Fra Reformatoren -MARTIN LUTHER modtog vi den 18. juni 2001 denne Hilsen fra en i sandhed spændende Person, som også har noget meget vigtigt at sige til Menneskene i dag !
TTT h
Dette har jeg Hanne Leffler
modtaget under tankeinspiration
den 18. juni 2001 af
Martin Luther ( 1483 – 1546 )
EN HILSEN til VERDEN
&
TIL ALLE DE, DER BEKENDER SIG TIL DEN PROTESTANTISKE
ELLER DEN KATOLSKE TRO.
I 1500-tallet levede der i Tyskland en mægtig Stridsmand, der som opgave havde én ting: At reformere Den kristne Tro – den Tro, som iflg. bibeloverleveringerne var givet dem af Paulus. Denne Reformator hed Martin Luther, og det er ham, der med G U D´s Tilladelse taler til Jer i dag.
Jeg blev som barn opdraget efter datidens principper. Angsten for Djævelen var meget stor på den tid, og datidens børn blev pålagt hårdt arbejde, som ofte gik langt ud over børnenes kræfter, - dels for at beskæftige dem, men først og fremmest for at Djævelen ikke skulle få tag i dem. Jeg grublede allerede dengang meget over religiøse spørgsmål og endte med at blive Munk. Munkelivet krævede mange selvpinsler og Faste, hvilket svækkede mit legeme yderligere, og da Jeg bestandig var i strid med min samvittighed, var Jeg meget splittet.
Jeg endte med at bryde Munkeløftet og indgik ægteskab med den tidligere Nonne, Katarina von Bora. Længe inden dette skete, var Jeg i 1507 blevet præsteordineret.
Mange og svære anfægtelser fulgte mig bestandigt i disse år. Jeg grublede over Bibelen og dens læresætninger, men først, da Jeg var blevet Professor ved Universitetet i Wittenberg, følte Jeg, at Jeg var ved at komme på ret vej. Jeg læste i Bibelen, at man ikke kunne retfærdiggøres ved sine egne gerninger, men kun ved troen på G U D.
Dette – som kaldes: Retfærdiggørelse ved Tro – fastholdt Jeg til min død, og det er stadigvæk det, der danner grundlag for Kristendommen i dag. På den tid florerede afladshandlen mange steder i Europa. Dette - som stammede fra Paven selv - betød, at man kunne få aflad for sin synder og derved få adgang til det evige liv ved at betale en vis sum penge til Den katolske Kirke.
Dette var i direkte modstrid med dét, som Jeg følte inderst inde kunne være meningen med Sjælens frelse. Jeg følte, at det var Troen på G U D og ikke hvor mange penge, man havde råd til at betale, der var det afgørende, men heri fik Jeg gennem hele livet mange og bitre modstandere.
Der var et gammelt ord, der sagde:
Når pengene ned i kisten klinger
straks Sjælen ud af Skærsilden springer.
¬ ¬ ¬
Min mening om dette opslog Jeg i mine senere så berømte 95 Teser (læresætninger) den 31. oktober 1517 på kirkedøren i Wittenberg, så alle kunne læse dem. I disse Teser brød Jeg fuldstændig med Den katolske Kirke og dens afladshandel og nægtede at tage mine ord i mig igen. Det var en bitter strid, Jeg nu havde sat i gang, og mine modstandere var mange og stærke.
Det endte med, at Jeg i april 1521 blev stævnet til Rigsdagen i Worms. Jeg blev rådet fra det af mine venner, men Jeg sagde, at Jeg ville rejse til Worms
”om så hver tagsten i Worms var en djævel.”
På Rigsdagen blev Jeg stillet overfor Kejser Karl V og skulle redegøre for mine bevæggrunde til at skrive dét, Jeg skrev i disse Teser; - men Jeg nægtede at tilbagekalde, hvad Jeg havde skrevet.
De ord, Jeg forsvarede mig med, lød således:
”Min samvittighed er fanget i G U D´s ord, og Jeg hverken kan eller vil tilbagekalde noget
som helst, da det ikke er sikkert eller rådeligt at handle imod sin samvittighed.
G U D hjælpe mig ! Amen.”
¶ ¶ ¶
Efter dette fulgte Worms-ediktet, som lyste mig i band, dvs. gjorde mig fredløs og forbød udbredelsen af mine Skrifter.
Jeg blev hemmeligt bragt til Slottet Wartburg.
