TTT     h

Dette ANGERS-BØNSKRIFT 

har Hanne Leffler

modtaget  under  tankeinspiration

den  28. juli 2000 af

Nazi-Forbryderen

R u d o l f    H ö s s 

 

 r

 

Til alle de tusinder af ulykkelige mennesker,

der var så uheldige at havne i Koncentrationslejren A u s c h w i t z !

 

Anden Verdenskrig er det frygteligste, der nogensinde er overgået menneskene. Ingensinde har der været så megen Grusomhed, så megen Ubarmhjertighed, så megen Sorg og dybe Tragedier, som i denne periode.

Da den tyske Fører Adolf Hitler trykkede på knappen og startede Anden Verdenskrig, var det samtidig startskuddet til det ondeste kapitel, der nogensinde er skrevet i Menneskehedens Historie.

 

Polen var eet af de lande, som Adolf Hitlers voldsomme Had gik særligt ud over. Millioner af Polakker mistede livet under så frygtelige omstændigheder, at fremtidens mennesker, der senere læser disse beskrivelser, vil gyse og sige: Hvordan kan menneskene udvise en sådan Ondskab mod hinanden. Vi, der lever nu, kunne ikke drømme om at krumme et hår på hinandens hoveder -  for slet ikke at tale om at slå hinanden ihjel.

Y   Y   Y

 

Den, der udtaler sig her, bar navnet Rudolf Höss, een af Hitlers medarbejdere og Håndlangere i det

grusomme kapløb, hvor alle vi, der stod Hitler nær, kappedes om at være den, der udviste den største

Grusomhed og Ubarmhjertighed, - den, det lykkedes for at skabe den største Rædsel i de menneskers

liv, Hitler udpegede for os.

 

Jeg var med til at planlægge de voldsomme og effektive Jødeforfølgelser over hele Europa, der fandt sted allerede længe før Krigens udbrud i 1939, og da Krigen var en realitet – var jeg med til at skabe de frygtelige Koncentrationslejre, som disse stakkels arme mennesker blev deporteret til i tusindvis -  ja, i millionvis.

Jeg ønskede mere end noget andet at tjene min Fører, som jeg så op til som en veritabel Gud, som jeg svor troskab til døden.

 

Det var derfor helt i min ånd, da jeg blev udpeget til at være een af de allerværste Ledere i Dødslejren

Auschwitz i Polen. Denne Lejr var simpelthen, hvad Grusomhed angår, den, der stod allerøverst på

listen over effektive Udryddelseslejre, og jeg sørgede for, at den under hele Krigen levede op til sit ry.

 

S   S   S

 

Talrige Menneske-Transporter – hovedsagelig af Jøder – endte i Auschwitz, og ofte var det simpelthen for samme dag at blive stillet overfor indgangen til eet af de fire Gaskamre, der fandtes i denne lejr.

Gaskamrene var fabrikeret således, at de var fuldstændig tætte. Ingen luft kunne slippe derind, og ingen dødbringende gas kunne slippe ud. De var simpelthen tortur og morderinstrumenter af værste klasse, og Satan må have stået bag denne opfindelse.

De mennesker, der stod for tur, blev udsat for en meget ydmygende behandling inden. Der blev fortalt dem, at de skulle i bad, og de blev beordret til at tage alt tøjet af - mænd, kvinder og børn mellem hinanden, og så blev de brutalt beordret til at gå ind i disse såkaldte ”brusekabiner”.

Sommetider var der næsten ikke plads til dem alle, så vagterne måtte presse de sidste ind, og børnene blev brutalt skubbet bagefter, selv om nogle af dem skreg og nægtede at gå derind.

Døren blev hermetisk tillukket og Giftgassen – nogle amatystlignende krystaller, som havde benævnelsen: Zyklon-B – blev aktiveret, og denne gas strømmede nu langsomt ud af de såkaldte ”brusehuller”.

   £   £   £

 

I begyndelsen mærkede de intet, men hurtigt gik det op for dem, hvad det var, det drejede sig om, og så steg Rædslen derinde til højder, som ingen udenforstående kan gøre sig begreb om. Alle forsøgte at komme ud af den dør, der var lukket bag dem, og enhver kan regne de Tragedier ud, der nu oprullede sig for den, der kiggede ind af de med svært glasarmerede kighuller.

