg mener:

 

Elsk hverandre som de Brødre og Søstre, I alle er!

¶ ¶ ¶

 

Med hensyn til Paulus og Martin Luther er der noget, de to Herrer begge har misforstået: Det var

Paulus, der opfandt Forsoningslæren, - dette at JESUS KRISTUS med sit blod skulle have sonet vore

Synder, da Han hang på Korset, har intet som helst med Sandheden at gøre.

 

G U D er Retfærdighedens G U D i N^te potens og lader ikke eet af Sine Børn lide for noget, hele den

øvrige Flok har forsyndet sig med. Ifølge G U D´s LOV – Gengældelsesloven – der er urokkelig, skal

enhver selv sone det, hvormed han eller hun har forbrudt sig og er først fri, når Soningen

er fuldbyrdet.

______

Martin Luther (der for øvrigt er den samme som Paulus) blev inkarneret for at omstøde dette, han som Paulus havde fået sat i Bibelen som en kendsgerning.

Det lykkedes desværre ikke Martin Luther at gennemføre dette, så denne Lære fortsatte lige til i dag. Folk går stadig til Alters og modtager stadig Jesu Legeme og Blod og regner så med, at de har fået tilgivelse for deres Synder.

 

Da Bogen Vandrer mod Lyset, hvis ord blev modtaget af Johanne Agerskov, blev udsendt i 1920,

udsendtes samtidig en lille Bog, hvis titel er ”Forsoningslæren og Genvejen” – et Budskab fra

Den oversanselige Verden til alle, der bærer Kristennavnet.

Alle, der ønsker at læse og vide lidt mere om Forsoningslæren, kan anbefales at anskaffe sig denne

lille Bog, hvori  KRISTUS og PAULUS  selv har ordet:

^&

 

Citat fra Forsoningslæren og Genvejen, Paulus taler:

Men naar man har set, at Jesu Lære staar langt over det, der før hans Tid stod for Menneskene som det højeste, der kunde tænkes om Himlens og Jordens Ophav og Herre, saa bør man ogsaa deraf kunne slutte, at Jesus efter al Sandsynlighed maa være Udsending fra og Talsmand for - den skjulte, den endnu ukendte Gud. - Men er man naaet saa langt i sin Forstaaelse af Jesu Sendelse, saa bør man ogsaa fuldtud forstaa: at denne kærlige Gud og Fader ikke har sendt sin Søn til Jorden, for at han i Menneskeskikkelse kunde bringe sig selv som et Syndoffer for al Verden! Ja, alle bør kunne forstaa: at et i alle Maader fuldkomment guddommeligt Væsen, der er højt, uendelig højt hævet over alt det menneskelige, saa højt, at ingen Mennesketanke kan fatte Hans dybe Kærlighed og grænseløse Barmhjertighed, ja, saa højt, at intet Menneskeord kan give Udtryk for Hans Væsens Højhed og Renhed, ikke kan handle imod sig selv, imod sine egne Love, og at Han i Sandhed ikke har sendt Jesus til Syndoffer - hverken paa den ene eller den anden Maade! –

 

Men hvad gik da Jesu Mission ud paa?
    Jesus sendtes til jorden for at lære Menneskene: at elske den sande Gud af hele deres Hjerte, Sjæl og Sind, og at elske deres Næste, som de elsker sig selv; han sendtes til Jorden for at lære Menneskene: at leve i indbyrdes Fred og Fordragelighed, han sendtes til Jorden: for at løse Jødefolket ud af Mose-Lovenes tyngende Baand; og han sendtes til Jorden for, om det var muligt, som Menneske: at fatte Medlidenhed i sit kærlige Hjerte med den Mørkets Aand, Menneskene kaldte Satan, og i Kraft af sin Medlidenhed at bede for hans Løsning fra Mørkets og Syndens Magt.
    Det var Jesu Mission, Jesu Gerning, som Messias at give Menneskene Kendskab til Guds Faderlighed, og ved sin Medlidenheds og Kærligheds Bøn at nedbryde Mørkets Magt over den faldne Broder, at smelte hans hadefulde og trodsige Sind og bringe ham tilbage til Faderhjemmet, og derved fjerne den Hindring, som han i utallige Tider havde været for Menneskene paa den Vej, der fører til Forstaaelsen af Gud som den kærlige, milde og barmhjertige Fader, hvis Væsens Højhed, Renhed og Fuldkommenhed ikke kan udtrykkes i Menneskeord eller formes af Mennesketanker. -
    Jesus formaaede ikke at bede for Mørkets Fyrste og Tjener, hvorfor han heller ikke helt formaaede at fuldføre sin Opgave. Den faldne Broder kæmpede imod ham. Og menneskene forstod ham ikke! I deres blinde Had til ham, der talte imod de gamle Overleveringer, og i deres taabelige Uforstand: ikke at ville lære det nye at kende - haanede, spottede og fordømte de ham, der vilde bringe dem nærmere til deres Gud og Fader, ham, der vilde lære dem: at blive renere, kærligere og mindre stridbare. Og som en Forbryder dømtes han til Døden paa Korset! Raadet dømte ham, Præsterne dømte ham - Folket dømte ham!
    Menneskene selv gav ham Døden!

