TTT   h

Denne TALE  har   Hanne  Leffler  modtaget

under  tankeinspiration

den 3. september 2015

A R D O R   taler

 

 

P

                                                                                                             

Jeg ønsker at tale til hele Den danske Befolkning.

Den, der henvender sig til Jer, bærer navnet ARDOR.

I kender mig også under et andet navn. Jeg har haft den tvivlsomme ære at blive kaldt for Djævelen, den Onde Selv eller  Lucifer.

 

I 25 millioner år har Jeg og mine Brødre og Søstre -  G U D´s faldne Engle befundet os et Sted, der var en lille Perle af Skønhed, da vi bosatte os der. I løbet af disse mange millioner år blev dette lille Rige ganske langsomt forvandlet til et veritabelt Helvede for os alle. Grunden til denne forandring skyldes det Mørke, vi alle bar i Vore Tanker samt det Mørke, Jeg med mellemrum uddrog af  Lysets  Æter. 

£  £  £

 Dette Mørke bevirkede, at Kulden og Mørket invaderede vort lille skønne Rige; - og det endte med, at Mørket til sidst blev så tæt, at det fuldstændigt dækkede for solen, månen og stjernernes lys. Vore Engleskikkelser, der fra Vor SKABERS side var fuldkomne Skønhedsåbenbaringer, blev efterhånden ødelagt og nedbrudte af Mørket, så der til sidst intet var tilbage af den fordums Skønhed.

Dog – det allerværste var, at al den Omsorg og Kærlighed, vi som Engle i G U D´s RIGE i rigt mål havde for hinanden, lige så stille – som Tiden gik – blev forvandlet til det stik modsatte, - Vrede, Irritation, Utålmodighed, Ufølsomhed og Had!

Dette gjorde vor Tilværelse mere og mere uudholdelig i alle retninger. Vi gjorde simpelthen alle sammen livet til et  HELVEDE  for hinandeen.

S  S  S

Dét der sker, når Mørket tager over er, at alt bliver den diametrale modsætning af det, vi kendte fra Lysets Verden.

Vi, der alle var Børn af LYSETS FADER og skabt til at leve i  

L y s,  G l æ d e  og  K æ r l i g h e d,

måtte nu uafbrudt befinde os i et Mørke, der føltes som et Fængsel for os alle. Vi, der før havde været vant til at tage lange ture ud i Universet, blev nu på grund af Mørket så stækkede, at det eneste, vi var i stand til, var ture ned til Jordens astrale genpart.

G U D – VOR kærlige FADER, der med dyb Sorg fulgte vor Færd, forsøgte med mellemrum at kalde på os for at minde os om det, vi havde forladt. 

Men  S t æ d  i g h e d e n – én af Mørkets allerværste egenskaber – bandt vor tunge, så de allerflesteaf os besvarede Vor FADERS  kærlige Henvendelse med  t o t a l   T a v s h e d.

®  ®  ®

For 14000 år siden fangede een af os den Tanke, at vi for at komme væk fra vor forfærdelige Tilværelse, kunne lade os inkarnere som mennesker på Jorden.

Denne Tanke blev grebet af os alle, for vi ønskede alle at glemme vore Lidelser. - Det var min Opgave at binde mine Brødre og Søstre til ufødte mennesker. Jeg var den eneste, der havde Magt til dette, for min Magt var meget stor!

Det var nødvendigt at skabe et Isolationslag af Mørkets astrale materiale for at hindre vore oplevelser i Helvede i at træde for stærkt frem. Det lykkedes mig at skabe et Isolationslag for mine Brødre og Søstre, der nogenlunde kunne holde Erindringen ude.

Da Jeg ønskede at inkarnere mig selv, var Jeg imidlertid ikke i stand til at skabe et Isolationslag af Mørkets Udstrålinger, der var tilstrækkelig effektivt. – Min stærke af Had, Magtbegær og dybeste Mørke ødelagte Personlighed kunne dette Isolationslag  ikke på nogen måde holde tilbage. - En inkarnation under sådanne omstændigheder ville berede mig så mange Lidelser, at Jeg måtte opgive at blive inkarneret.