Menneskene nærmest kravlede op af hinanden som en pyramide, og de, der hele tiden kom til at ligge underst, blev trampet, mast eller kvalt ihjel. De mindste børn gik det værst ud over. De var nærmest ukendelige, da de kom ud derfra, men alle – alle uden undtagelse -  led en grusom Død.

 

I et Gaskammer var der ca. plads til små hundrede mennesker, og vi i Koncentrationslejren Auschwitz

har været med til helt op til flere gange om dagen - sommetider fire gange – at beordre mennesker -

fortrinsvis Jøder -  derind. Disse Gaskamre blev bagefter spulet rene for blod og ekskrementer med en

vandslange af fanger – selv Jøder – der kom ind med gasmaske og gummirøjsere på, og når denne

spuling og udluftning var til ende, så var Kammeret klar til en ny Menneskeslagtning.

 

 U U U

På denne måde kunne vi være én af de Lejre, der kunne udvise

det største antal dræbte mennesker pr. dag.

 

Jeg var, som den øverste Leder, ansvarlig for dette Menneskemyrderi, og jeg var naturligvis ganske klar over, hvad der foregik i disse Gaskamre, hvoraf vi som sagt havde fire i Auschwitz. Jeg havde ofte stået og betragtet de ufattelige Lidelser, alle disse mennesker måtte gennemgå, inden døden indhentede dem.

 æ å

Man skulle tro, at jeg ved at være første vidne til disse Rædsler måtte stoppe denne forestilling og lukke Gaskamrene, men mit hjerte var koldt som is overfor disse menneskers Lidelser.

Den følelse, der besjælede mig, var ikke Medfølelse, men tværtimod voldsom satanisk Fryd, som ikke blev mindre - men snarere større -  jo flere mennesker der måtte vandre gennem disse Gaskamre.   Der foregik også andre uhyrlige ting i Lejren. De fleste, der blev sendt hertil var Jøder, der som regel blev sendt direkte i Gaskamrene ved ankomsten, men til denne Lejr ankom også mange Polakker og Tyskere, der af en eller anden grund havde pådraget sig opmærksomheden, fordi de - åbent eller i det skjulte - havde protesteret mod Hitlerstyrelsen og dét, der foregik i Tysklandi disse år.

Y   Y   Y

Hvis nogle havde været for jødevenlige og forsvaret dem eller talt deres sag, kunne de også ende samme sted som Jøderne – nemlig hos os i Auchswitz. For alle disse mennesker var hver dag i denne Lejr et mindre Helvede at komme igennem.

Mine dygtige fangevogtere og opsynsmænd- og kvinder, der var blevet ansat til at holde styr på fangerne, behandlede dem værre end dyr. Heller ikke disse ejede nogen Barmhjertighed med de mange Trængsler og Lidelser, som de mennesker, der var så ulykkelige at blive deporteret til denne Lejr, måtte gennemgå.

 

Af og til blev nogle fanger udsat for veritable torturforsøg, der ene havde til hensigt at bringe mest mulig Lidelse over den person, der måtte gennemgå disse prøvelser. Disse forsøg var jeg også den øverste Leder af, og ofte deltog jeg selv i forsøgene, og når Ofrene begyndte at skrige eller på det bønligste tryglede om at måtte slippe, var jeg den, der gav ordre til at forsætte.

Vi havde nogle kæmpestore Kar, som vi fyldte med iskoldt vand, og heri blev både mænd og kvinder beordret til at stige ned. Vandet i disse Kar kunne nedkøles så det næsten nærmede sig frysepunktet, og disse mænd og kvinder, der sad deri, døde ganske langsomt af kulde.

 

En del kvinder fik indsprøjtet forskellige ting i livmoderen -  fx tændvæske. Disse kvinder dør ikke af denne behandling, men det giver dem langvarige, voldsomme Smerter og Ubehag og total sterilitet resten af livet.

