Fra KIM MALTHE-BRUUN, der gik til modstand mod den tyske Værnemagt under Besættelsen modtog vi den 13. august 2001 denne hjertegribende HILSEN til DANMARK. - Kim var 22 år, da han blev henrettet den 6. april 1945 knapt en måned før Befrielsen:

TTT h

Denne HILSEN har Hanne Leffler modtaget

under tankeinspiration

den 13. august 2001

K i m M a l t h e - B r u u n

( 8. juli 1923 - 6. april 1945 )

som en

vHILSEN TIL DANMARK v

Til Danskerne i det lille nordlige Land Danmark fra en Person,

som intet højere ønske havde end at forblive Dansker længere,

end Han fik lov til.

Må Jeg have lov at favne Jer alle i Danmark ! Mit hjerte er så fyldt til randen af glæde over

at kunne tale til Jer på denne måde, at følelserne er ved at løbe fuldstændig grassat, og Jeg

føler trang til at sige til hver enkelt af Jer:

Kære danske Medborger.

Slå dine øjne op og se dig omkring, for dét, du da vil se, må helt bestemt fryde dig. Ikke alene er himlen endnu mere tindrende blå end nogensinde før, men er det ikke også ligesom om solens lys er blevet intensiveret, så man næsten ikke fatter, at dette lys kommer fra solen.

Endnu en ting lyder skønnere end nogensinde, og det er fuglesangen. – Menneskene må sommetider føle sig hensat til en jordisk paradisisk Have; - og menneskene selv - ja men menneskene selv er da dem, der har forandret sig allermest.

Aldrig nogensinde før i Danmark har der været så megen hjertelighed, så megen venlighed og så megen smil og glæde blandt det Folk, der kalder sig danske.

Jeg, der bar det jordiske navn Kim Malthe-Bruun, da Jeg levede iblandt Jer, må gnide mine øjne og se mig omkring i det Danmark, der engang var mit, for det minder påfaldende om det Paradis, Jeg lige har forladt.

¬ ¬ ¬

Kære, kære Landsmænd.

Er I klar over, hvad der er sket i Jeres Land ? Ellers kan Jeg fortælle Jer det.

Der er sket et Under i Danmark, et Under, der går langt ud over Landets grænser, og når Jeg siger Under, er det fordi, Jeg ikke har noget andet ord for dét, der er sket.

Lad mig begynde med at præsentere hende, der er årsag til det, der er sket. Hendes navn er Hanne Leffler, og hun har båret den største Byrde af alle på Jorden.

Denne Byrde består i, at hun har været udsat for så meget Ondskab, som intet andet menneske nogensinde, og hun har båret sine Lidelser med en tålmodighed og en styrke, der er enestående. - Dette, der fandt sted over adskillige inkarnationer, blev årsag til, at hun afgav en Tilgivelse til den, der var årsag til alle hendes tunge Lidelser, og det er netop heri, Underet består

Når man er i stand til at afgive en sådan Tilgivelse så kan man ikke være et almindeligt menneske, og det er denne kvinde da heller ikke. Jeg kan fortælle, at den, der modtager mine ord til Jer i dette øjeblik, er hende, Jeg lige har omtalt, altså Hanne Leffler. Og Jeg har lyst til at beskrive hende for Jer, således som Jeg ser hende for mig i dette øjeblik.

Øverst oppe viser Jeg et billede af hende, så I kan få en lille fornemmelse af denne kvindes mildhed, kærlige udstråling og den glæde, der stråler ud fra hende, og som ikke kan undgå at gøre et dybt indtryk på alle, der møder hende. Dog - på billedet kan I kun se hendes rent jordiske udstråling.

Nu vil Jeg åbenbare endnu et billede af denne kvinde, og det er så smukt, at når Jeg skal bruge jordiske ord til at beskrive hende, så vil det ikke blive det helt samme billede som dét, der tydeligt står for mit øje lige nu.

^{^{^{^µ^µ^µ}}}

Hun er en Åbenbaring – en Åbenbaring af Lys og Ånd og Kærlighed.

