Denne HILSEN   har  Hanne Leffler   modtaget
 under  tankeinspiration 

den 30. september 2019 af

                   
  Salmedigteren

Hans Adolph  Brorson

                 (1694-1764)
                       EN HILSEN TIL DANMARK







Når Jeg – Hans Adolph Brorson har ønsket at sende denne Hilsen til Danmark,

så er det simpelthen,

fordi Jeg har så meget at sige Danskerne i dag.

.

Jeg ønsker i denne Hilsen at lægge allermest vægt på de mange Salmer, Jeg som Brorson fik skrevet. Allerede som barn blev jeg meget betaget af de vækster,  G U D lader gro på vores Jord. For eksempel kunne Jeg længe gå og kærtegne det flotte græsstrå, jeg netop havde plukket, og dette satte så mange tanker i gang hos mig, at Jeg på et senere tidspunkt skrev Salmen: Op al den ting, som G U D har gjort.

                                                Det mindste græs jeg undrer på
                                                i skove og i dale,
                                                hvor skulle jeg den visdom få,
                                                om det kun ret at tale!

Kong Christian VI – den store Pietet – blev på et tidspunkt opmærksom på Brorson-brødrene - ”Det rare kløverblad fra Randrup”. Det var Broder Brorson, Nicolaj og mig som den yngste Hans Adolph Brorson, som blev benævnt på denne måde, og vi endte alle tre som Præster, - Broder blev Biskop i Ålborg og Jeg endte som Stiftsprovst i Ribe.

Det har givetvis været verset:

                                                     Gik alle Konger frem på rad                                     
                                                          i deres magt og vælde,
                                                       de mægted ej det mindste blad
                                                            at sætte på en nælde

der greb Kongen så stærkt, at Han gjorde mig til Biskop.



Erik Pontoppidan skrev om ham:
”Han søgte at anvende sin Ensomhed til en inderligere Omgang med Gud i Christo, i hvilken Aandens Skole han under mange Prøvelser erfor Guds Troskab, ja ret fornam og saa, hvor venlig Herren er imod dem, som haabe paa ham.

Jeg startede som Hjælpepræst i Tønder og på det tidspunkt var det mest almindelige, at salmebøgerne var på tysk. I 1732 udgav Jeg et lille beskedent hæfte beregnet for den dansktalende del af byen. Hæftet hed:

”Nogle Julepsalmer / GUD til Ære Og Christne-Siæle / i sær siin elskelige Meenighed til Opmuntrring til den forestaaende Glædelige Jule-Fest Eenfoldig og i Hast sammenskrevne Af H.A.B.”

Dette lille hæfte rummede  blandt andet mine kendte Julesalmer som  - Mit hjerte altid vanker, Her kommer Jesus dine små, I denne søde Juletid, - idet Julen for mig var en Glædesfest.

.

1.    I denne søde juletid
tør man sig ret fornøje
og bruge al sin kunst og flid
Guds nåde at ophøje;
ved ham, som blev i krybben lagt,
vi vil af ganske sjælemagt
i ånden os forlyste;
din lov skal høres, frelsermand,
så vidt og bredt i verdens land,
at jorden den skal ryste.

2.    En liden søn af Davids rod,
som er og Gud tillige,
for verdens synders skyld forlod
sit lyse Himmerige;
det var ham svart at tænke på,
at verden skulle under gå,
det skar ham i hans hjerte;
i sådan hjertens kærlighed
han kom til os på jorden ned,
at lindre al vor smerte.

3.    Vor tak vi vil frembære da,
endskønt den er kun ringe,
hosianna og halleluja
skal alle vegne klinge,
Guds ark er kommen i vor lejr,
thi synger vi om fryd og sejr,
mens hjertet sig kan røre;
vi synger om den søde fred,
at Helvede skal skælve ved
vor julesang at høre.

4.    Gud er nu ikke længer vred,
det kan vi deraf vide,
at han har sendt sin Søn herned
for verdens synd at lide.
Det vorde vidt og bredt bekendt,
at Gud sin Søn for os har sendt
til jammer, ve og våde;
hvo ville da ej være fro
og trøstig lade alt bero
på Guds, vor Faders, nåde!

5.    Som natten aldrig er så sort,
den jo for solen svinder,
så farer al min kummer bort,
når jeg mig ret besinder,
at Gud så hjertens inderlig
af evighed har elsket mig
og er min broder vorden;
jeg aldrig glemmer disse ord,
som klang i engles julekor:
Nu er der fred på jorden!

6.    Og blandes end min frydesang
med gråd og dybe sukke,
så skal dog korsets hårde tvang
mig aldrig munden lukke;
når hjertet sidder mest beklemt,
da bliver glædens harpe stemt,
at den kan bedre klinge,
og knuste hjerter føler bedst,
hvad denne store frydefest
for glæde har at bringe.

