TTT  h

Dette har    Hanne Leffler    modtaget den  26. august 2002

under  tankeinspiration

                                                                      af  Journalist og Sportsredaktør

Gunnar  Nu-Hansen   ( 1905 – 1993 )

                                                                                                              som en

                            Hilsen til Danmark

Nu kommer det store øjeblik,

hvor Jeg endelig kan sende den Hilsen til Danmark, som Jeg længe har forberedt. 

– At det er Gunnar Nu-Hansen, der taler,  er I sikkert klar over,

og så må I også være forberedt på, at et par linier i min Hilsen handler om sport.

--
Jeg har haft den store lykke som Journalist og Speaker ved Danmarks Radio at kunne udfolde mig hele mit liv indenfor det felt, der af alle var i stand til at få mig til at flamme højest, og når Jeg ser tilbage på alle disse år, hvor Jeg var ansat ved de forskellige dagblade og hovedsagelig beskæftigede mig med sportssiderne, så kan Jeg kun sige eet:  Jeg er tilfreds med det liv, der blev mit og føler, at Jeg udfyldte den plads, Jeg havde.

De største stunder i mit liv var, når Jeg som Reporter kunne rapportere om guld, sølv eller bronze til Danmark, – uanset under hvilken sportsgren dette blev vundet. Glæden var lige stor hver gang, og den sejrsfanfare, der fulgte vore Vindere, føltes af mig som en fanfare for Danmark, og dette giver en helt speciel glæde.

Alle idrætsgrene havde min store og dybe interesse, men hvis Jeg skal udpege een, som stod højest i kurs hos mig, så kommer fodbolden ind som en klar nummer eet.

Ja – men ikke sandt. Der er da ikke noget så festligt som at se spillerne i deres farvestrålende trøjer bevæge sig hen over grønsværen -  uafbrudt følgende fodbolden, og på alle mulige måder forsøge at få den indenfor i modstanderens mål, og efter mange forgæves forsøg sker det, – 
                                                 N u  k o m  d e r  M å l !
 
Dette mål giver jubel på tilskuerrækkerne; - publikum pifter, bryder ud i overvældende jubel og sang og svinger med de medbragte flag. Det sker naturligvis også, at modstanderen får mål, og det sker da også, at de vinder en kamp, men på én eller anden måde skinner solen stærkest, når Danmark vinder, og Jeg har oplevet mange gange, når sejren var Danmarks, at glæden nåede højder, som fik mig til at føle, at dette ubetinget måtte være meningen med mit liv.

Lad os tage de forgudede, forkætrede og omstridte landskampe, hvor Sverige kæmper mod Danmark. I kender alle situationen. – Vi blev med mellemrum banket af Svenskerne, men det skete da gud ske lov også, at vi løb af med sejren.

Jeg mindes endnu de stille gader, når der var Svenske-Landskamp i radioen og senere i TV. - Alle fulgte kampen, og når der var mål til Danmark, kunne jubelen nå højder, så loftet var ved at lette ved et særligt velplaceret mål. Hvor har Jeg oplevet tit, at spændingen greb mig, så det næsten kneb med at holde mikrofonen, og det er da også sket en enkelt gang, at Jeg har tabt den.

Jeg mindes stadig fodboldlandskampen i Idrætsparken den 15. juni 1977, hvor Danmark vandt sejr over Sverige med  2-1. Det var Allan Simonsen, der scorede målet, der gjorde Danmark til Vinderen. Det var også på tide, at vi vandt; - det var nemlig første gang i 12 år, at Danmark havde vundet på hjemmebane over Svenskerne. 

                       Hissa – hussa – hejsasa -  nu ska´ Svensken ha´ da–da  ! 
                      lød det uafbrudt fra tilskuerrækkerne.  -  Ja,  det var en stor dag !

For en god orden skyld må Jeg nævne, at Danmark har vundet olympisk guld i1906, sølv 1908, 1912 og 1960 samt bronze i 1948 i fodbold, så vi kan godt være os selv bekendt. Og så har Jeg endda ikke nævnt Danmarks store triumf, som fandt sted i 1992 i Sverige, hvor Danmark vandt Europamesterskabet; - og vi kom endda med på et afbud, fordi Jugoslavien udgik på grund af den begyndende krise i Balkanområdet.