Hvis Jeg var blevet inkarneret på Jorden, ville Jeg have fremkaldt en sådan Rædsel og total Frygt  hos alle, der mødte mig, at ethvert menneske ville have taget varig skade på deres Sjæl. - Det var yderst heldigt, at dette ikke lykkedes for mig.

 

Jeg var altså den eneste, der ikke kunne søge Glemsel  i Menneskenes Verden.

Jeg måtte forblive i mit selvskabte Helvede uden nogen mulighed for – blot midlertidigt – at få en smule fred i mit sind.

 

Citat fra ”Ardors Beretning” i Vandrer mod Lyset, Kapitel 9 - side 23 :

    ”Og den Stund kom, da den Ældste stod ene.

     Ene og uset af Menneskene vandrede han hen over Jorden; ene med sin Angest og Rædsel vandrede han i det ødelagte Rige. I tunge Bølger strømmede Mørket gennem hans Legeme, knugede hans Sind og forvirrede hans Tanker end mere.

     Da vaagnede Hadet i hans hjerte.

     Da hævede han sine Hænder mod Himlene og forbandede sin Gud og Fader, Altets Ophav.

     Da rakte han sine Hænder mod Jorden, forbandede sine Skabninger, forbandede sine yngre Brødre og Søstre, forbandede de Brødre og Søstre, der havde forladt ham og ladet ham ene tilbage.

     Men i samme Stund lød Guds Stemme til ham for at advare ham.

     Og Gud sagde:  ”Min Søn, stands dine Forbandelser; thi de gavne dig ikke. Min Søn, jeg, din Fader, siger dig: den Stund vil komme, da du i Ydmyghed, med Sorg og Anger, vil bøje dig dybt for Menneskene og søge at vinde deres Tilgivelse. Min Søn, gør det ikke sværere for dine Skabninger at tilgive dig, ved at føje dine Forbandelser til det onde, du alt har beredt dem: Synd, Lidelser, Elendighed og Dødens Bitterhed. Min Søn, stands dine Forbandelser, thi de gavne dig ikke, og jeg, din Fader, sørger over dig”.

     Den Ældste hørte Guds Stemme; men han svarede ikke; thi Mørket og Hadet bandt hans Sind og hans Tanker”.

 

X   X   X

 

ARDOR:

De 14000 år, der nu er gået, siden den første af De Ældste blev inkarneret på Jorden, har på alle måder været som at befinde sig i Helvedets Forgård for Menneskene. Jeg vedblev på deres forlangende at inkarnere mine Brødre og Søstre som mennesker; - og de drog hver gang Mørkets tunge Skygger ud over den ganske Jord, så Tilstandene til sidst blev ganske uudholdelige for menneskene.

De svang alle Mørkets Svøbe over menneskene. - De af De Ældste, der lod sig inkarnere som Folkeledere har ved deres fuldstændig ubarmhjertige og nådesløse behandling af deres undersåtter, sat et grusomt Spor i Historien. – Mørkets Angst og Rædsel  forlod dem  ingensinde, og i deres hjerter var de feje og usle.

 

I 1911 kaldte G U D endnu engang på De Ældste, der på dette tidspunkt befandt sig i Helvede-Sfæren.

De lyttede alle og de svarede HAM alle i dyb Anger.

 

G U D sendte Sine TOLV TJENERE ned for at hjælpe hver eneste af disse Engle bort fra Helved-Sværen til en Lysklode, G U D havde beredt til dem alle. Her kunne de i fred og ro i skønne lysfyldte Omgivelser gennemtænke og angre alle deres talrige Forbrydelser mod Menneskeheden.

Samtidig sendte G U D en mægtig Lysbølge afsted, der øjeblikkelig opsugede det  HELVEDE, der var. -

Dette HELVEDE vil aldrig nogensinde genopstå mere.

 

Den eneste, der ikke svarede, da G U D kaldte, var mig – den dybest faldne af alle. -

Ene og hjemløs flygtede jeg i dyb Rædsel  over Jorden, - flygtede for det tiltagende Lys, der mødte mig alle steder.