7.    Halleluja! vor strid er endt,
hvo ville mere klage!
hvo ville mere gå bespændt
i disse højtidsdage!
Syng højt i sky, Guds kirkeflok:
Halleluja! nu har jeg nok,
den fryd er uden lige!
Halleluja, halleluja!!
Guds Søn er min, jeg går herfra
med ham til Himmerige.

.


I de næste år udgav Jeg 11 små hæfter, som alle blev sunget med stor glæde af Menigheden, skrevet som de alle var på dansk.

Da Jeg i 1739 blev Biskop over Ribe Stift, samlede Jeg alle de små Tønderhæfter i een udgave, som fik navnet ”Troens rare Klenodie”.  Min Salmedigtning var overalt præget af dyb interesse for Troens oplevelses- og erfaringsdimensioner og af en spiritualitet, som rækker tilbage til tidligere Mystikere som Bernhard af Clairvaux.


Som Præst og Biskop dengang måtte en hel naturlig fromhed være til stede i alt, hvad Præsten sagde og gjorde; - men dette faldt mig overalt såre naturligt. Som Biskop havde man yderligere det hverv at skulle holde opsyn med de Præster, der hørte til området og besøge dem alle jævnligt for at se, om alt gik rigtigt til. Da Jeg dertil havde Kone og børn og meget andet at se til som Biskop, følte jeg sommetider, at Jeg var ved at slide mig op, når Jeg kom træt hjem. Min Pligtfølelse drev mig, og Jeg formåede at klare det næsten til det sidste.

Mine bedste Stunder havde Jeg, når Jeg i fred og ro inde på mit Studerekammer kunne formulere mine tanker i de mange Salmer, det lykkedes mig at skrive som Brorson.

Jeg – Hans Adolph Brorson ønsker nu at give Danskerne en hel dugfrisk Salme på melodien -  Den yndigste rose er fundet:

.


1.    Den Rose så yndig blev givet
til Verden, og stedse oplivet
os alle på Jord uden mage.
Vi takke må G U D alle dage!

2.    Vor Jord – ak, til meget den trængte!
Til Lys allermest Jorden trængte.
Men hvem skulle klare den Byrde;
hvem kunne dog bære den Byrde?

3.    Hvem havde vel Modet til dette;
ak, hvem havde Kraften til dette?
Og hvem kunne alting forsage
i alle de livsskabte dage?

4.    Af alle vor Jords milliarder
var een kun i de milliarder,
der vovede Mørket at bryde;
og Livet til sidst selv at yde!

4.    En Kvinde så fnuglet på Jorden
stod frem for Os alle på Jorden.
Skønt svag som en kvinde hun voved
at yde det Offer, hun loved!

5.    Hun standsede aldrig på vejen,
endskønt hun vel kendte, at vejen
var byrdefuld som ingen anden; -
med kærlighed opfyldt til randen.

6.    Hun nåede Målet – den lille,
og kunne al Sorgen helt stille.
Den Rose, G U D satte på Jorden,
den lyser nu for Os i Norden.

7.    Det er Vores dejlige Hanne,
som tappert mod Mørket ku’ stande
Hun gik vejen, ingen ku’ vandre,
for alt på vor Jord at forandre.

  G U D:
8.    Til Hanne i dag vil JEG sige:
Du var Jordens tapreste Pige!
Du bar det, som ingen ku’ bære,
og Takken er din med stor Ære!

.

30. september 2019                                           Hans Adolph Brorson

                                      BEKRÆFTET  I  G U D's  NAVN







G U D:
JEG ønsker at takke Hans Adolph Brorson for denne dejlige Hilsen til Danmark ved her at sætte vers 8 fra –
                                                  Op al den ting, som Gud har gjort  :
                                                Hvad skal jeg sige, når jeg op
                                                   

                                                    til Gud i ånden farer
                                      

                                      og ser den store kæmpetrop
                                                 

                                                af blide engleskarer?

JEG kan fortælle, at Min Engleskare, som tæller mange, mange millioner, alle sammen venter på det øjeblik, hvor I -  Mine dyrebare Børn bliver endelig løst fra Jorden og derefter vandrer den lige vej til MIT RIGE og MIN FAVN.

I alle de 5 millioner år, der har været mennesker på Jorden, har Englene uafbrudt arbejdet hen mod dette Mål, som de uophørligt ser frem til med dyb Længsel.

JEG beder Jer alle forstå, hvilken Sorg I gør Englene, hvis I undlader at lytte til deres advarende Røst (Samvittigheden) og går Jeres egne veje – dvs. Mørkets Veje. Hver eneste een af Mine Engle er utrøstelige, hver gang dette sker.

