TTT          h

Dette  Videnskabelige Budskab

              har  Hanne  Leffler                               

modtaget  under  tankeinspiration  

den  15.august 2000  af

Fysikeren og Videnskabsmanden

Albert  Einstein

 

 

GÅDEN OM VERDENSRUMMETS

 

S O R T E   H U L L E R !

 

 

 

                                                                              g         h                                                                        

 

 

Helga spørger:

Albert Einstein. Kan vi få en nærmere forklaring på, hvad de gådefulde  "Sorte Huller"  i Verdensrummet er, og

hvorledes disse  "Huller"  i sin tid er opstået?

 

Albert Einstein:

Jeg har længe ventet på og ønsket, at dette spørgsmål ville blive mig stillet fra menneskelig side, og den forklaring, Jeg nu giver, er løsningen på denne Gåde, som den tegner sig for mit øje herfra, hvor Jeg nu befinder mig, og det er ikke helt sikkert, at den ganske svarer til det, som de jordiske Videnskabsmænd vil give som forklaringen på, hvad et  S o r t  H u l  er.

 

Mange mennesker kender eller tror at vide, hvad et  S o r t  H u l er. 

Her kommer Den oversanselige Verdens forklaring på fænomenet:

 

For årmillioners årmillioner siden, da Universets Kloder i kraft af G U D’s VILJE var blevet udslynget

fra fire mægtige Modersole, var alt i Universet meget anderledes, end det er i dag. – Der var overalt

en  H a r m o n i, et  L y s  og en  F r e d, som intet menneske vil kunne forestille sig.

 ®  ®  ®

For 25 millioner år siden skete der en gigantisk Katastrofe, som kom til at berøre alt i Jorduniverset og

var skyld i, at alt kom ud af balance og blev voldsomt forurenet.

Dette satte sig spor overalt i Verdensrummet, idet der ved denne proces samtidig dannedes milliarder

af tons mikroskopisk støv, som svævede rundt og opfyldte hele Rummet.

 

Denne Forurening omformede de partikler, som Jorduniversets Kloder bestod af. Disse partikler blev - fra at være små hastigt svingende partikler - forstyrret, så de fremover fremstod som betydeligt langsommere og grovere partikler.

 

Alt, hvad der findes på Jorden af planter, dyr og mennesker og Jordkloden selv, består af disse langsomme partikler, som på grund af forureningen er underkastet død og tilintetgørelse.

Dét, som Fysikere i dag benævner som det store tomme Rum, indeholdt dengang mange forskellige ting – bl.a. en mængde gasser og mikroskopisk støv, der næsten opfyldte Rummet.

 

Dette støv bestod af en mængde uorganiske mineraler, - de samme mineraler, som alle Kloderne – også Jorden – består af. Af dette støv er der nu kun meget lidt tilbage, og Verdensrummet – som det åbenbarer sig for menneskenes øjne – fremstår som et fuldstændigt tomt Rum, hvor man klart og tydeligt kan iagttage stjernerne og følge deres baner og ud fra disse beregne deres position på Firmamentet.

Dette har menneskene kunnet i mange hundrede år, men det er først nu i den allernyeste tid, at de har kunnet fastslå for eksempel temperaturen på Mars og sende satellitter ud i Rummet og udforske dette nærmere.

¶  ¶  ¶

Mange ting har åbenbaret sig for menneskene, bl.a. disse gådefulde Sorte Huller, som der er forsøgt adskillige forklaringer på.

Ingen af disse forklaringer stemmer dog helt med de virkelige fakta, og den forklaring, I nu får, er givet med VERDENSALTETS SKABER’s  Tilladelse!

 

Mikrostøvet blev i de første lange Tidsperioder udsat for mange påvirkninger. For eksempel jog der med mellemrum meget kraftige orkanagtige Megastorme igennem store dele af Rummet med rasende fart.

Disse storme, hvis fart kunne komme op på over 2000 kilometer i minuttet, hvirvlede mikrostøvet op, men når dette støv atter faldt til ro, skete der ikke mere. De forskellige molekyler, som mikrostøvet bestod af, befandt sig igen i nøjagtig samme ro som inden stormene

 

Der skulle andet og mere til at sætte dette støv i svingninger.

 

En dag vil der måske komme en løsreven del fra en planet farende gennem støvet med rasende fart.

Denne del, der kan være temmelig stor, sætter alle de små støvpartiker i bevægelse på sin vej – en bevægelse, der meget hurtig ville blive cirkulær, og én gang startet vil denne bevægelse ikke høre op, da der ikke er noget i Verdensrummet, der bremser den. Da vil der uundgåeligt ske det, at alle disse små cirkelrunde bevægelser vil rotere ind i hinanden, og denne rotation vil uafbrudt blive forstærket, jo flere der svinger rundt.