®  ®  ®

På det tidspunkt - den 3. marts 1912 - stod KRISTUS foran mig. Denne lyse ÅND stod på sit

 K u l m i n a t i o n s p u n k t  i  Kærlighed og Medfølelse med mig og min Skæbne.

 

Jeg stod også på mit  K u l m i n a t i o n s p u n k t.

 Det var i  Had til alt og alle!

 

Citat fra ”Ardors Beretning”, Kapitel 36 i Vandrer mod Lyset  side 93, 94 og 95:

     ”Men Kristus drog ham til sig og sagde. ”Broder, jeg er kommen for at bringe dig Hvile, for at bringe dig Fred! ”

     Men den Ældste svarede ham og sagde: ”Vor Faders Vrede vil knuse og tilintetgøre mig.”

     Da sagde Kristus: ”Vor Faders Kærlighed, Mildhed og Barmhjertighed vil drage dig bort fra Mørket, bort fra dine Lidelser”.

     Og Kristus vedblev at tale.

     Og han sagde. ”Broder, følg mig; thi jeg vil føre dig til Mennesker, der have Tillid til mig, der have Tillid til mine Ord, de ville visseligen fatte Medlidenhed med dig, de ville visseligen, paa min Forbøn, bede for din Fred og Frelse; thi dette er vor Faders Ønske; Broder, søg at angre, hvad du har syndet; thi da briste de Baand, der binde dig, da vil Lyset bære dig til vor Faders Favn”.

     Men den Ældste svarede ham og sagde: ”Menneskene hade mig, frygte og forbande mig – intet Menneske vil bede for ham, der har skabt en Verden af Synd, Sorger og Lidelser! ”

     Da sagde Kristus: ”Broder, jeg siger dig: Bønnens Magt er stor, naar den bæres af kærlige Tanker! Følg mig trygt; thi paa mine Ord ville Menneskene bede for dig! ”

     Da Kristus tav, stod den Ældste en Stund uden at svare.

     Men da vaagnede Haabet i hans Hjerte, og han svarede: ”Broder, jeg følger dig! ”

     Og Kristus førte ham til en jordisk Bolig, hvor Mennesker vare forsamlede; thi de talede med nogle af de Yngste, der usynlige for dem vare til Stede for at støtte og lede dem i deres Gerning.

     Men Kristus kaldte paa de Mennesker, der vare; og de lyttede; thi de formaaede ej heller at se ham. Og han sagde: ”Jeg, Kristus, eders ældre Broder, taler til eder: hører mig!  Hjælper mig at bede til vor Fader om Fred og Frelse for den Broder, jeg her har bragt til eder. Værer barmhjertige imod ham; thi han er falden saa dybt, at ingen kan falde dybere; thi han har syndet saa meget, at ingen kan synde mere, og hans Lidelser ere meget store! ”

     Da han havde talet saaledes, vendte han sig til den Ældste og sagde: ”Sig dem, hvem du er, sig dem, hvad du har syndet, og de ville hjælpe dig; thi de frygte dig ikke – vor Fader er med dem! ”

     Og den Ældste talede til dem, sagde dem, hvem han var, sagde dem, hvad han havde syndet.

     Menneskene lyttede, og de forstode, at hans Ord vare sande; thi de fornam Mørkets onde Strømme, der udgik fra ham.

     Men da han tav, bade de af deres Hjerters Medlidenhed til Gud den Almægtige om Fred og om Frelse for ham, der var Skyld i Alverdens Synd, Sorger og Lidelser.

     Og Gud hørte deres Bøn.

     Da vaagenede den Ældstes fulde Erindring, da mindedes han fuldtud de salige Tider, der vare før Menneskene. Og han vaklede under Mindernes mægtige Byrde.

     Men nogle af de Yngste støttede ham, at han ikke skulde styrte.