 

En andet yndet torturmetode overfor de Fanger, der af en eller anden grund havde pådraget sig vor opmærksomhed eller vrede:  Denne Tortur, der blev anvendt overfor disse mennesker, var simpelthen så djævelsk, som noget kunne være:

Der blev sprøjtet en væske ind i blodåren på disse mennesker, som kunne give koldbrand i en hånd, en fod eller sommetider et helt ben. Disse Lidelser, disse mennesker måtte gennemgå, var ubekrivelige. Først var der smerten i den pågældende legemsdel, der hele tiden var voldsom og ubønhørlig, og til sidst, når smerten endelig aftog, kunne dele af fingre eller tæer ligefrem blive bortstødt af organismen og falde af. Sommetider kunne det til den pågældende kvindes store Gru ske, at hun bogstavelig talt tog fat i sin storetå og sad med den i hånden.

 w w w

Ja, jeg kunne berette om endnu flere Grusomheder, men lad dette være nok. - Blot vil jeg lige nævne til slut, at jeg sammen med min kone og mine børn havde min bolig i tilslutning til Lejren.    Vores have var omgivet af et højt pigtrådshegn, så det var uladsiggørligt for Fangerne at komme ind til os. Af og til kunne jeg finde på, at sidde på min terrasse og så nærmest for sjov skyde efter nogle af de Fanger, der passerede forbi mit hegn, og da jeg, som talrige andre af Naziforbryderne måtte igennem en Retssag i Nürnberg efter Krigen – det der senere blev kaldt Nürnbergprosessen – blev spurgt om, hvad meningen var med at skyde efter og dræbe sagesløse Fanger, svarede jeg:

 

Jeg gjorde det for at more børnene!

 n n n

 

Jeg blev ved denne Retssag som talrige andre dømt til døden, og jeg blev henrettet på samme måde som de fleste Nazi-Forbrydere dengang - ved hængning.

w w w

At jeg kan stå og tale til Jer her i dag er bevis på, at selv om mit legeme blev udslettet, levede min Sjæl videre. Det liv, jeg vågnede op til, var et liv meget forskelligt fra det, jeg havde forladt. Stedet, hvor jeg befandt mig, var opfyldt af en Fred og en udtalt Skønhed, og i disse omgivelser kunne jeg i stilhed gennemtænke det liv, jeg netop havde forladt, og her i disse skønne omgivelser gik det op for mig, hvilken grusom Bøddel jeg havde været overfor de tusindvis af mennesker, der var så uheldige at havne i den Koncentrationslejr, hvor jeg var Leder – nemlig Auschwitz.

 

Mine tanker blev mere og mere uudholdelige for mig. Jeg blev ved med at se Rædselsscener af

mennesker, der kæmper for at komme ud af Gaskamrenes lukkede dør. Jeg blev ved med at høre

Skrigene – disse afmægtige Skrig, der steg op mod Himlen, og som jeg havde haft magt til at stoppe,

hvis jeg havde haft viljen dertil.

Jeg følte, jeg var uhjælpelig bundet -  bundet så uhjælpelig fast, at jeg ikke kunne komme fri, og til sidst blev mine tanker så uudholdelige for mig og Angeren fyldte mit sind så totalt, at jeg var ved at sprænges af denne Anger.

 

Og så anråbte jeg i min dybe nød G U D.

G U D hørte mit Råb, og den STEMME, der nu talte til mig, var så ophøjet og kærlig og bedrøvet, at den fik mig til i stilhed at lytte til, hvad G U D sagde til mig.

HANS ORD, som bragte mig stor trøst, lød således:

 

G U D:

M i n   S ø n.

Dine Lidelser har nu nået sit Kulminationspunkt, og dette har fået dig til at påkalde Mig, din SKABER. Grunden til, at du har disse voldsomme Lidelser og føler en fuldstændig sønderknusende Anger ved dine handlinger er, at du er et Barn af mig. Jeg har nedlagt en Kærlighedsspire i dig, som du imidlertid har vanrøgtet, så den er sygnet hen, og det er årsagen til, at du har været i stand til behandle dine medmennesker  på denne grusomme og ubarmhjertige måde.