PQPQ

Til sidst vil der opstå et mægtigt Kraftcenter, og når dette Center har nået sin absolut maksimale størrelse, vil det begynde at fortætte sig, og når det sker, har dette Center ikke mulighed for yderligere at optage cirkler af mikroskopisk støv i sig. Denne fortætning fortsætter, og jo hastigere dette sker, jo større Kraft vil der blive samlet i dette Kæmpecenter, og dette vil samtidigt uundgåeligt medføre, at den bliver mindre og mindre.

 

Forestiller man sig, at Centeret fortsætter med at skrumpe og skrumpe, så vil den Kraft, der bliver samlet i dets centrum være omvendt proportional med omfanget af Centeret,  altså  –  j o  m i n d r e  o m f a n g -  d e s  s t ø r r e  K r a f t !

 

Et sådant Center vil – når Kraften er på sit højeste – ende med at være ca. 30 kilometer i diameter, og nået ned til sådan en størrelse, vil dens Kraft ikke aftage, men vedblive at være konstant, -

og eet af Rummets Kraftcentre eller Sorte Huller,  som menneskene kalder dem –

er  s k a b t !

£

Her vil mange sikkert spørge:

Da denne Cirkel var på sit højeste volumen, var den ikke i stand til at optage mere stof i sig.

Hvordan kan det da være, at den nu, hvor den kun er 30 kilometer i diameter, er i stand til det?

 

Svaret er, at i det øjeblik, Kraftcenteret begynder at fortætte sig og skrumpe, stopper den øjeblikkelig med yderligere at optage stof i sig.

Først i det øjeblik, den er svundet så meget, at den kun er 30 kilometer i diameter, stopper den med at skrumpe. - Da vil den besidde en så enorm Kraft, at den vil være i stand til at optage nærmest ubegrænsede mængder stof i sig. Det vil sige alt, hvad der kommer inden for dens rækkevidde,  og som kan være alt – lige fra løsrevne dele af Kloder, de såkaldte meteorer til planeter og stjerner, -  bliver indsuget i dens umættelige favn!

 

At en planet ”dør” vil sige, at den mister den kraft, der holder den sammen, eller populært sagt – den slukker sit ”lys”. – Det vil sige, at de svingninger, der hidtil har holdt de enkelte molekyler sammen, den består af, begynder at svinge langsommere og langsommere for til sidst helt at gå i stå, og når dette sker, går planeten sin egen opløsning i møde.

På dette tidspunkt bliver den ude at stand til at følge den bane, den ellers altid har fulgt, og så vil det ende med, at den driver rundt på må og få.

Disse stjerner formår ikke at fastholde den bane, de hidtil har bevæget sig i. De kommer helt ud af kurs og farer af sted gennem Rummet i vældig fart. Før eller senere vil de blive indsuget af eet af de mange Kraftfelter, der findes i Rummet. Grunden til, at disse Kloder kommer ud af kurs - til trods for den tiltrækningskraft, de hidtil har modtaget fra den sol, de har kredset rund om -  er, at denne sol ikke er i stand til at virke med tilstrækkelig kraft på denne ”døde” Klode.

 

Hvis en sådan planet eller stjerne kommer inden for rækkevidde af eet af Verdensrummets Kraftcentre, vil den uvægerligt blive suget hen imod dette Center, - hurtigere og hurtigere jo nærmere den kommer Centret; - og når den kommer helt ind i dettes centrum, sker sammenstødet med en sådan kraft, at den bliver fuldstændig pulveriseret – nærmest til mikroskopisk støv, som derefter øjeblikkelig bliver optaget af dette Kraftcenter, der vedbliver at være 30 kilometer i diameter. Den eneste forandring er, at dette Kraftcenter nu har fået en endnu større Kraft i sig.

 

Således fungerer disse Kraftcentre!

 Jeg – Albert Einstein vil betegne dem som

Jorduniversets Skraldemænd.

 

3 3 3

Disse Huller eller rettere Kraftcentre består som tidligere nævnt hovedsageligt af mikroskopisk støv – presset så tæt sammen, at dets rumfang i forhold til mængden er meget meget lille.

Dette giver disse Kraftcentre en så utrolig stor tiltrækningskraft, at de er i stand til at tiltrække alt, der kommer indenfor dets område, der er meget stort i forhold til dets radius.