Hendes sinds utrolige ydmyghed er af en sådan art, som ikke kan undgå at gøre indtryk på enhver, der møder hende; - og for de Engles vedkommende, der står overfor dette Væsen, vil hendes udstråling slå dem med en sådan styrke, at de vakler på grund af det Syn, der møder dem, når de besøger Hanne eller R e b e c c a , som hendes åndelige navn er.

Det mest forunderlige af det hele er, at der på Jorden er fremstået et menneske, som - sin lidenhed til trods - har formået at hæve sig selv op til en sådan position. Dette er en bedrift, som ikke burde kunne lade sig gøre, og som må virke fuldstændigt uforståelig i menneskeører.

¶ ¶ ¶

Jeg – Kim Malthe-Bruun vil nu give Jer en Åbenbaring af HIMLENS G U D , således som Han

fremstår for Vort øje:

Det mægtige Åndevæsen, som har skabt alt,

og som holder hele Universet sammen i sin altomfattende TANKE,

er Den, menneskene kalder G U D.

G U D er således Altings Ophav og vores alles kærlige FADER, og enhver Engel, som skulle

beskrive denne mægtige Åndeskikkelse, ville sige:

zG U D er det højeste udtryk for uendelig Kærlighed og Barmhjertighed, Visdom og Magt.

zG U D er det højeste udtryk for Lysets uendelige Kraft og Energi, og Han er det Centrum, alt levende centrerer sig om.

zG U D er basis for G l æ d e , F r y d og K æ r l i g h e d , idet Han er selve Glædens, Frydens og Kærlighedens Skaber og Bærer, og uden denne konstante FADER/MODER-Skikkelse ville Universets bestandige Væren øjeblikkelig stoppe.

zIngen kan overgå G U D i Visdom.

zDen Kærlighed, GUD møder ethvert af sine Børn med, - er uendelig.

zDen Kraft - G U D er i besiddelse af, og den Magt - G U D ejer - er uden ende, thi HAN er Almægtig.

G U D følger til stadighed alt, hvad der sker helt til det yderste af sit Univers, og Vi kan til

hver en tid rette en Bøn om hjælp til denne mægtige FADER, og Han vil bestandig give os

det, vi har behov for.

G U D er den, der har kæmpet den allerstørste, bitreste og hårdeste Kamp mod Mørket,

og da denne Kamp var fuldført, fremstod HAN som UNIVERSET's HERRE – uendelig i

A l m a g t , V i s d o m og K æ r l i g h e d .

z z z

I 1945 udkom Bogen ”Kim”, udgivet af min Mor, Vibeke Malthe-Bruun. Denne Bog er et uddrag af dagbog og breve fra mit syttende til enogtyvende år. Min Mor starter med et forord, som beskriver mit liv fra min tidligste barndom, og Bogen fortsætter derfra med breve.

Det første brev er et brev til Hanne; - hende Jeg mødte allerede som syttenårig. Jeg blev straks klar over mine følelser for hende, og bogen indeholder lige til dens slutning mange breve til hende, som blev mit livs kærlighed.

Jeg fik hyre som sømand og sejlede bl.a. til Polen, og mange af mine breve handler om dét, Jeg oplevede på disse ture. Jeg har overalt i mine breve flettet mine egne følelser og tanker med, og mange var temmelig dybsindige, når man betænker, at de er skrevet af en ganske ung sømand.

Her er et lille uddrag af et brev til Hanne, som Jeg skrev i Danzig – det senere Gdansk, den 22. maj 1941.

”Jeg vil sige dig, naar man gaar paa Dækket en mørk Aften med Stjerner og stirrer op mod Himlen, saa er det, ligesom om man kan ane Evigheden. - Saa aner man ganske svagt, hvor ubetydeligt et lille Hjul man er i den store Skæbnemaskine. Man har jo i virkeligheden slet ingen Betydning og har derfor heller ingen Berettigelse til på nogen Maade at stille Fordringer og Betingelser.