Den ældste eksisterende danske Boldklub – Københavns Boldklub, stiftedes i 1876 og senere er adskillige Klubber kommet til, og i mange år har det været sådan, at enhver rask dreng spiller fodbold. Sådan en lille knægt starter på lilleput-holdet, og herfra kan man langsomt arbejde sig opad. - Husk, der skal træning til – megen træning, men så kan det også ende med, at man når helt til tops og ender på Landsholdet, - og det er jo nok værd at stræbe efter.

                                                           

Jeg husker mange strålende sejre også indenfor andre sportsgrene, og Jeg kan i den forbindelse ikke lade være at nævne Inge Sørensen, der kun var tolv år gammel, da hun ved Olympiaden i Berlin 1936 vandt bronze i 200 m brystsvømning og tre verdensrekorder i 400 m og 500 m brystsvømning, samt guld i 1938 ved Europamesterskaberne. -
 Hun var et naturtalent og havde fortjent de medaljer, hun fik, og tilnavnet - lille henrivende Inge - som Jeg gav hende, var et navn, som netop passede til hende.
                                               

                                 Min begejstring for sportens verden fik Jeg udtrykt således:
Jeg spiller selv bolden nede på banen, jeg ligger i bassinet ved siden af svømmerne, jeg løber lige så meget som løberne . . . . . .

Poul Henningsen beskyldte mig engang for at ”vikle mikrofonen ind i Dannebrog”,  og -  okay, det var måske slet ikke så ringe sagt.
                     
En anden person, Jeg aldrig vil glemme, er Paul Elvstrøm. Når han satte sig op i en sejlbåd, var han ubetinget Mesteren, og dette beviste han til overmål, da han vandt guld ved Olympiaden i 1948, 1952, 1956 og 1960 i eenmandsklasse for sejlbåde, samt elleve Verdensmesterskaber og adskillige Europamesterskaber.

At Danmark kan placere sig så strålende skyldes kombinationen af en sej vilje og det faktum, at Danmark er omgivet af vand overalt.

Endnu et bevis for, hvad en stærk vilje er i stand til at gennemføre, har vi i Ryttersken  Lis Hartel, der selv efter at være blevet ramt af polio fortsatte med at ride. Hendes triumf var hele Danmarks triumf, da hun vandt sølv ved Olympiaden både i 1952 og i 1956 i svær skoleridning med hesten Jubilee!

             ¶ ¶ ¶

Jeg – Gunnar Nu – har været med ved alle disse strålende sejre, og når Jeg skal være ærlig, så har det hver gang frydet mig, når Danmark vandt medalje – uanset hvilken idrætsgren det var. Mit liv har således beredt mig så mange glæder, at Jeg næppe har noget til gode; -  det skulle da lige være at få lov til endnu engang som Speaker at reportere en fodboldkamp, som den, der netop blev udkæmpet i denne sommer mellem Danmark og Frankrig, hvor Danmark vandt endnu en strålende sejr med 3-0. –
At Danmark ikke nåede helt til tops i Verdensmesterskabet, forringer på ingen måde den glimrende indsats, som de danske spillere alle som een udviste ved denne kamp. Ja, sandelig - de kæmpede, de danske drenge, og sejren var deres;  - og Jeg gamle sportsmedarbejder sad såmænd, mens hele kampen stod på og fulgte spillet så nøje, at der ikke var tvivl i mit sind bagefter; - Danmark havde fortjent denne sejr.

Jeg er klar over, at I ønsker at spørge, hvordan i alverden det dog kan gå til, at Jeg – Gunnar Nu-Hansen, der forlod Jorden i 1993, kan udtale mig om en fodboldkamp, der fandt sted den 11. juni 2002 - rent bortset fra, at man skal befinde sig blandt de levendes tal for at kunne se en sådan kamp.
Ja, men kære Venner - det gør Jeg da sandelig også; - Jeg befinder mig bare i en anden Verden end Jeres, en Verden, hvor Vi har så godt et overblik over alt, hvad der sker på Jorden, at sådan en ting som en fodboldkamp er en smal sag for Os at følge.

