Denne Åbenbaring  har Hanne Leffler  modtaget                        
under  tankeinspiration   den 22. januar 2020 af

Hende, det lykkedes for








Jeg har fået lov at åbenbare noget,
der er så smukt, helligt og enestående, at dets lige ikke findes.

Først vender vi os mod Værket ”Vandrer mod Lyset” og gengiver disse skønne afsnit fra ARDORs Beretning:
ARDOR = DJÆVELEN = Den Ældste

.

Side 93, 94 og 95:

     ”Med Angest og Rædsel saa den Ældste Lyset vælde frem, saa dets klare, rene Bølger bortskylle det ødelagte Rige, opsuge de onde Dunster og sprede det tætte Mørke.
     Og i sin Rædsel flygtede han derfra, flygtede fra Sted til Sted hen over Jorden.
     Men Lysets evigt strømmende Bølger fulgte ham og lagde sig, lig en skøn lysende Dæmring, om den ganske Jord.
     Men for den Ældste var der ingen Fred, var der ingen Hvile; thi endnu var han bunden af Mørket, endnu var han lænket til sine Skabninger, endnu var han Mørkets Tjener.
     Og han vedblev at flygte hjemløs og hvileløs hen over Jorden.
     Men da en Tid var svunden, lød en Stemme til ham, en Stemme, der mildt og kærligt sagde: ”Broder, hvi flygter du?”
     Da standsede han sin vilde Flugt; og se, da stod Kristus for ham i al sin lysende Skønhed, og den Ældste bøjede sit Hoved; thi det straalende Skær blændede hans øjne.
     Men Kristus drog ham til sig og sagde: ”Broder, jeg er kommen for at bringe dig Hvile, for at bringe dig Fred!”
     Men den Ældste svarede ham og sagde: ”Vor Faders Vrede vil knuse og tilintetgøre mig.”
     Da sagde Kristus: Vor Faders Kærlighed, Mildhed og Barmhjertighed vil drage dig bort fra Mørket, bort fra dine Lidelser.”
     Og Kristus vedblev at tale.
     Og han sagde: ”Broder, følg mig; thi jeg vil føre dig til Mennesker, der have Tillid til mig, der have Tillid til mine Ord, de ville visseligen fatte Medlidenhed med dig, de ville visseligen, paa min Forbøn, bede for din Fred og Frelse, thi dette er vor Faders Ønske; Broder, søg at angre, hvad du har syndet; thi da briste de Baand, der binde dig, da vil Lyset bære dig til vor Faders Favn.”
     Men den Ældste svarede ham og sagde: ”Menneskene hade mig, frygte og forbande mig – intet Menneske vil bede for ham, der har skabt en Verden af Synd, Sorger og Lidelser!”
     Da sagde Kristus: ”Broder, jeg siger dig: Bønnens Magt er stor, naar den bæres af kærlige Tanker!  Følg mig trygt; thi paa mine Ord vil Mennesker bede for dig!”
     Da Kristus tav, stod den Ældste en Stund uden at svare.
     Men da vaagnede Haabet i hans Hjerte, og han svarede: ”Broder, jeg følger dig!”