Kender du ikke den Følelse, man kan have, nar man er sammen med et virkelig stort og aandrigt Menneske? Man føler sig saa lille og ubetydelig og sidder kun og lytter med Andagt til, hvad han nu mener om de forskellige Problemer. Saaledes burde du og jeg også lytte med Andagt til den største Læremester, nemlig Livet, og gøre, hvad vi selv formaar for at lære af det. ”

I et andet brev skrevet i Pernavik, den 1. juli 1941 møder Jeg krigen og oplever dens totale meningsløshed, brutalitet og ondskab. Her er et par små uddrag af dette brev:

”Ellers er der noget forbandet ved at se saadan nogle store Kolosser glide langsomt af Sted og smide deres Bomber, uden at Antiluftskytset lader til at genere dem det mindste. Jeg kan, naar jeg ser dem sprede Død og Ødelæggelse over uskyldige, blive grebet af et afmægtigt Raseri og vilde give, hvad det skulde være, for at kunne bekæmpe dem. Jeg takker min Gud og Skaber for, at vi ikke har det saaledes i Danmark, og for at du ikke skal udsættes for den Nerveprøve, det er, ikke at vide sig sikker en Time i Døgnet.”

”Nu har der lige været Flyverangreb igen – hvor vilde det være velsignet enten at være ude af det hele eller ogsaa at være rigtig med i det. Denne passive Form er næsten uudholdelig. Hanne, hvor vilde jeg ønske, du var her. Saa vilde jeg glemme alt det forfærdelige, der sker rundt om os og være lykkelig. Jeg vilde kun leve for at gøre dig lige saa lykkelig – jeg vilde lade være med at gaa og spekulere saa haabløst paa, hvad Mening der er med alt det, der sker nu. Jeg vilde ikkemærke det Tryk, som Krigen alligevel lægger over os alle; – saa nu hyler Sirenerne igen.”

I 1944 besøgte Jeg Kirken i Rønne. Da Præsten hørte, at Jeg var et barnebarn af min Farfar Pastor Julius Friis–Hansen, foreslog han mig at gå ned og tale med en gammel troende kone, Martine Mortensen, som ville blive glad for at hilse på mig. Hun tog venligt imod mig, og vi talte lidt om Farfar og Farmor, som hun havde kendt personlig.

”Pludselig foldede hun Hænderne og begyndte at bede af hele sit Hjertes Inderlighed. Bad for vort elskede Danmark, bad for de danske Sømænd, bad for mine og bad for mig. Da hun var færdig og saa op på mig med sine gamle øjne, sagde hun: ”Det er saa fattigt, men jeg vilde gøre noget for Dem”.

Da jeg gik, trykkede hun min Haand saa haardt, at jeg var forbløffet, og vilde næsten ikke slippe den. Døren bandt, men hun greb i den og rykkede til, saa jeg var bange for, at hun skulle rykke sig af Led, men det lod til, at hun var vant til det.

Da jeg kom ud paa Vejen og gik mod Stationen, tænkte jeg paa hende. Jeg var saa bevæget, som jeg kun sjældent har været før. Jeg tænkte paa det lille Juletræ, der endnu stod i hendes Stue, og jeg vidste, at hun med det lille Træ prøvede at holde lidt igen på Tiden, der ubarmhjertigt fører hende frem mod Døden. Jeg følte, at hvert Minut skal leves, som om det er det første og det sidste. Vi unge er nær det evige uden at ane det. Livet er en evig Afsked; de unge lever trygt, - trygge ved den dybe følelse af, at de har hele Livet for sig”.

Y Y Y

I slutningen af september 1944 gik Jeg endeligt i land for at arbejde illegalt bl.a. med transport af våben over Øresund.

Den 19. december 1944 blev Jeg taget af Tyskerne i en lejlighed i Classensgade sammen med to kammerater. Jeg blev indsat i en Celle i Vestre Fængsel i København. Anklagen imod mig lød på ulovlig våbentransport og tilegnelse af en toldbåd til brug ved denne transport, som foregik om natten over Øresund. Jeg blev som alle andre udsat for forhør, og her er min beskrivelse af et sådant forhør - skrevet den 13. januar 1945.