Jeg giver nu ordet til alle de, der var til stede ved denne fodboldkamp, for de ønsker i samlet flok at fortælle Danmark om Den Oversanselige Verdens interesse for sport, der udøves overalt på Jorden.

                                            Vi takker Gunnar Nu  for ordet. -
     Allerførst ønsker vi at præsentere Os, og det gør Vi nok nemmest ved i samlet flok at sige:
Vi bebor den yderste Sfære af de Seks Sfærer,  G U D  i sin visdom har anlagt rundt om Jorden til brug for alle de mennesker, der kommer herop efter døden. 
                       
                           Vi, der taler her, kaldes  E n g l e , og Vi har mange opgaver. -

Én af dem er at overvåge og skærme vore jordiske Brødre og Søstre, mens de befinder sig på Jorden som mennesker. Mennesker kan fornemme Os som en svag indvendig Stemme, som lyder, hver gang de er ved at fjerne sig fra den vej, som G U D  har planlagt for hvert enkelt menneske. Vi overvåger alt, hvad der sker på Jorden; - intet undgår vor opmærksomhed, og dét, der kan glæde Os mest er, når menneskene i stedet for at kriges kan leve sammen i fred og fordragelighed, og her tænker Vi på alle de lege af enhver art, som mennesker til alle tider har fordrevet tiden med, når de var sammen.

                          

                                          
Alle mennesker burde lege; - det at kunne lege har ingen aldersbegrænsning. Børn leger, – det er deres natur, og fælleslege – uanset af hvad art de er - har den virkning på barnesindet, at barnet føler sig afspændt, glad og tilfreds, når det leger noget, som morer, optager og interesserer det; - og når børn leger sammen, sker der det gode, at legen optager pladsen for splid og indbyrdes ufred; - børn, der leger sammen, er som regel fine venner.

Dette kan føre os over i voksenverdenen, for her leger mennesker sandelig også med hinanden; - her kaldes det bare at dyste, at konkurrere eller kæmpe, og dette fører os direkte ind i sportens verden. Denne verden har mange forgreninger, men alle tjener de eet og samme formål: at være sammen på en måde, hvor alle har det rart, hvor alle respekteres som ligeværdige, og hvor alle har en chance for at deltage.

      ^{µ µ µ}
Dette er sportens mest iøjnefaldende gode, men der er også andre fordele ved, at to hold kæmper mod hinanden, eller to lande kæmper mod hinanden, når det vel at mærke sker indenfor det, man benævner som sport og idræt, og som Vi derfor vil kalde for fredelig kappestrid. 

                                                   Nu kommer vi til sagens kerne:
Når mennesker igennem tiderne skulle have afløb for deres aggressioner, deres vrede eller de følte, der skulle ske noget i deres grå og ensformige tilværelse, så samlede de sig i hære med een eller flere anførere og drog ind over nabolandets grænse for at røve, for at plyndre og for at voldtage og myrde. Dette er krig, og det er én af de allerdårligste måder, mennesker kan omgås hinanden på.
Her kommer sporten så at sige ind som en frelsende engel, for her kan mennesker være sammen, uden at der bliver udgydt en dråbe blod. - Her kan mennesker få afløb for alle de følelser, de har, og de kan oven i købet på en god måde komme af med deres aggressioner, så disse ikke bliver vendt til noget, der bliver værre.

Ved store sportsstævner som fx en fodboldlandskamp eller ved De olympiske Lege, som bliver afholdt hver fjerde år, og som går på omgang Landene imellem, har tilskuerne den samme mulighed for at få afløb for indestængte følelser, fordi de her kan huje, klappe, synge eller juble, når et særligt fint sportsresultat viser sig nede på banen.

Set i dette spejl er sport af enhver art én af de største velsignelser, menneskene har for at være sammen på en fredelig og god måde. Vi ønsker her at fortælle menneskene, hvad der sker her i Den Oversanselige Verden, når en fodboldkamp bliver spillet - som fx de kampe, der netop nu i denne sommer er blevet afviklet for at afgøre hvilket land, der sluttelig  erhverver  VERDENSMESTERSKABET  I  FODBOLD ! 
                       