_____________

Menneskene selv gav ham Døden! Og har man gjort sig skyldig i en slet og uretfærdig Handling, da søger man gerne paa alle Maader at besmykke den, for at den kan tage sig bedre ud! Men hvor mange Udsmykninger man end søger at dække den med, saa bliver den dog ikke skønnere eller mere ophøjet. Langt bedre er det at se Sandheden i Øjnene, erkende sine Fejl og onde Gerninger og søge ved Sorg og Anger at raade Bod paa det skete, saa at Handlingen ikke gentages.
    Menneskene handlede ilde med Jesus, og efter hans Død, da de begyndte at forstaa, hvilken kostelig Lære han havde givet dem, da vaskede de deres Hænder og skød Skylden over paa deres Gud, deres Fader, i hvis Navn Jesus havde talt! Og Eftertidens Slægter fortsatte, hvor Jesu samtidige endte; flere og flere Forsiringer hængte de skjulende og dækkende over den onde Handling. Og alle disse Udsmykninger, alle disse tilsyneladende saa skønne Prydelser, skabte i Tidernes Løb talrige Stridigheder, Skændsmaal og Voldshandlinger! –

    I de Aarhundreder, der er rundne siden Jesu Korsfæstelse, har de kristne Menigheders Ledere, skriftkyndige og Myndigheder rejst en, som de selv mener, saare skøn Kirkebygning. Men de har glemt at regne med den aandelige Udvikling, som ethvert Menneske er underkastet. Flere og flere Røster hæver sig imod den, flere og flere Hænder søger at fjerne de dækkende Udsmykninger eller at rokke ved Bygningens Sten.
    Bygningen vakler! En yderligere Udsmykning eller Afstivning er umulig; thi Bygningen hviler paa Sand - og Sandet skrider!
    Hvad kan der gøres for at standse dens Fald?
    Intet! - Bygningen er dødsdømt, før eller senere falder den! -
    Men var det saa ikke langt bedre, langt værdigere, om de kristne Menigheders Ledere - Præsterne og de skriftkyndige - samlede sig til en enig Optræden; sammenkaldte deres Menigheders Medlemmer og gav dem Meddelelse om Bygningens nærforestaaende Fald? Det er menneskeligt at fejle, og den, der erkender sin Fejltagelse, kan opnaa Tilgivelse; men han, der søger at dække over Fejlen, naar den er opdaget, han maa bære Ansvarets tunge Byrde!

 

Citat fra Forsoningslæren og Genvejen, KRISTUS taler:

Vor Fader har bygget eder et Hus, har bygget eder et Tempel; træder alle derind uden Frygt, uden Tvivl, træder alle derind med Tillid og Kærlighed; thi vor Faders Hus er bygget paa Sandhedens faste, urokkelige Klippegrund! Og selv om Skylregnen falder, selv om Floderne stige og true med at styrte det, selv om Vindene storme og falde an mod det Hus, det bliver dog staaende i al Evighed, thi det er grundfæstet paa Sandhedens urokkelige Klippe!

    Fader, du, der har sendt mig som din Talsmand til Menneskene, dine Børn, du vil lægge din Velsignelse i mine Ord, at de kunne bære Kærlighedens rigeste og skønneste Frugter! Vær med os alle nu og i Evighed! Amen!

˜      ˜      ˜

Ignatius Loyola slutter denne lille fine Bog med at fortælle om den Genvej, JESUS KRISTUS som

diskarneret måtte vandre sammen med nogle Ledsagere på Jordens astrale Genpart i håb om at

finde egnede Personer, der kunne bede for Djævelens (ARDOR) Frelse. -  Dette lykkedes!

 

Den 3. marts 1912 bad Kredsen omkring Johanne og Michael Agerskov inderligt for

ARDOR´s Frelse. ARDOR, der var den dybest faldne af alle G U D´s Engle, følte en så

dybtgående Anger, at det dybe Mørke, Han havde i sit Sind, afpolariseredes, og Han

vendte tilbage til G U D  og Lyset igen !

 

              28. maj 2018                                                    Harald Søbye

 h

 

 

 

BEKRÆFTET   I   G U D’S   NAVN 

z

 

Hanne  Leffler 

i alt

S a n d h e d  

 

^µ

 

d d d