”Du kommer ind i et Værelse eller en Gang og faar Lov til at staa med Ansigtet op ad Muren. Lad være med at staa febrilsk og tænke på, at du nu maaske skal dø. Er du bange for at dø, saa er du ikke gammel nok til at paatage dig Frihedskampen, eller i hvert Fald ikke moden nok. Er denne Tvangstanke i stand til at skræmme dig, er du det ideelle Emne for et Forhør. De stikker dig pludselig og umotiveret en paa Siden af Hovedet. Er du nogenlunde moden, er selve den Forsmædelse - at modtage en på Siden af Hovedet et saadant Chok, at Gestapo faar Overtaget og indpodet Ofret en saadan Forstemthed, at alt gaar efter deres Hoved.

Tag dem roligt og uden hverken Had eller Foragt, da begge Dele rammer deres overmaade saarbare Forfængelighed alt for stærkt. Betragt dem som Mennesker og brug deres Forfængelighed imod dem selv. Meget forsigtigt, naturligvis, saa lader man sig forbløffe af, hvor nemme de er at tumle.

For at tale om en anden ting, saa er det harmeligt at se, hvor nemt og frit det er for Tyskerne at transportere danske Statsborgere saavel til Tyskland som til Shell-Huset. Der burde gaas langt haardere frem mod deres Vogne og Materiel, end man hidtil har gjort.

Endnu en ting. Danskerne skal forandre deres Syn på Gestapo. Husk, at I som oftest er Elite, eller burde være det, medens de andre for en stor Del er noget nervøst Rak (ganske vist af samme Grund hensynsløse).

Husk, det er ikke Leg, og at I ikke kan sige ”Helle”, naar Tampen begynder at brænde for vort Lands Skyld og for vor egen skyld. Og det er ikke nok, at I husker paa det. I skal arbejde det ind i jeres Bevidsthed, til det er blevet en Del af jeres Indstilling.”

X X X

I min Celle i Vestre Fængsel havde Jeg rig lejlighed til at filosofere over mangt og meget. Her er lidt Kim Malthe-Bruun filosofi fra den 27. marts 1945:

”Jeg har mange Gange tænkt paa Sokrates´ Forsvarstale. Jeg tænkte blandt andet paa den sidste Gang jeg gik til Forhør. Sokrates siger i Indledningen, at han på Forhaand ved, hvad Udfaldet vil blive, at han ikke i Løbet af de timer, han har til sin Raadighed, er i Stand til at overvinde den Modvilje, der behersker deres Sind imod ham, en Modvilje, som igennem Aar er blevet arbejdet ind i dem som uendelig mange smaa, fine Naalestik, saa de nu føler den som en Del af sig selv. Han ved, der skal lang Tid til at dække dette Billede og til at danne et nyt. Jeg følte det samme. Disse Mennesker, jeg skulde op til, de var igennem mange Aar blevet lært op til en ganske bestemt Opfattelse af al Ting, og de vilde i deres Sind være præget af en ganske bestemtIndstilling overfor mig. Paa enhver Maade var jeg bundet paa Hænderne, saa den eneste Maade, jeg kunde give Udtryk for, hvad der laa i mig, var igennem de Svar, som jeg skulde give på Spørgsmaal, der var stillet og formuleret af dem. Jeg forstaar, hvad Sokrates har følt, og jeg forstaar, at en moden Mand som han matte handle, som han gjorde.

Jeg har også siden mange Gange tænkt på Jesus. Jeg kan godt forstaa den grænseløse Kærlighed, han har følt til alle Mennesker og især til alle dem, der var med til at drive Naglerne gennem hans Hænder. Han har været hævet langt over enhver Lidenskab fra det Øjeblik, han forlod Gethsemane Have. Kun da han vaagede, følte han Angsten, saaledes som Kaj Munk sikkert også har følt den, lige inden han blev ført ud i bilen, inden han har følt sig i Kontaktmed dem, som blev hans Banemænd. Saa snart de er kørt af, har han sikkert følt sin Overlegenhed, og denne har givet ham baade Værdighed og Styrke.