Enhver kan ud fra dette forstå, hvilken mægtig faktor disse Kraftcentre er.

 ¯

Alt, hvad der farer frit omkring i Verdensrummet og kommer inden for nærområdet af disse Kraftcenters omkreds, bliver ubønhørligt og med mægtig Kraft suget ind i centrum af disse Centre.

 

Alle Universets stjerner og planeter, der går deres faste lovmæssige bane rundt om andre sole og planeter, er ikke udsat for denne destruktion, men alt, hvad der farer af sted uden at følge en bestemt bane, vil før eller senere blive indfanget og opsuget af eet af disse Kraftcentre.

 

Nu kommer spørgsmålet så:

Hvordan kan det da være, at Jordkloden af og til bliver bombarderet med mindre løsrevne meteorsten. Bliver disse da ikke opsuget af Rummets Kraftcentre?

 

Disse forholdsvis små meteorsten, der alle har meget fart på, har klaret turen gennem Rummet uden at møde et Kraftcenter undervejs.

Verdensrummet undergår bestandig forandringer;– det er aldrig det samme! Noget af det mest konstante, vi har i dette Rum, er imidlertid disse Kraftfelter, idet de, når de først er dannet, beholder den mægtige energi, der er opsamlet i dem.

At deres energi er konstant er selve grundlaget for deres eksistens. Denne energi kan forøges, men aldrig formindskes, for hvis dette skulle ske, ville disse Kraftfelter simpelthen opløses og falde fra hinanden. – Det er selve energien i dem, der binder de enkelte molekyler fast sammen, og denne energi er som sagt konstant.

 

Hvis dette mikrostøv ikke havde eksisteret, var der sket det, at Rummet var blevet overfyldt med løsrevne smådele af Kloder og andet affald, som for eksempel kunne bestå af skyer af vulkansk aske, der bliver slynget ud i Rummet med voldsom kraft.

Disse udbrud kan slet ikke sammenlignes med et jordisk vulkanudbrud i intensitet, fart og voldsomhed. Disse vulkanudbrud kan nå meget langt ud i Rummet, fordi der ikke i lighed med Jorden er nogen tættere atmosfære omkring disse Kloder, som kunne virke bremsende på disse skyer.

 

Men også andet kunne virke forurenende i Rummet. Her tænker Jeg ikke så meget på de forholdsvis små mængder af satellitter og evt. på et senere tidspunkt Rumskibe, menneskene er begyndt at sende ud i Rummet for at undersøge de forskellige Kloders art, temperatur, vejrforhold, landskaber og vigtigst af alt – om der er liv på én eller flere af disse Kloder!

Dette forholdsvis lille antal betyder intet som helst ude i det store Rum.

 ¯

Det, der kunne virke forurenende i Rummet, sker hver gang, menneskene udløser en Atom- eller Brintbombe på Jorden. Den enorme kraft, der udløses fra en sådan Bombe, når den eksploderer, fortsætter langt langt ud i Rummet og vil bringe så megen forstyrrelse, at det varer lang tid, før denne skade er klinget af. Dette gælder også de underjordiske Atomprøvesprængninger. Menneskene er altså selv med til at skabe forurening i Rummet.

 

Hanne:

Albert Einstein. Er der fare for, at en satellit eller fx er Rumskib engang på sin vej i Rummet vil blive indfanget og opsuget af et Kraftfelt?

 

˜      ˜      ˜

Svar:

Hvis et sådant Rumfartøj kommer inden for et Kraftfelts radius, så vil der uundgåeligt ske det, at det vil blive draget ind imod dette Kraftfelts centrum og derefter totalt opsuget, - men sandsynligheden for, at dette vil ske, er meget lille!

 

Jeg – Albert Einstein har af UNIVERSETS HØJESTE ALMAGT fået Tilladelse til at oplyse menneskene om, at de aldrig – hvor meget de end søger - vil finde liv på de Kloder, der hører Jorduniverset til. Disse Kloder er fuldstændig golde og øde og indeholder ikke nogen som helst af de betingelser, der er nødvendige for at liv kan opstå, formere og udvikle sig.

 

J o r d k l o d e n  e r  s å l e d e s

 

d e n  e n e s t e  K l o d e  i  J o r d u n i v e r s e t,

 

d e r  i n d e h o l d e r  l i v !

 

¯ ¯ ¯

 

Men der er en anden ting,

der kunne være en fare for Verdensrummet og de Kloder, der befinder sig i det!