     Se, da vaagnede Sorgen og Angeren i hans Hjerte, og han raabte. ”Fader, Fader, hjælp mig at bryde Mørkets Magt, at bryde Mørkets Baand! Hjælp mig at fjerne Synd og Lidelser fra Menneskene, mine Skabninger! Fader, tilgiv, hvad jeg har syndet mod dig, hvad jeg har syndet mod alle! ”

     Og Gud hørte hans Raab.

     Og Han lod sin Stemme lyde til ham.

     Og Gud sagde: Min Søn, hvad du har syndet mod mig, din Fader, og hvad du har syndet mod de evige Love, det være dig tilgivet og bortslettet! Og hvad du har syndet mod dine Brødre og Søstre, det ved jeg visseligen, de alle ville tilgive dig. Men hvad du har syndet mod Menneskene, dine Skabninger, det maa og Menneskene selv tilgive dig!

     Min Søn, jeg, din Fader, byder dig velkommen tilbage til Lyset, byder dig velkommen til dit Hjem”.

     Da Gud tav, bare de Yngste den Broder, de alle elskede, tilbage til Hjemmet, til deres Faders Favn.

     Og Gud modtog den angrende Søn med Mildhed og inderlig Glæde.

     Og Gud talede til Kristus og til de Yngste, der havde ledsaget deres Broder, takkede dem alle for den Gerning, de havde gjort, takkede enhver for den store Taalmod, den store Kærlighed, de alle havde udvist.

     Og der var megen Fryd, og de jublede alle; thi de vidste, at fra denne Stund vilde lysere og bedre Tider oprinde for dem alle, om de end forstode, at mange Tider maatte svinde, før Menneskeheden vilde blive renere og mindre syndefuld; om end de forstode, at Tidsevigheder maatte svinde, før Lyset til fulde havde opsuget Mørket og til fulde fjernet det fra Jorden.

     Og de Yngste førte deres ældste Broder til et Sted, hvor han i Stilhed kunde hvile og gennemtænke alt det, der var sket.

     Derefter droge de til det sidste Opholdssted om Jorden, for en kort Stund at hvile i de skønne Boliger, de saa længe havde savnet. ”

 

Side 96  (sidste Afsnit af  "ARDOR’s Beretning"  i Vandrer mod Lyset) :

     Se, jeg, Ardor, den Ældste, engang Mørkets Tjener, fulgte vor Faders Bud og talede om det Mørke, de Lidelser og den Elendighed, mit Fald og min Synd bragte over Menneskene, mine Skabninger. Og ved eder taler jeg til alle Mennesker, taler til de Slægter, der ere, og til de Slægter, der komme.

     Og jeg siger til eder alle: ”Frygter mig ikke! hader mig ikke, og forbander mig ikke! thi jeg er ikke længer Helvedes Fyrste, og Helvede er ikke mere!

     Og jeg beder eder inderligt, ifald I formaa at overvinde eders Had, at overvinde eders Vrede, da at tilgive mig, hvad jeg har syndet mod eder alle!

     Tilgiver mig, at vor Faders Fred og Velsignelse maa være over eder nu og i al Evighed!

                                                                                                 Amen

 

   &

 

                         3. september 2015                                                    A R D O R 

 

 

                                                                                                    P                    

 

 

 

 

 

 BEKRÆFTET   I   G U D’S   NAVN

 

z

 

Hanne  Leffler 

i alt

S a n d h e d

  

^µ

 

Dette Budskab er fremkommet ved, at ARDOR, der aldrig nogensinde har været inkarneret som menneske på jorden, som en Lysets Engel   befinder sig ved vor side. - Her giver han sig til kende og meddeler, at han ønsker at sende en Tale til hele Den danske Befolkning.

Efter at vi begge har budt ham hjertelig Velkommen   - lytter jeg og kan nu tydeligt "høre", hvad der bliver mig indgivet under tankeinspiration. - Kirsten skriver alt ned sætning for sætning. –

Det er hver gang en oplevelse at modtage en Hilsen fra så højtstående en ÅND.   

 

                                                      Kirsten Pedersen         Hanne   Leffler     

     ^]

leffler@webspeed.dk

T T T