Vi – Englene i Sjette Sfære - redegører nu for den rent ud sagt overjordiske jubel, der griber Os, når en landskamp bliver udspillet. -  Ikke alene følger Vi kampen nøje i alle detaljer, men Vi giver også udtryk for Vor begejstring, når et særligt godt og velplaceret spark sender bolden direkte i mål; - dog må Vi sige, at Vi i modsætning til mennesker ikke har vore specielle favoritter.
Vi betragter kampen som en helhed og fryder Os over spillernes glæde ved kampen, og – ærlig talt, er der noget så befriende som at se en dygtig spiller score det afgørende sejrs-mål; - hvis jubelen er stor på Jorden, så er den sandelig ikke mindre her hos os, der har fulgt hele kampen fra start til slut.  -

Vi ville ønske, menneskene kunne høre, hvorledes Vi heroppe formår at give udtryk for vor begejstring, for så tror Vi helt sikkert, at det vil gå op for dem, at Engle ikke er nogle fjerne, utydelige tågeskikkelser, som man dårligt nok er sikker på - eksisterer, men at Vi i allerhøjeste grad er virkelige, nærværende og dybt interesserede i alt, hvad der foregår på Jorden.

Kirsten spørger:
Hvor befinder I Jer, når I følger en fodboldkamp på Jorden ?

Dette spørgsmål kunne Vi forestille Os mange mennesker gerne ville have svar på.
Vi, der befinder Os her i Sjette Sfære og virker som  S k y t s e n g l e , er i stand til på ethvert område at følge det, der sker nede på Jorden. - Når Vi fx ønsker at følge en fodboldkamp, kan dette glimrende lade sig gøre fra Sjette Sfære.  Da Vi er klar over, at dette kræver en nærmere forklaring, har Vi fået     G U D´s Tilladelse til at fortælle følgende:
                      
Vi kan fortælle, at Vi er i stand til at følge alt, hvad der sker på Jorden – ikke kun sportskampe. - Det foregår blot ikke ved store TV-skærme, som nogle mennesker måske kunne forestille sig. - Vi har heroppe noget, som hedder et  all-round Syn, og med dette Syn er Vi i stand til i mindste detalje ”at se”, hvad der til enhver tid sker på Jorden. Hvis Vi fx ønsker at følge en fodboldkamp, så indstiller Vi Vort Syn, som findes inden i Vor bevidsthed, på denne kamp; - og vi nu ikke alene ser den i sit fulde omfang, men Vi kan også høre alt, hvad der sker under kampen. –
Dette gælder også koncerter, teaterforestillinger, foredrag, konferencer og møder af enhver art, der måtte finde sted på Jorden.

Grunden til dette er, at Vi som Engle er skabt med andre og stærkere Sanser end menneskene på Jorden. - Disse Sanser har vi brug for, når Vi som Skytsånder skal værne, retlede og advare vore Myndlinge på Jorden.  

                                                                                            Englene fra Sjette Sfære
                                                                     
Gunnar Nu-Hansen:
Jeg kunne ønske endnu engang at medvirke som Speaker ved en ægte dansk fodboldkamp; -  dog, dette ønske må Jeg nok afstå fra at få opfyldt; - men der er en anden ting, som Jeg som ægte sportsjournalist kan få opfyldt, og det er at medvirke som Reporter ved et  K a m p - S t æ v n e , hvor to danske Kvinder spiller hovedrollen. Det er ikke et kamp-stævne, hvor der er en Taber og en Vinder; - ved dette  S t æ v n e  vil der enten være t o  T a b e r e  eller  t o  V i n d e r e, og Jeg – Gunnar Nu-Hansen kan roligt sige, at Jeg i mit lange liv son sportsjournalist aldrig har været med til noget, der var mere spændende end dette.