Ligeledes med Jesus. I samme Nu, Judas kyssede ham paa Kinden, har han sikkert faaet hele sin Sjæls Ro og Overlegenhed igen. Saa er han skyllet frem paa en vældig Bølge, der til sidst skyllede ham ind i Døden. Den har rejst sig saa vældigt i hans eget Sind, at der intet Øjeblik har været noget svagt og vaklende. Da han har staaet overfor sine Bødler, har de fysisk set bragt ham ud over alt det jordiske. Han har befundet sig saa frigjort og opløftet, at han ikke har kunnet se dem med almindelige Menneskers Øjne, men derimod med en uendelig Overlegenhed og Overbærenhed, som altid følger med, naar man kan se den smalle Horisont, som de andre handler ud fra.

Den Lutrelse, man føler, gør, at man pludselig ser Verden fra et helt nyt Stade. Et Stade, der er højt hævet over alt, hvad der hedder Smerte og Angst. Man er saa højt hævet og sidder saa urørligt, at Basis for det Had, man ellers føler som Følge af den Frygt, de indpoder os, forsvinder.

Alle de, som i det daglige Liv staar en nær, trænger sig ikke ind paa en i det Øjeblik.

De staar kun fjernt, og man sender dem kun i forbigaaende en kærlig Tanke, hvorimod alt det, som har staaet for en som de helligste Idealer, vokser og bliver Hovedbestanddelen af ens Sjæl.”

X X X

” Ved oprydningen i Vestre Fængsel efter Kapitulationen fandt en Frihedskæmper et Brev, Kim havde modtaget fra Nitte i Slutningen af Februar – bag på dette har han, sikkert for at frigøre sig af sine Følelsers Pres og uden nogen tanke for, at det nogen sinde skulde læses af andre, skrevet det nedenstaaende. Arket var beskrevet helt oppe fra øverste venstre Hjørne og helt ned, med en lille bitte Skrift, utvivlsomt har det været fortsat eller skullet fortsættes, da et I er klemt ind i det øverste Hjørne. Har det været forsat, er Resten gaaet tabt, Fra Vidner inden for Fængslets Mure ved vi, at han efter Tortur er baaret bevidstløs op i sin Celle. ”

3. Marts 1945

”I Gaar sad jeg ved Bordet. Jeg kiggede forbavset på mine Hænder; de rystede. Jeg sad og spekulerede lidt over det. Det maa altså virke rent fysiologisk paa en. Pludselig, medens jeg sad her ganske alene, kom der en voldsom Trang til at tegne noget op i mig. Jeg rejste mig og begyndte at ridse løst op på Væggen. Hurtigt fangede det mig og holdt mig fast og fyldte mig mere og mere. En Bondemand ved et Pigtraadshegn fødtes under min Haand. Jeg satte mig, rejste mig og rettede, satte mig igen og følte, hvor langt bedre denne var lykkedes end nogen tidligere. Jeg arbejdede paa den hele Dagen. Tusinder af Ting vilde ikke lykkes for mig. Jeg spekulerede, spændte min fantasi og var pludselig fuldstændigmat. Jeg viskede det hele ud, og har siden da følt Lede ved den blotte Tanke om at tegne.

Jeg har siden tænkt over det mærkelige, der egentlig er sket med mig. Lige bagefter følte jeg en ubeskrivelig Lettelse, en jublende Sejrsrus, en Glæde saa urimelig, at jeg følte mig lamslaaet. Det var, som om Sjælen helt havde gjort sig fri af Legemet, som om disse to boltrede sig som frie Væsener, den ene i en fuldkommen frigjort overjordisk Rus, den anden væltede sig rundt i den mest jordbundne, lidenskabsløse Krampe. Jeg forstod pludselig, hvor fantastisk stærk jeg er (maaske det sidste for at stimulere mig selv). Da Sjælen igen kom tilbage til Legemet, var det, som al Verdens Jubel var samlet, men det gik som med saa mange andre Nydelsesmidler, da Rusen var ovre, kom Reaktionen. Jeg opdagede, at jegrystede på Haanden. - Der var noget spændt i mig; - det var, som om et Element i Hjerterødderne var kortsluttet og nu hurtigt afladede sig. Jeg var som den nydelsessyge, der hentæres af Længsel. Og dog var jeg saa rolig og mit Sind langt stærkere end nogen sinde før.