Mens Jeg opholdt mig der, skrev Jeg en række prædikener på
tysk og oversatte Bibelen til modersmålet. Her fik Jeg også skrevet en del Salmer, som Jeg i mange tilfælde også selv satte musik til. - Én af de salmer, der stadig synges, og som vel er
bedst kendt som Martin Luther´s salme er:
Vor Gud han er så fast en borg. ( se bagest )
Jeg var en meget streng mand, og det lykkedes mig at blive uenig med alle mine meningsfæller om, hvorledes Bibelen og de ting, der stod i Bibelen, skulle tolkes.
De tre, som Jeg havde de hedeste diskussioner med, var:
Den franske Reformator Jean Calvin, Schweizeren Ulrich Zwingli
og den hollandske Humanist Erasmus fra Rotterdam.
Zwingli og Jeg vandt mange tilhængere gennem vore Skrifter og de taler, vi hver især holdt, og menneskene lyttede til os i eftertanke. Indbyrdes kunne vi ikke blive enige. Jeg holdt urokkelig fast på dét, Jeg følte måtte være det rigtige, og vi var uenige om, hvorledes mange af de gamle læresætninger skulle fortolkes.
I 1526 udgav Jeg min Tyske Messe med fuldstændig Liturgi for en gudstjenestes forløb på tysk med prædiken og nadver som det centrale indhold. For at fremme den kristelige oplysning, udsendte Jeg 1529 Den lille og Den store Katekismus, og navnlig Den lille Katekismus blev helt op til vore dage noget, børn skulle lære udenad i skolerne.
¬&& ¬
I 1530 måtte Jeg overdrage til Melanchton at fremlægge det Dokument, der på Rigsdagen
i Augsburg gjorde Jeg rede for hovedpunkterne i Den lutherske Teologi. Min reformation af Kristendommen brød Den katolske Kirkes magt. Jeg begik imidlertid en fejl ved at gøre Fyrsterne til Kirkens Overhoveder. Som Jeg selv havde ment – at mennesket er frelst ved troen - således burde Jeg have gjort Kristendommen til en streng personlig sag og ikke et statsanliggende.
Selv om Jeg til tider selv kunne fejle, var Jeg utrættelig i min kamp for at føre menneskene frem til større selverkendelse. Trods mine mange og store fejl, nåede Jeg dog som Martin Luther at få menneskene til at se med nye øjne på Verden og sig selv og få bortkastet nogle af de falske Læresætninger, som fejlagtigt var blevet medtaget i Bibelen. Imidlertid lykkedes det mig ikke at få al vranglære udryddet af Den hellige Skrift, og her vil Jeg nu – knap 500 år efter – gøre rede for det, som det ikke lykkedes mig som Reformatoren Martin Luther at omstøde.
Det første og vigtigste Jeg vil tage fat på, er Syndsforladelsen, dvs. Dogmet om, at man ved
at indtage Kristi legeme og blod kan få forladelse for de synder, man har begået ved at tro
derpå. Jeg ønsker her med al den magt og myndighed, Jeg var i besiddelse af som Martin
Luther, at gendrive dette Dogme. Det har intet med Sandheden at gøre. Det er noget, der er
opstod i Pauli tanker og har aldrig været Kristi mening, da Han Skærtorsdag bød sine Diciple
brødet at spise og vinen at drikke.
G U D den ALMÆGTIGE, som sendte mig til Jorden blandt andet i den Mission at gendrive dette Dogme, hvilket totalt mislykkedes for mig som Martin Luther, har i dag den 18. juni 2001 endnu engang bedt mig om at omstøde dette, da netop dette Dogme har været dét af alle, der har bragt størst forstyrrelse i menneskets opfattelse af synd og syndsforladelse.
Lige så forkert er troen på Jesu Forsoningsdød; - dvs. at KRISTUS, da Han hang på Korset
ved at ofre sig selv - bar Alverdens synd, således at enhver, der tror på dette, kan blive
frelst og få Det evige Liv.
G U D har bedt mig overbringe disse ord til Jer:
M i n e k æ r e j o r d i s k e B ø r n .
JEG - Jeres FADER ønsker her at fortælle Jer, at de Sakramenter, der hidtil har dannet grundlaget for Jeres Kristentro, er udformet på et forkert grundlag. - Ingensinde har KRISTUS båret Jeres synder, da Han hang på Korset.