Stedet:                                         et hyggeligt dansk kaffebord
Tidspunktet:                                kl. 20.40
Personerne:                                 seks kvinder og én mand
Stemningen:                               særdeles god

Årsagen til sammenkomsten: 
Overværelsen af en koncert i  Tivolis Koncertsal, hvor solisten var Cecilia  Bartoli

Hvem var disse piger?                 det var Sang-Gruppen ”Stjernesang”
og denne mand                         samt deres lærerinde ? - 
Manden var gift med husets værtinde, som er eet
af  Sang-Gruppens medlemmer .
                                  
                      
Jeg – Gunnar Nu-Hansen var også selv personligt  til stede i min egenskab af sportsjournalist, og her er den reportage, Jeg lavede undervejs af de begivenheder, der udspillede sig denne aften ved dette kaffebord:

Herfra hvor Jeg befinder mig, har Jeg et glimrende overblik og kan se alt, hvad der sker i stuen, og de Personer, Jeg  hæfter mig mest med, er de to, der i forvejen er udpeget som     P a r t n e r e   i dette Kamp-Stævne.

Den ene er lidt nervøs for det, der skal forestå, og det er der ikke noget at sige til, for det er et stævne på liv og død, og når det endelige resultat foreligger, er der ingen mulighed for omkamp.

Den anden Person virker totalt uanfægtet af situationen, og når dette er tilfældet, så må det være, fordi hun er helt sikker på kampens udfald.

Så sikker er der ingen af Os andre, der er. Vi er alle mildt sagt ved at gå til af spænding og nervøsitet.
Jeg for min del mindes ikke nogensinde at have deltaget i en Kamp, som i den grad kan få mig ud af koncepterne; - og når Jeg ser mig omkring, så kan Jeg se, at alle de, der står i nærheden af mig,  er lige så dirrende, sitrende nervøse som Jeg.

Der er dyb tavshed. Vi vover ikke at sige eet ord til hinanden, for Vi ved, at om få øjeblikke vil den Kamp blive udspillet, som kun kan enten vindes eller tabes. - Vi føler alle, at Kampen må ende som en sejr, ja, dette er så vigtigt, at vi næppe vover at trække vejret nu.

                                                     N u  sker der noget !
Den ene af pigerne, som hedder Georgine, er nået til et punkt, hvor hun simpelthen er nødt til at rejse sig og gå hen til den anden bordende, hvor hendes kampfælle, som bærer navnet Rebecca, - sidder, men inden dette sker, får Rebecca (Hanne Leffler) noget at vide, som hendes Skytsengel ganske sagte fortæller hende. Hun lytter, og nu kan Jeg se, at hun er klar over, at øjeblikket – det vigtigste øjeblik af alle – er kommet. 

                               N u  sker der noget afgørende !
Georgine rejser sig med et ryk og begynder en spadseretur, der må virke uendelig for hende. Hun nærmer sig målet, og Nu – N u er hun så langt fremme, at det kun kan være et spørgsmål om sekunder, før hun står ved målstregen.
                      
På den anden side af denne streg befinder Rebecca sig, og det er meningen, at de to skal mødes på målstregen, og hvis det sker, vil de begge to blive udråbt som Vindere, men hvis det af én eller anden grund skulle gå galt, så vil der ingen Vindere være – overhovedet.

                                           Nu – Nu –  N u  når Georgine hen til Rebecca. -
N u  lægger hun armene rundt om hende og bøjer sit hoved kærligt ned til hendes, og dét, Vi bliver vidne til, kan kun være én ting; - en dyb Bøn om Tilgivelse for noget, som må være så ufatteligt ondt, at det endelige resultat ikke kan dreje sig om noget mindre end liv eller død - og det på højeste plan. 
Georgine bliver stående således i et øjeblik så fyldt af fortættet spænding, at Jeg – Gunnar Nu-Hansen aldrig har været ude for et minut så  v a n v i t t i g t   d i r r e n d e   f y l d t     m e d   u u d h o l d e l i g   s p æ n d i n g . 

                                                     N u   s k e r   d e r  n o g e t ! 
Et Lys nærmest eksploderer i så voldsomme kaskader, som skulle det opfylde hele Jorden og Universet med; -  og  Nu – Nu – N  u   er Vi alle klar over, at Kampen er afgjort med en afgørende Sejr til begge Damerne ! 
             