Alligevel, uden at jeg er bange, uden at jeg viger tilbage, banker mit Hjerte hurtigere, hver Gang der er een, der standser uden for min Dør. Det maa være noget rent fysisk, selv om det jo saa afgjort er et Sanseindtryk, der foraarsager det.

Det slog mig allerede lige bagefter, hvor jeg nu forstaar noget nyt af Jesus-Skikkelsen. Det er Ventetiden, der er Prøven.

Jeg forsikrer for, at faa drevet et Par Nagler gennem Hænderne, at dø på et Kors, er intet udover noget rent mekanisk, der sætter ens Aand i en Sanserus, der ikke kan sammenlignes med noget andet. Men Ventetiden i Haven, - den drypper af rødt Blod.

Endnu en mærkelig ting. Jeg følte overhovedet intet Had. Min Krop skete der noget, det var kun en Drengs Krop, og den reagerede som saadan, men min Aand var optaget af noget helt andet, den saa nok de smaa Væsener, der var sammen med mit Legeme, men den var alt for fyldt af sig selv til at fæstne sig nærmere ved dem.

Og jeg har lært noget om at sidde alene. Det er, som om man er naaet helt ned på Klippebunden, den Bund, som ellers er dækket af Egoisme, Forfængelighed, Kærlighed og alle Hverdagslivets andre Tilskikkelser, og det skærer i denne Bund, det erdetElement, som er kortsluttet. Det vil dækkes, det vil føle en Dyne over sig. Sidder man flere sammen, er deres Interesse, deres Snak en Balsam, en Dyne, der straks lægger sig som et varmende Omslag på Klippen. Sidder man alene, er det som en stor Hudafskrabning. Den vil ikke lade en være i Fred; man kan ikke læse (Strømninger(Brandes)), Sjælen maa som Legemet hele Tiden op og gaa på Gulvet. Jeg forstod pludselig, hvad Vanvid er, men jeg vidste, at dette var som med alt andet, der er hændt mig. I Løbet af nogle Dage vilde jeg igen være mig selv.

Jeg ser somme Tider et skønt Billede, ingen af jer er deri. Det er mig selv til Hest ude i det fri. Jeg føler, at jeg maa have Børn om mig, ikke Voksne. Jeg har tænkt paa Søen og længes, men den skal være rolig, for jeg vilde ikke kunne tage Søsygen nu. Det er et mærkeligt Billede med Hesten, der er, ligesom Barndommen vælder op i mig igen.”

¬ ¬ ¬

Den 4. april 1945 blev jeg stillet for en domstol og dømt til døden. Hvordan jeg tog det, kan dette brev – skrevet samme dag til Hanne i Vestre Fængsels Tyske Afdeling, Celle 411 bedst beskrive:

”Min egen lille Unge.

Jeg blev i Dag stillet for en Domstol og dømt til Døden. Et forfærdende Budskab for en lille Pige paa tyve Aar. Jeg har faaet Lov at skrive dette Afskedsbrev, og hvad skal jeg skrive. Hvorledes skal denne min Svanesang saa forme sig.

Tiden er kort – Tankerne mange, hvad er det sidste og dyreste, jeg kan give dig. Hvad ejer jeg, som jeg her i Afskeden kan give dig, saa du med Sorg og dog med et lykkeligt Smil lever videre, vokser og bliver stor.

Vi sejlede på det vilde Hav, vi mødte hinanden fortrolige som legende Børn, og vi elskede hinanden. Det gør vi endnu, og det vil vi blive ved med, men en Dag skilte Storme os; - jeg stødte paa Grund og sank; - du blev skyllet op paa en ny Kyst. Du skal leve videre i en ny Verden. Du skal ikke glemme mig, det forlanger jeg ikke, hvorfor skulde du glemme noget, der er saa skønt, men du maa ikke blive afhængig af det, du skal glide videre lige let og dobbelt lykkelig, for Livet skænkede dig paa din Vej det dejligste dejlige. - Riv dig løs, lad dette lykkeligste lykkelige være alt for dig, lad det straale som det stærkeste og klareste af alt, men lad det kun være et af de gyldne Minder, lad det ikke blænde dig, saa du ikke kan se alt det dejlige, du har til gode. Du maa ikke blive tung, du skal blive moden og rig, hører du, men egen kære Unge.

