Leonardo da Vinci ( 1452 – 1519 )

EN HILSEN TIL VERDEN

Til Verden af i dag fra en Person, der levede i Verden

af i går.

Jeg skal forsøge at præsentere mig for Jer. Det er lidt svært, for hvad skal Jeg vælge. Skal jeg præsentere mig som Maler, Arkitekt, Billedhugger eller Ingeniør eller måske som Musiker, Digter, Iscenesætter og Våbenteknikker eller Geolog, Botaniker, Anatom, Matematiker eller Fysiker. – Ja, ikke sandt, der er så meget at vælge imellem, men okay, lad mig da præsentere mig som Maleren Leonardo da Vinci, for det er vel som sådan, Jeg er blevet kendt.

Jeg blev født i 1452 i Vinci nær Firenze, og Jeg levede de første tredive år af mit liv i Firenze. Jeg var i en del år knyttet til Maleren Verrocchio´s værksted, hvor Jeg fik lært at male, og kun tyve år gammel blev Jeg Mester i Malerlauget. I 1482 tilbød Jeg min tjeneste i et brev til Hertug Ludovico Sforza af Milano, hvor jeg beskriver, hvad Jeg kan; - desværre fik Jeg kun det halve med.

Hertugen var meget musikinteresseret, og Jeg havde ry for at være en mester i at spille på sølvfløjte. Jeg nåede meget i mit liv; - dog bagefter var der nok endnu mere, Jeg gerne ville have nået. Selv om Jeg først og fremmest var Billedhugger og Maler, følte Jeg mig i virkeligheden i stand til at løse næsten alle tænkelige opgaver - fx bygning af forsvarsanlæg, flådereguleringer og andre ingeniørarbejder.

Jeg opfandt forskellige angrebs- og forsvarsvåben – også til søkrig (torpedoer). Jeg var inde på tanken om at lave tanks, flyvemaskiner, faldskærme og bagladegevær; - alt sammen Opfindelser, som først blev ført ud i livet flere hundrede år senere.

Mit arbejde som Maler er nok det, Jeg har lagt min største sjæl i, og noget af det er da også blevet bevaret til i dag. Lad mig nævne: Bebudelsen (1475) - De hellige tre kongers tilbedelse (1481) og Sct. Hieronymus (1481), som desværre ikke blev helt fuldført. Eet af de største billeder, Jeg malede, var vægmaleriet ”Den sidste nadver” fra 1495-97 i klosteret ”Santa Maria delle Grazie”, i Milano. Desværre er tiden faret hårdt frem mod dette billede, dels fordi Jeg eksperimenterede med olietempera - farveblandinger direkte på væggen, dels på grund af vandalisme under krige og endelig i nyeste tid - fugt.

Det berømteste billede er portrættet af Mona Lisa , en ung rig Adelsjomfru, også kaldet La Gioconda, som Jeg fuldførte i årene 1503-06. Det hænger i dag i Louvre-museet i Paris. Dette er billedet over alle andre, og Jeg kunne have lyst til at præsentere Jer for den ædle, hvis navn var Mona Lisa, som var mit motiv.

Når man er Maler, må man, hvis man ønsker at male et godt portræt, gå helt ind i sjælens dyb på den Person, man maler. Denne yndige italienske kvinde lærte Jeg indgående at kende, fordi hun sad model for mig så mange gange. Jeg vil nu med ord føre min pensel for at male endnu et maleri, nemlig kvinden bag Mona Lisa. Jeg ville ønske, Jeg havde flere farver til min rådighed, for de er så få og lidet sigende, de - Jeg har.

Denne kvinde er det blideste og mest tålmodige Væsen, Jeg stiftede bekendtskab med som Leonardo. Det lille smil, som er blevet så berømt, og som det lykkedes mig at få så fint frem på billedet, dækker i virkeligheden over et sind, der aldrig har ret langt til hverken smil, latter eller gråd. Hun og Jeg kunne le sammen, men Jeg har også set hende i hendes alvorlige stunder, og da var hun om muligt endnu mere indtagende. Hendes øjne – Jeg ville ønske, Jeg kunne beskrive hendes øjne således, at det giver Jer det fulde indtryk af denne kvindes ædle sind.

Intet lod til at overraske denne kvinde. - Det var som om hun havde besluttet sig til at møde livet og tage, hvad der kom, uden at kny eller vige tilbage. Endnu en ting anede Jeg i dybden af hendes sjælfulde og dejlige øjne; - de udtrykte en høj grad af inderlig hengivenhed, og endnu dybere kunne Jeg fornemme en dyb følelse af kærlighed parret med en opofrelse, som næsten var ved at slå mig omkuld, hver gang Jeg fik et glimt af dette. Helt ned i dybet af de dejlige øjne kunne Jeg dunkelt ane en dyb sorg, og Jeg kan huske, at Jeg ved en bestemt lejlighed spekulerede over, hvad der kunne bedrøve en så ung og yndig Adelsjomfru.