M e n n e s k e n e g a v h a m d ø d e n – i k k e J E G !
Mine Børn. Jeg har i retfærdighed udformet de Love, der gælder for Jeres menneskeliv på Jorden.
De synder, I har begået, må I alle selv sone ved i Jeres næste inkarnation at gennemgå de samme åndelige eller legemlige lidelser, som I har forvoldt Jeres medmennesker. Ingen tro på Jesu Forsoningsdød, om den er aldrig så dyb, kan redde Jer fra følgerne af Jeres egne gerninger.
Over denne Lov står menneskenes Barmhjertighed. Hvis I angrer Jeres handlinger fuldt ud og
beder Jeres modpart om tilgivelse herfor, er I fri for følgerne af denne Gengældelseslov, som
ellers er ubønhørlig.
Langt smukkere og rigtigere ville det være, hvis I undlod at synde og undlod at volde hinanden
de lidelser, smerter og sorger, som altid har fulgt i jeres fodspor, hvor I end befandt Jer.
Mine Børn. Troen på Dåben som Salighedsbetingelse er ligeså forkert.
Da KRISTUS i sin tid lod
sig døbe, var det, fordi Han betragtede denne dåb som indvielse til den gerning, Han stærkt følte, Han var blevet sendt til Jorden for at fuldføre blandt menneskene.
Ingensinde har de børn, der er døbt, nogen fortrinsret hos MIG, og ingensinde lukker JEG MIT
HJERTE for de Børn, der aldrig er blevet døbt. Alle Børn – døbte eller udøbte - elsker JEG med
samme dybe uendelige Kærlighed, og alle er de velkommen i MIT RIGE den dag, de har
kæmpet sig fri af det jordiske Mørke og har nået størst mulig fuldkommenhed.
G U D
z
Således lød de ord, Jeres himmelske FADER ønskede at bringe Jer.
Jeg, Martin Luther vil nu gøre rede for, hvorfor så mange fejlslutninger og så megen vranglære kunne opstå blandt mennesker.
Under mit ophold i Wartburg i 1521, havde Jeg mange og svære anfægtelser. Jeg var i tvivl om visse læresætninger, og den slutning, Jeg kom frem til, var forkert.
Jeg var kun tilsyneladende alene i Wartburg.
Mens Jeg sad i dybe grublerier, stod der Een ved min side, som bestandig forsøgte at indgive mig de Tanker:
at retfærdiggørelse ved troen på Jesu Forsoningsdød var nødvendig, hvis mennesker skulle undgå evig fortabelse.
Også andre vrangforestillinger fik denne Person mig til at antage som sande, og Jeg kæmpede til min død på at forsvare sandheden af disse ting. Hvem det var, der stod ved min side og indgav mig disse tanker, skal Jeg åbenbare for Jer nu.
Det var D J Æ V E L E N selv !
Den gamle historie om, at Jeg, da Jeg i min celle i Wartburg i et syn så Djævelen og kastede et
blækhus efter ham, er en skrøne. Det er imidlertid ikke en skrøne, at Han var der. Personlig stod Han
ved min side; - Jeg kunne ikke se Ham, men Jeg kunne fornemme Hans Tanker.
Én af de opgaver, Jeg var blevet sendt til Jorden for at gennemføre, var at bede for denne Person og
hans frelse. Dette lykkedes mig imidlertid ikke. - Jeg forbandede ham i stedet, og dette blev årsagen
til, at Jeg ofte var meget splittet og meget tynget livet igennem.
Jeg har den store glæde at meddele Jer,
at ARDOR, som Djævelen nu ønsker at kalde sig,
efter i årmillioner at været bundet af Mørket
den 3. marts 1912 i dyb Anger vendte tilbage til G U D
og Lysets Verden igen.
¶ ¶ ¶
Jeg – Martin Luther opslog i 1517 mine 95 Teser imod afladshandlen på kirkedøren i Wittenberg.
I dag vil Jeg opslå 1 0 n y e T e s e r !
Denne gang ikke på kirkedøren i Wittenberg, men på døren i Jeres hjem og i Jeres hjerte. Det er mit
håb, at menneskene vil tage imod disse Teser og lade dem blive det fremtidige grundlag for deres Tro,
forholdet til deres medmennesker og deres forhold til G U D.
- Ethvert menneske er ansvarlig for sine egne gerninger og skal selv bære konsekvenserne af disse
- Menneskets Sjæl er skabt i G U D´s billede.