Du lever videre og vil møde andre dejlige Eventyr, men lov mig, det skylder du alt det, jeg har levet for, at aldrig vil Tanken om mig stille sig mellem dig og Livet. Husk, jeg er en Kerne i dig, og at jeg forladerdig, betyder kun, at alene Kernen lever videre. Den skal være sund og naturlig, den skal ikke optage for megen Plads, og efterhaanden som større og vigtigere Ting kommerfor, skal den glide i Baggrunden og netop være en lille del af den Jordbund, der er fuld af Lykke og Udvikling.

Du føler en Skæren i Sindet. - Det er Sorgen, siger man, men Hanne, se længere; - vi skal dø, og om jeg sover hen lidt før eller senere, det kan hverken du eller jeg sige, om det er godt eller ondt.

Jeg tænker på Sokrates, læs om ham, og du vil høre Platon udtale, hvad jeg føler lige nu. Jeg holder grænseløst meget af dig, men ikke mere nu, end jeg altid har gjort. Der er ikke noget, der skærer mig i Hjertet; - saadan er det nu engang, og det skal du indse. Jeg har noget, der lever og brænder i mig – en Kærlighed, en Inspiration, kald den hvad du vil, men noget som jeg endnu slet ikke havde fundet Udtryk for. Nu dør jeg, og jeg ved ikke,om jeg har tændt en lille flamme i et andet sind, en flamme, som skal overleve mig, men endda er jeg rolig, for jeg har set og ved, at Naturen er rig; - ingen mærker om nogle enkelte Spirer bliver traadt under fode og dør derved. Hvorfor skulde jeg saa fortvivle, nar jeg ser al den Rigdom, som endda lever.

Løft Hovedet du mit Hjertes aller dyrebareste Kerne, løft og se, Havet er blaat endnu, det Hav som jeg elskede, og som har indhyllet os begge. Lev du nu for os begge. Jeg er væk og borte, og det, der er tilbage, er ikke et Minde, som gør dig til Kvinde i ….s Stil, men til en Kvinde, der er levende og varm, moden og lykkelig.. Ikke noget med at hæve dig for at sidde oven på Sorgen, for saa stivner du og bliver hellig i din Tro paa mig og paa dig selv, og du vil miste det, jeg elskede højest af alt hos dig – nemlig din Kvindelighed.

Husk, og det sværger jeg dig til er sandt, at al Smerte bliver til Lykke, men kun de færreste vil nogen Sinde senere indrømme det overfor sig selv. De hyllede sig i Smerten, og Vanen fik dem til at tro, at det stadig var Smerte, og de hyllede sig stadig i den. Sandheden er, at efter Smerte kommer Dybde, og efter Dybden kommer Frugt.”

X X X

Min Far fik den 6. april 1945 fra den tyske Rigsbefuldmætigede i Danmark Dr. Werner Best et brev, der var skrevet på tysk. I brevet beklages det, at de har været nødt til at henrette hans Søn, Kim Malthe–Bruun, og at det havde været umuligt for dem at ændre dommen, da alle andre sabotører og terrorister havde modtaget samme dom.

Min Mor, Vibeke Malthe–Bruun modtog fra Udenrigsministeriet et brev, der var dateret den 7. april 1945.- I dette brev fik min Mor meddelelsen om, at ansøgningen om benådning af mig var blevet afslået, og at min dødsdom var fuldbyrdet.

Det er altid sørgeligt, når unge mennesker må lade livet, fordi de har kæmpet for den sag, som lå dem så stærkt på sinde, at de ikke kunne lade være, fordi de følte, at det var det rette, de gjorde.

I mit tilfælde var det både sørgeligt og glædeligt. Det sørgelige har Jeg nævnt. Det glædelige består i, at Jeg fik lejlighed til, til det sidste at sende mine nærmeste breve om mit livs forløb og dets slutning, og alle disse breve, hvoraf I nu har fået et lille uddrag, er blevet udgivet i bogen ”Kim” ved min Mor Vibeke Malthe–Bruun´s hjælp.