 

Min Søn.  I ro og stilhed har du nu gennemtænkt alt, og dette Lys, der er af MIG og fra MIG, har båret dig igennem, indtil Angeren over dine Gerninger fuldstændig overvældede dig, og nu beder du mig om Hjælp. Der findes en vej -  også for dig - til at komme igennem dette og få Fred i dit sind, og denne vej skal JEG nu vise dig.

 

Vejen til Fred for dig går igennem Tilgivelsen.

Du må bøje dig dybt for hver enkelt af dine mange Ofre og bede dem tilgive dig alle de

frygtelige Lidelser, du vidste, du nedkaldte over dem hver gang, du lukkede dørene til

Gaskamrene fast i og uden barmhjertighed eller nåde lod dem lide så grusom en Død, at MIT

HJERTE næsten står stille ved tanken om disse menneskers Lidelser og Dødskamp.

Y   Y   Y

 

Jeg vil lade dig inkarnere i Danmark i nær fremtid. Her vil du blive medlem af en familie, der foruden dig består af tre andre børn. Din far vil i mange år glæde og fornøje mange mennesker med sang, og en dag vil han møde en pianist – en kvinde – som lover at akkompagnere ham. Denne kvinde har JEG givet Lydhørhedens Gave, og til denne kvinde vil du en dag blive ført - for gennem hende at afgive et Bønskrift til dine mange Ofre.

 

Denne kvinde, hvis navn er Hanne Leffler,  vil modtage dig med stor forståelse for dine Lidelser. - Hendes Medhjælper vil skrive alt det ned, Hanne Leffler modtager fra dig under tankeinspiration, og når dette er gjort – når du har fuldendt dette Bønskrift -  vil du ved denne kvindes hjælp føle så stor en Lindring i dit hjerte, at du kan udholde at leve, indtil det sidste af dine Ofte har tilgivet dig.

  G U D 

 z            

 

Rudolf Höss:

Her står jeg nu i dag ved denne danske kvindes side, og min Bøn – min inderlige Bøn

-  til Jer alle skal være:

 

Hav Barmhjertighed med mig!  For de Lidelser, jeg har gennemgået på grund af den grusomme Behandling, jeg har udsat Jer – mine elskede jordiske brødre og søstre for, har været så tunge for mig at komme igennem, at livet fremover vil blive så uudholdeligt for mig uden Jeres Tilgivelse, at der kun er Udslettelsen tilbage.

 

Hvis I formår at overvinde Jeres Rædsel for mig, der var Den ondes Repræsentant på Jorden, og føle

medfølelse med mig i Jeres hjerter, så I ud fra denne medfølelse kan tilgive mig, så vil – ikke alene

jeg, men også G U D takke Jer herfor - og HAN vil velsigne Jeres Vandring fremover, så den vej, I

endnu mangler at tilbagelægge til HANS RIGE, vil blive let at vandre.

 

Og engang – mine elskede Venner – vil vi mødes i G U D´s RIGE, og her vil jeg møde Jer med en

Kærlighed og Taknemmelighed, som vil få Jer til at glemme alle de jordiske Trængsler i Dødslejren

Auschwitz.

 

Jeg bøjer mig i dyb Taknemmelighed for hver enkelt af Jer.

 

Må G U D være med Jer, så Jeres vej fremover bliver helt fri for

 

                        jordiske Trængsler og Lidelser.                          

 

                28. juli 2000                                       Rudolf Höss 

                                                                                                                            r

 

 

En del mennesker fra 4. 5. og 6. Sfære, der oplevede døden i disse Gaskamre, er i denne periode inkarneret i Danmark.

Når de læser Rudolf Höss’  Bønskrift  på Hanne Leffler’s  Hjemmeside – lefflerhanne.dk,  da vil medfølelsen med

denne Mand, som er een af G U D’s faldne Engle, fylde deres hjerter, og den ønskede Tilgivelse vil blive givet.

 

 

 

 

 

                                                                   BEKRÆFTET   I   G U D’S   NAVN

z

 

Hanne  Leffler 

i alt

S a n d h e d 

  

 ^µ

 

    d d d