- Mennesket skal gennemleve mange inkarnationer på Jorden, hvor de må underkaste sig de love, G U D har skabt for menneskelivet.
- Når mennesket under sine inkarnationer er nået til størst mulig jordisk fuldkommenhed, bliver mennesket frigjort fra al jordisk genfødsel af KRISTUS.
- Alle mennesker har en samvittighed, der formaner og advarer dem. Denne Stemme er deres Skytsånds Stemme.
- Vær mod andre, som du ønsker, andre skal være mod dig.
- Elsk dine medmennesker som Brødre og Søstre.
- Vær rede til at tilgive enhver uret, der bliver begået imod dig.
- Vær overbevist om, at Kærligheden er det vigtigste i Universet.
- Vær overbevist om, at Målet for Jeres vandring på Jorden er G U D´s RIGE, hvor G U D selv vil modtage Jer og byde Jer Velkommen til et liv i idel F r y d , H e r l i g h e d , L y k k e og H a r m o n i – som skal vare i Al Evighed.
Til slut ønsker Jeg at give Jer en Luther-salme, som Jeg skrev i 1523.
1. Nu fryde sig hver kristen mand 2. I Djævlens fængsel var jeg sat,
og springe højt af glæde! jeg var fordømt til døde,
Ja, lad os alle trindt om land min synd mig knuged dag og nat
med liv og lyst nu kvæde! med megen angst og møde;
For Gud, så god som han er stærk, jeg altid dybere sank ned,
har gjort et herligt underværk, der var ej vej til salighed,
betalt i dyre domme. i synden var jeg fangen.
3. Min dyd og gerning hjalp mig ej 4. Da ynked Gud i evighed
den død at overvinde; min jammer og elende,
den stærke Djævel sagde nej, han tænkte på barmhjertighed
han lod sig ikke binde; og ville hjælp mig sende;
jeg givet var i fjendens vold, sit hjerte vendte han til mig
han trued mig med syndens sold og kosted derpå faderlig
og dom til evig pine. det kæreste, han havde.
5. Han talte til sin kære Søn; 6. Guds Søn sin Fader lydig var,
Nu vil jeg mig forbarme; han kom til os på jorden,
drag ud, mit hjertes krone skøn, født af en jomfru ren og klar,
vær frelser for den arme; han er min broder vorden;
gå, hjælp ham ud af syndens nød, så lønlig førte han sin magt,
og dræb for ham den bitre død, bar alskens nød og liden pragt
og lad med dig ham leve for Djævelen at fange.
7. Nu siger han: Kom hid til mig
tag evig liv til gave!
Jeg led den bitre død for dig,
at du den arv skal have;
nu er jeg din, og du er min,
min bolig skal og være din,
os skal ej fjenden skille.
18. juni 2001 Martin Luther
&
Martin Luther er en reinkarnation af Paulus
BEKRÆFTET I G U D’S NAVN
z
Hanne Leffler
i alt
S a n d h e d
µ
Vor Gud han er så fast en borg
Mel.:
Joseph Klug
1
Vor
Gud han er så fast en borg,
han kan os vel bevare,
han var vor hjælp i al vor sorg,
vort værn i al vor fare;
den gamle fjende led
er nu for alvor vred,
stor magt og argelist
han
samler mod os vist,
ej jorden har hans lige.
2
Vor
egen magt ej hjælpe kan,
let kan os fjenden fælde;
men med os står den rette mand,
omgjordet med Guds vælde.
Det er den Herre Krist,
og sejer får han vist,
hærskarers Herre prud.
Han er i pagt med Gud.
Han marken skal beholde.
3
Og myldred djævle frem på jord
og os opsluge ville,
vi
frygter dog ej fare stor,
de deres trusler spilde;
lad rase mørkets drot
med løgn og mord og spot,
han
har dog få't sin dom,
da
Krist til jorden kom,
et ord ham nu kan fælde.
4
Guds Ord de nok skal lade stå
og dertil utak have,
thi Herren selv vil med os gå
alt med sin Ånd og gave;
og
tage de vort liv,
gods, ære, barn og viv,
lad fare i Guds navn!
Dem bringer det ej gavn.
Guds rige vi beholder.
Martin Luther 1528.
Dansk 1533. Bearbejdet 1798.
P. Hjort 1840. J.P. Mynster 1845.
d d d