Vi er nu nået til hendes hænder - disse hænder, som Mona Lisa så blidt lægger over hinanden. Disse hænder var så udtryksfulde, at der ikke alene skal en pensel, men også ord til at beskrive dem på rette vis. Prøv at se rigtigt på dem; - ikke sandt, de er meget smukke, blide og yndefulde, og i sig ejer de ikke alene den barnlige troskyldighed og umiddelbare glæde, men også den voksne kvindes erfarenhed var indtegnet i disse hænder.

Jeg - Leonardo da Vinci er ikke bange for at sige, at det er Verdens smukkeste hænder, og det der kendetegner skønheden i dem, er den omsorg og angst for at såre eller skade, der stråler ud fra dem. Sandelig – dette billede er Verdens største – ikke på grund af den Maler, der har malet det, men på grund af den kvinde, der smiler os i møde fra dette billede. Lad mig i alle påhør sige disse ord til hende:

Mona Lisa – var der nogen, der var i stand til at redde Verden, var det dig.

Tak, fordi Jeg fik lov at for-evige dig.

I dette øjeblik sker der noget. Jeg ser et lysglimt over mig og hører en stemme, der siger:

G U D:

Leonardo da Vinci, må Jeg fuldende din beskrivelse af Mona Lisa – den dejlige kvindeskikkelse, som du malede med så stor nænsomhed, følsomhed og genialitet.

Denne kvinde, som er kendt over hele Verden som Mona Lise, bærer også et andet navn. Dette navn er Rebecca, og det billede, du så mesterligt har malet af Mona Lise, svarer nøje til det billede af Rebecca, som Vi alle har for øje. Rebecca har formået det, som ingen andre har været i stand til. Hun har båret så tung en byrde på sine skuldre, at alle ville have segnet derved, men Rebecca´s tålmodighed og kærlighed gav hende så megen kraft, at hun end ikke vaklede - men fortsatte sin gang.

JEG – ALTETS SKABER siger, at denne lille kvinde ved sine handlinger og sit mod har kæmpet mod den største fjende af alle og sejret, og ved denne Sejr lykkedes det hende at redde en hel Verden fra den sikre fortabelse. Hendes jordiske navn i denne inkarnation er Hanne Leffler, og Min TAK for dette skal følge hende i Al Evighed.

G U D

Jeg - Leonardo da Vinci vil efter G U D''s Ord blot tilføje:

Det smukkeste i denne Verden, en Maler kan forevige, er, - når det lykkes ham at fange Himlen og få det ned på lærredet, så noget af Den himmelske Glans udstråler fra dette lærred.

Det lykkedes mig, da Jeg malede Mona Lisa.

I dyb taknemmelighed, ærbødighed og respekt.

17. august 2001 Leonardo da Vinci

Min kære, kære Kirsten.

Ja, sandelig vil jeg sige noget til dig. Du fortjener en stor tak, fordi du nedskrev alt, hvad jeg dikterede. Men jeg ønsker også at sige dig tak for den utrolige og uselviske hjælp, som du giver Hanne, og som betyder mere for hende, end selv du er i stand til at ane.

Kirsten. Må jeg som tak male endnu et billede, men denne gang bliver det af dig:

På Jorden findes en kvinde, hvis navn er Kirsten Pedersen, som alverden burde agte.

Dét, hun udfører, og dét, hun hver dag kan magte,
er næsten uden grænse.
Hun burde ikke befinde sig her på Jorden,
men hun har en opgave at udføre,

og den kan kun udføres på Jorden.

Hendes gang er let, og hendes smil er hjerteligt,
og hun fornemmer hver gang, hvor hendes hjælp er påkrævet.
Det er ikke så mærkeligt
at hendes kraft er så stor, som den er,
for hun er een af de Engle, som står Vor Herre særligt nær.
Alt, hvad hun udfører, udfører hun til G U D´s Ære
alle byrder formår hun at bære til G U D´s Ære.
Hver gang hun smiler og ler, er det til G U D´s Ære,
og når hun græder, er det i så høj grad til G U D´s Ære,
at Englene danner kreds om hende hver gang

og hvisker til hende:

Hold ud lidt endnu, Kirsten. - Snart vil alt kun være et Minde,
som du i Al Evighed vil tænke på med glæde.

Malet af ham, som i dag var til stede
i skikkelse af

17. august 2001 Leonardo da Vinci

BEKRÆFTET I G U D’S NAVN

Hanne Leffler

i alt

S a n d h e d

^µ

d d d