JEG beder hvert eneste menneske på Jorden om at følge Lyset og det gode i Jer selv; - for da vil I alle stå med Sejren i hænde, og den Jubel, dette vil afstedkomme, vil klinge i Al Evighed!

                                   Tak Hans Adolph Brorson !  Du vandrede hele tiden den Vej

                                            du i dit Hjerte havde lovet MIG at vandre.

30. september 2019                                                           G U D
                             

   
Efterskrift:

I Ribe er Brorson til stede i det daglige, ikke kun ved Taarnborg og statuen af ham udenfor Ribe Domkirke, men også gennem klokkespillet, der spiller tonerne fra hans salmer over den gamle by.

Brorsons Kirke på Nørrebro i København er opkaldt efter den store danske Salmedigter.

•    Det saas  i Vanære
det opstaar i Herlighed.
Det saas i Forkrænkelighed.
Det opstaar i Uforkrænkelighed.

Efter Hans-Adolph Brorsons død fandt hans sønner nogle efterlade salmer, som de udgav i heftet Svanesang !
















Salmer fra Nettet: Den yndigste rose - Op al den ting - Her kommer Jesus dine små



Den yndigste rose er funden
Tekst: H. A. Brorson, 1732 - Melodi: Fra 1500-tallet
Den yndigste rose er funden,
blandt stiveste torne oprunden,
vor Jesus, den dejligste pode,
blandt syndige mennesker gro'de.

Alt siden vi tabte den ære,
Guds billedes frugter at bære,
var verden forvildet og øde,
vi alle i synden bortdøde.

Da lod Gud en rose opskyde
og sæden omsider frembryde,
at rense og ganske forsøde
vor slægts den fordærvede grøde.

Al verden nu burde sig fryde,
med salmer mangfoldig udbryde,
men mangen har aldrig fornummen,
at rosen i verden er kommen.

Forhærdede tidsel-gemytter,
Så stive som torne og støtter,
hvi holde I eder så ranke
i stoltheds fordærvede tanke.

Ak, søger de ydmyge steder,
i støvet for frelseren græder,
så få I vor Jesus i tale,
thi roserne vokse i dale.
Op al den ting, som Gud har gjort
Tekst: H. A. Brorson, 1734
Melodi: Bøhmisk melodi, omkring 1550
Op al den ting, som Gud har gjort,
hans herlighed at prise!
Det mindste, han har skabt, er stort
og kan hans magt bevise.

Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.

Det mindste græs jeg undrer på
i skove og i dale,
hvor skulle jeg den visdom få
om det kun ret at tale!

Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
at alle skove vrimle,
de mange fuglesving, der sker
op under Herrens himle!

Hvad skal jeg sige, når jeg går
blandt blomsterne i enge,
når fuglesangen sammenslår
som tusind harpestrenge!

Hvad skal jeg sige, når mit sind
i havets dybe grunde
kun dog så lidt han kige ind
og ser så mange munde!

Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
hvor stjerneflokken blinker,
hvor mildt enhver imod mig ler
og op til himlen vinker!

Hvad skal jeg sige, når jeg op
til Gud i ånden farer
og set den store kæmpetrop
af blide engleskarer!

Hvad skal jeg sige? - Mine ord
vil ikke meget sige:
O Gud, hvor er din visdom stor,
din godhed, kraft og rige!

Op, stemmer alle folk på jord
med frydetone sammen:
Halleluja, vor Gud er stor!
Og himlen svare: Amen!





                                      Her kommer, Jesus, dine små
                                                                         Tekst: H. A. Brorson, 1732
                                                                        Melodi: J. A. P. Schulz, 1786
Her kommer, Jesus, dine små,
til dig i Betlehem at gå,
oplys enhver i sjæl og sind
at finde vejen til dig ind.

Vi løber dig med sang imod
og kysser støvet for din fod,
o salig stund, o klare nat,
da du blev født, vor sjæleskat!

Velkommen fra din himmelsal
til denne verdens tåredal,
hvor man dig intet andet bød
end stald og krybbe, kors og død.

Men Jesus, ak, hvor går det til
at dog så få betænke vil
den inderlige kærlighed,
som drog dig til vor jammer ned?

Så drag os ganske til dig hen,
o Jesus, du vor sjæleven,
at hver af os så inderlig
i troen må omfavne dig.

Lad verden ej med al sin magt
os rokke fra vor dåbes pagt,
men giv, at al vor længsel må
til dig, til dig alene stå!

Så skal det ske, at vi engang,
blandt alle helgens frydesang
i himlens søde paradis
skal prise dig på englevis.

Her står vi nu i flok og rad
om dig, vort skønne hjerteblad!
Ak, hjælp at vi og alle må
i himlen for din trone stå!