Alle Kloder og alle sole udvikler luftarter, og disse luftarter er meget eksplosive. De bliver bestandig sendt ud i Rummet, hvor de samler sig til meget store Gas-søer med et mægtigt rumfang. De har forrygende fart på, og på grund af den vældige energi, der er i disse Gas-søer, accelererer farten hele tiden. Hvis disse ikke blev fjernet regelmæssigt, ville det være en katastrofe og stærkt ødelæggende for den fine balance, der er og gerne skulle vedblive at være i Rummet

 

Når disse søer nærmer sig yderpunktet af et Kraftfelts område,  vil dette Kraftfelt øjeblikkelig suge dem til sig, og med rasende fart vil disse Gas-søer nærme sig Kraftfeltet, og ved sammenstødet, som sker med mange tusinde kilometers fart i sekundet, bliver disse Gas-søer totalt tilintetgjort.

Opsugningen – som sker i en brøkdel af et sekund – er så total, at der ikke er det mindste atom tilbage af den mægtige Gas-sø.

 

Grunden til, at disse Gas-søer, der består af luftarter, bliver opsuget i modsætning til de storme, der med lige så stor fart farer gennem Rummet, er denne:

Gas-søernes vældige energi er mange gange større end de storme, som med mellemrum invaderer Rummet. Disse storme består kun af luftarter, som har så ringe en energiudladning, at de ikke er i stand til hverken at påvirke det oprindelige mikroskopiske støv eller Kraftfelterne på nogen måde.

 

Vi må således konstatere, at Verdensrummet – det Rum, vi ser udfolde sig for vore øjne - er i besiddelse af en yderst effektiv og sikker metode til at fjerne alt det overflødige affald, der er i dette Rum i form af vulkansk aske, gasarter, løsrevne Klodedele, de såkaldte meteoritter og stjerner, der har slukket deres lys.

 

^{µ  µ  µ}

Hanne:

Albert Einstein. Jeg vil på hele Menneskehedens vegne takke dig, fordi du har løst

Gåden om de Sorte Hullers tilblivelse

og funktion i Rummet for os.

 

Jeg har endnu et par spørgsmål at stille dig:

 1.     Er der fare for, at én af de planeter, som i deres planmæssige baner kredser rundt om solen, en gang rammer omkredsen af et Kraftfelt og med den Kraft, der er i dette felt, bliver opsuget og tilintetgjort af det? – Ja, det kunne måske en dag ramme vor egen planet – Jorden!

 

 2.     Er der fare for, at Jorden en dag slukker sit lys og bliver en død planet?

 

 ˜      ˜      ˜

Disse spørgsmål kræver en meget præcis forklaring, som Jeg – Albert Einstein her vil give:

 

Faren for, at vor egen planet Jorden eller én af de planeter, der sammen med Jorden vandrer rundt om solen på et eller andet tidspunkt vil blive opfanget og tilintetgjort af et Kraftfelt, er ikke til stede.

Når en planet bevæger sig rundt om solen, således som det sker i vort Solsystem, følger den en fuldstændig fastlagt bane, og så længe planeten følger denne bane, kan intet udefra kommende bringe den ud af kurs. Det er kun som tidligere nævnt ”døde” stjerner, der kan bringes ud af kurs og opfanges af et af Rummets talrige Kraftfelter.

Men hvorfor har disse planeter, når de bevæger sig i den fastlagte bane rundt om solen, en så stærk Kraft, at de kan modstå den Kraft, som ellers intet kan modstå i Rummet?

 

Forklaringen er den simple, at disse planeter bliver styret af en Kraft, der er stærkere end selv det

stærkeste Kraftfelt.  Men hvorfra kommer denne Kraft?

 

Den kommer fra

 Den højeste Krafts Kilde

 OPRETHOLDEREN af alt i hele UNIVERSET

fra  SKABEREN af det hele,

som Menneskene kalder G U D

 

G U D opretholder i kraft af SIN VILJE dette UNIVERS med en ganske bestemt Hensigt, og det er HANS ØNSKE, at alle disse stjerner og planeter – først og fremmest Jorden – forbliver i den én gang fastlagte bane.

        ¶  ¶  ¶

Derfor har G U D i kraft af SIN VILJE forsynet disse Kloder med et for menneskene immaterielt Kraftfelt, som nøje modsvarer den Kraft, Kloderne udfolder i deres baner, og således afbalanceret udgør disse Kloder i deres faste baner den stærkeste Kraft i Verdensrummet; - en Kraft, som langt overgår ethvert Kraftfelts.

Det er ligeledes denne SKABERS HENSIGT, at Jorden ikke skal tilintetgøres, før det sidste menneske har forladt den for stedse. -  Jorden skal fortsat tjene som Opholdssted for Menneskene.