     Og Kristus førte ham til en jordisk Bolig, hvor Mennesker vare forsamlede; thi de talede med nogle af de Yngste, der usynlige for dem vare til Stede for at støtte og lede dem i deres Gerning.
     Men Kristus kaldte paa de Mennesker, der vare; og de lyttede; thi de formaaede ej heller at se ham. Og han sagde; ”Jeg, Kristus, eders ældre Broder, taler til eder: hører mig!  Hjælper mig at bede til vor Fader om Fred og Frelse for den Broder, jeg her har bragt til eder. Værer barmhjertige imod ham; thi han er falden saa dybt, at ingen kan falde dybere; thi han har syndet saa meget, at ingen kan synde mere, og hans Lidelser ere meget store!”
     Da han havde talet saaledes, vendte han sig til den Ældste og sagde: ”Sig dem, hvem du er, sig dem, hvad du har syndet, og de ville hjælpe dig; thi de frygte dig ikke – vor Fader er med dem!”
      Og den Ældste talede til dem, sagde dem, hvem han var, sagde dem, hvad han havde syndet.
     Menneskene lyttede, og de forstode, at hans Ord vare sande; thi de fornam Mørkets onde Strømme, der udgik fra ham.
     Men da han tav, bade de af deres Hjerters Medlidenhed til Gud den Almægtige om Fred og om Frelse for ham, der var Skyld i Alverdens Synd, Sorger og Lidelser.
     Og Gud hørte deres Bøn.¨
     Da vaagnede den Ældstes fulde Erindring, da mindedes han fuldt ud de salige Tider, der vare før Menneskene. Og han vaklede under Mindernes mægtige Byrde.
     Men nogle af de Yngste støttede ham, at han ikke skulde styrte.
     Se, da vaagnede Sorgen og Angeren i hans Hjerte, og han raabte: ”Fader, Fader, hjælp mig at bryde Mørkets Magt, at bryde Mørkets Baand!  Hjælp mig at fjerne Synd og Lidelser fra Menneskene, mine Skabninger!  Fader, tilgiv, hvad jeg har syndet mod dig, hvad jeg har syndet mod alle!”   
     Og Gud hørte hans Raab.”
     Og Han lod sin Stemme lyde til ham.
       Og Gud sagde: ”Min Søn, hvad du har syndet mod mig, din Fader, og hvad du har syndet mod de evige Love, det være dig tilgivet og bortslettet!” og hvad du har syndet mod dine Brødre og Søstre, det ved jeg visseligen, de alle ville tilgive dig. Men hvad du har syndet mod Menneskene, dine Skabninger, det maa og Menneskene selv tilgive dig!
     Min Søn, jeg, din Fader, byder dig velkommen tilbage til Lyset, byder dig velkommen til dit Hjem.”
     Da Gud tav, bare de Yngste den Broder, de alle elskede tilbage til Hjemmet, til deres Faders Favn.
     Og Gud modtog den angrende Søn med Mildhed og inderlig Glæde.”
     Og Gud talede til Kristus og til de Yngste, der havde ledsaget deres Broder, takkede dem alle for den Gerning, de havde gjort, takkede enhver for den store Taalmod, den store Kærlighed, de alle havde udvist.
     Og der var megen Fryd, og de jublede alle; thi de vidste, at fra denne Stund vilde lysere og bedre Tider oprinde for dem alle, om de end forstode, at mange Tider maatte svinde, før Menneskeheden vilde blive renere og mindre syndefuld; om end de forstode, at Tidsevigheder maatte svinde, før Lyset til fulde havde opsuget Mørket og til fulde fjernet det fra Jorden.
     Og de Yngste førte deres ældste Broder til et Sted, hvor han i Stilhed kunde hvile og gennemtænke alt det, der var sket
     Derefter droge de til det sidste Opholdssted om Jorden, for en kort Stund at hvile i de skønne Boliger, de saa længe havde savnet.”
                                                 ☸       ☸       ☸

Denne Stund af alle er for evigt optegnet i Evighedens store Kartotek; - og denne  Beretning, som beskriver nøje, hvordan det gik til, er een af de stærkeste og smukkeste Beretninger, menneskene kunne modtage fra Oversanselig Side.

ARDOR, som er Djævelen selv og ikke finder sin lige i Ondskab, var det Barn af alle, som  G U D var ved at miste! ARDOR havde betragtet G U D – ikke som sin kærlige FADER – men som sin absolutte Modstander, som Han gjorde alt, hvad Han kunne for at bekæmpe på enhver front. ARDORS sidste Tiltag var, at Han ønskede at føre alle ind i et Mørkekaos, hvis Lidelser var legio, og hvorfra den eneste udgang var en langvarig lidelsesfuld Død.

                              Han vidste også, hvordan Han skulle bære sig ad med dette.
Han var klar over, at KRISTUS på et tidspunkt ville stå foran ham og forsøge med kærlige ord at få ham til at vende om fra Mørket, - og hvis Han var tilstrækkelig standhaftig og nægtede at følge KRISTUS, så ville dette forfærdelige Mørkekaos, hvorfra der ingen udgang var, blive en realitet for alle.
                               ✴       ✴       ✴

                                            Sådan kom det imidlertid ikke til at gå.
Den 3. marts 1912 stod KRISTUS for ham i den faste hensigt at føre ham ud af Mørket og tilbage til Lysets Verden igen, og dette lykkedes for KRISTUS.


Da Angeren i tonstunge bølger gennembrød ARDORS Sind, led Han så meget, at der kun var eet at gøre, - at søge hjælp hos den FADER, Han havde bekæmpet i årmillioners årmillioner.

Da KRISTUS og de Engle, der ledsagede ham, i fællesskab førte ARDOR op til  G U D’s FAVN, var det i en Glæde, der var så dyb, at den var ved at overgå alt.

                               ✴       ✴       ✴

G U D’s GLÆDE ved at se Sin næsten fortabte Søn vende tilbage, kan intet jordisk ord beskrive! Den fyldte hele  G U D’s SIND, og da HAN tog Sin ældste Søn i SIN FAVN for at lindre Hans uhyre Kvaler og tilgive ham alt, så var dette Favntag eet af de største beviser på G U D’s FADERKÆRLIGHED – TÅLMODIGHED og EVNE TIL AT TILGIVE ALT.

G U D beholdt ham i SIN FAVN meget længe, og imens svandt de mange årmillioner med al deres Ondskab og Mørke bort for dem begge, og tilbage var der en evig Forvisning om, at De To aldrig nogensinde i Al Evighed skulle skilles mere.

.


Sorrig og glæde de vandre til hobe,
lykke, ulykke de gange på rad,
medgang og modgang hinanden tilråbe,
solskin og skyer de følges og ad.
Jorderigs guld
er prægtig muld,
Himlen er ene af salighed fuld.
                                    Thomas Kingo

22. januar 2020                 Hende, det lykkedes for