Jeg ønsker herigennem at give min elskede Mor en Tak

for hendes indsats ved Bogens udgivelse.

X X X

Også en anden ønsker Jeg at takke, og det er hende, som bærer det åndelige navn Rebecca. Jeg stod ved hendes side, da hun læste min Bog, og hendes dybe medfølelse med min skæbne og hendes tårer rørte mig så dybt, at næppe noget menneske kunne have læst min bog med større indlevelse, forståelse, glæde og sorg - end hende.

I hele Danmarks påhør ønsker Jeg at sige til hende:

Hanne, da du læste min Bog, gik det op for mig, hvem det var, jeg havde foran mig ! - Det var ikke en almindelig kvinde. Det var et menneske med så stort et følelsesregister og så stærk og udviklet en Kærlighed, at det måtte være et menneske, G U D selv har sat på Jorden, og til hende vil Jeg slutte min Hilsen til Danmark med ordene:

Hanne Harryetta Leffler.

Modtag min - Kim Malthe–Bruun´s Tak, fordi du, som det lydhøre Medium, du er, i dag har

modtaget mine Tanker, så de nu kan læses af mennesker i det Land, der blev mig kærest af

alle på Jorden – DANMARK.

Tak Hanne ! Tak Danmark !

13. august 2001

K i m M a l t h e - B r u u n

BEKRÆFTET I G U D’S NAVN

Hanne Leffler

i alt

S a n d h e d

^µ

oprindelig tekst : Holger Drachmann melodi: N. O. Hillebrandt

                                                                        De vog dem, vi grov dem en grav i vor have,
                                                                        lagde dem ved siden af den alfar vej.
                                                                        Alle vore blomster skal smykke deres grave.
                                                                        Hør, I danske Piger, - I forglemme det ej !
                                                                        Hvem gemmer vi vel ellers vore kranse til !
                                                                        Ene til de, der er faldet !
                                                                        De døde har vi tegnet os i vore hjerter ind.
                                                                        De kom, de danske mænd, da de blev kaldet !

                                                                        De ligger og lytter i Jorden dernede,
                                                                        lytter til hvert fodtrin på den alfar vej,
                                                                        lytter, om på landsmål en læbe vil bede.
                                                                        Hør, I danske Piger, - I forglemme det ej !
                                                                        Hvem gemmer vi vel ellers vore blomster til !
                                                                        Ene til de, der er faldet !
                                                                        De døde har vi tegnet os i vore hjerter ind.
                                                                        De kom, de danske mænd, da de blev kaldet !

nænsomt ændret den 6. november 2004 af

HOLGER DRACHMANN

T T T

Jeg ved, hvor der findes en have så skøn

Tekst: Mads Hansen, 1870
Melodi: J. A. P. Schulz, 1790

^{^|||||}

                                                       Jeg ved, hvor der findes en have så skøn,
                                                            hvor søen er blå, og hvor skoven er grøn,
                                                            hvor fuglene bygger i løv hækkens ly
                                                            og flyver hver morgen med sang over sky.

                                                            Og midt i den friske og gyngende sø
                                                            der dukker af dybet den dejligste ø,
                                                            og søen af prægtige skibe er fuld -
                                                            og øen af frugt og af blomster og guld.

                                                            Der risler en kilde, der rinder en å,
                                                            og højene ere så runde og små,
                                                            og engen er blød, så det ret er en lyst
                                                            at tumle sig der og få lettet sit bryst.

                                                            Der danse småpiger med blomster i hat,
                                                            en rød og en hvid har på brystet de sat,
                                                            og drengene lege med harpe og sværd
                                                            og synge så glade om danemænds færd.

                                                            Jeg tror det for vist, at der ej er en plet
                                                           på jorden, hvor alt er så blødt og så net
                                                            som haven, hvor øen i søen er lagt,
                                                            kom, så skal jeg vise dig hele dens pragt!

                                                           Se ud over dal, over mark, over sund,
                                                           så ser du en have med løvsal i lund,
                                                           med blomster i enge og sølvspejl i vand,
                                                           og haven er Danmark, vort fædreneland.

d d d