Da G U D i sin tid valgte denne Klode, var det til et andet formål. – Derfor omhyllede Han Kloden med en ekstra stærk Lysomhylning, og denne Omhylning forhindrer, at Jorden en dag bliver udsat for et tilintetgørende sammenstød med et vildfaren Meteor.

 

Derfor behøver ingen at frygte for,

at Jorden en dag ”går under”.

 

Denne Lysomhylning udstråler bestandig energi til alt levende på Jorden, mennesker, dyr og

planter – og sørger for, at sygdomme og andre svaghedstilstande atter kan blive ophævet.

 

 ¯

Hanne:

Albert Einstein. - Jeg har endnu et enkelt spørgsmål at stille dig:

Vi ved, at  Jorduniverset hovedsageligt består af Mørket's svingninger, og at Mørket derfor må være nærmest enerådende her.  - Alligevel virker det, som om der en vis balance i dette Rum, - som om der er noget, der søger at skabe orden og harmoni  her.

Hvorfra kommer dette LYS,

der er i stand til at  påvirke Jorduniversets Mørke  og skabe harmoni også her ?

 

˜      ˜      ˜

 

Dette Budskab ville ikke have været fuldendt, uden at dette blev besvaret.

Du har ret, Hanne. - Jordens Univers er virkelig i allerdybeste og egentligste forstand et Mørkeunivers.

 

Det eneste  Lys, der findes i dette Univers, er Jordkloden.  - Fra denne lille Klode udstrømmer der så meget Lys, at dette Lys, der stammer fra GUD-FADER selv, er i stand til at få indflydelse på Mørket, der omgiver Kloden på alle sider. - Lyset bliver ved at strømme og når helt ud til de fjerneste egne af Jorduniverset. 

 

Derved sker der en ændring i dette Univers. - Lyset er i stand til at harmonisere og afbalancere det Kaos, der ellers ville have været i dette Mørkeunivers; - og langsomt gennem årmillioners årmillioner vil tilstanden mere og mere nærme sig orden og system i dét, der ellers ville have været

        M ø r k e t s   s i k r e  B y t t e !

 ¯

Jeg – Albert Einstein, som her slutter min Redegørelse til Menneskene, i hvilken Jeg har løst

Gåden om Verdensrummets Sorte Huller,

som viste sig ikke at være Huller, men K r a f t-C e n t r e,

bøjer mig i dette øjeblik dybt for den KRAFT, der opretholder alt dette, og som har skabt alt dette med en dyb Hensigt og udbryder:

 

Med den Orden og Præcision, der hersker overalt i Verdensrummet,

må den, der er SKABEREN af alt dette – være selve LOGOS,

når HAN i SIN TANKE kunne skabe alt og i kraft af SIN VILJE kunne få alt i hele UNIVERSET til at fremstå og bestandig – efter årmillioners årmillioners forløb – stadig følge de samme Baner og de samme Love, som da HAN satte det hele i gang!

 

Sandelig - for denne MAGT bøjer Jeg – Albert Einstein mig og ønsker her at sige til alle Mennesker på den hele Jord:

 

Den G U D, som  mange af Jer beder til,

men som også mange tvivler på findes –

bærer uafbrudt  alt i Sin mægtige TANKE.  –

Hele UNIVERSET bekræfter HANS EKSISTENS.

Han er i Sandhed Opretholderen af alt. –  I det øjeblik, G U D slukkede Sit  L Y S

i Universet, ville alt, hvad der fandtes i dette Univers,

f o r s v i n d e   f u l d s t æ n d i g  !

 

15. august 2000                                                                 Albert  Einstein

 

 

   ¬

 

 

 

                      BEKRÆFTET   I   G U D’S   NAVN

 

z

 

Hanne  Leffler 

i alt

S a n d h e d  

   

^µ

 

 

 

 flg. nettet:

Einstein forudsagde sorte huller

Sorte huller beskrives af Einsteins generelle relativitetsteori fra 1915, men Einstein troede ikke selv på eksistensen af sorte huller. Det var da heller ikke før 1971, at astronomer første gang opdagede et sort hul. Det skete ved hjælp af røntgensatellitten Uhuru, som netop var blevet opsendt. Uhuru målte stråling fra en stærkt varierende røntgenkilde Cygnus X-1, som viste sig at have en meget stor masse samlet på et meget lille område. Den bedste forklaring på observationerne var, at Cygnus X-1 indeholder et sort hul. Siden dengang er mange sorte huller blevet afsløret.

 

d  d  d