                       
                              N u  sker det mest utrolige af det hele:
Det enorme Lys når Universets mørkeste punkt, hvori selve Djævelen – ARDOR, inden Han vendte tilbage til Lyset, - i sit vanvid havde lagt en Bestemmelse om Jordens Undergang.

                                                       Lyset nærmer sig dette punkt
                                                      og Nu – Nu – N u  sker der noget !
I det næste sekund er det, som om dette mørke Punkt, som indeholdt Alverdens Had og Ondskab, aldrig har eksisteret; - det er væk – forsvundet.  - Det stærke Lys, der opstod, da Rebecca og Georgine mødte hinanden på målstregen, har simpelthen udslettet dette Punkt, og intet som helst kan nu mere true Menneskene på Jorden.
                    
                N u – N u  bryder en fuldstændig overvældende Jubel  løs.

Alle flag går til tops i Sjette Sfære; - samtlige Kirkeklokker giver sig til at klinge og ringe for at markere, at det Kamp-Stævne, der netop er overstået, endte med en afgørende sejr  f o r   b  e  g g e   P a r t e r !
                       
                                               Men Jubelen forbliver ikke i Sjette Sfære.
Nu – N u kan Jeg høre, at den griber alle de, der befinder sig i Femte og Fjerde Sfære. Aldrig har der været mage til Jubel, mage til Glæde; - aldrig har Menneskeånderne taget hinanden i hænderne og danset en sådan Glædesdans som Nu; - og Jubelen i disse himmelske Planer breder sig endnu mere, for N u – N u – N u er Jubelen nået Tredje, Anden og Nu Første Sfære, og grunden til al denne Jubel, som alle Menneskeånderne deltager i, er - at ingen mere behøver at frygte de djævelske Forudbestemmelser, som  ARDOR for længe siden havde anbragt på himlen over Jorden, og som ville betyde total udslettelse af Livet på Jorden ved en omfattende og nådesløs Kernevåben-Krig.

Mel.: Hvor skoven dog er frisk og stor

De stjerner små i det himmelhvælv
af glæde dansede rundt.
De hvide skyer, ja, og månen selv
af glæde dansede rundt.
Og allensteds i det Himmelhvælv
blev dansen trådt, - og Sankt Peter selv
lod Porten stå vidåben.
Kuk Kuk Kuk Kuk faldera.

                                       2. december 1998                  H. C. Andersen

Denne Kamp, som Jeg – Gunnar Nu netop nu har færdigreporteret, fandt sted I Danmark den 13. februar 1997 kl. 21.46 dansk tid. - Jeg ønsker Danmark til lykke med at have huset et sådant Kamp-Stævne  og ønsker de to implicerede parter - 
                    Rebecca og Georgine - til lykke med Sejren !

Jeg trækker mig tilbage, fordi Jeg nu tager tilbage til Sjette Sfære, hvor en uhyre spændende fodboldkamp venter,  og den ønsker Jeg ikke at gå glip af.

                                            Pas nu på Danmark, for inden I ved af det,

                     vil der ske noget i Danmark, som vil glæde og interesse Jer alle,

                                        og som i sandhed er meget spændende !

       26. august 2002                     Gunnar  Nu-Hansen  
                                                                                          
             


            Hanne og Kirsten – I to mest sprudlende og friske damer på Jorden.

Når jeg starter sådan, er det fordi, jeg ønsker at fortælle Jer, at det er sådan, Vi alle ser på Jer - alle Vi, der befinder os i Sjette Sfære. Uden Jeres store interesse og helt utrolige engagement i alt, hvad der angår forbindelsen til Den Oversanselige Verden, ville Vi ikke få dét igennem, som nu uafbrudt tilflyder den jordiske Befolkning,  og dette kan jeg forsikre Jer for, er af så stor en betydning, fordi det er nu, dette arbejde skal udføres – ikke om femten eller tyve år, for så er det nemlig for sent.

Aldrig – hverken før eller siden – vil et sådant samarbejde finde sted mellem Jorden og Himlen, så når du Kirsten fortæller, at dette kører non-stop i din bevidsthed og Hanne  bekræfter, at hun bruger al sin tid på det, så er det – undskyld jeg udtaler mig sådan – simpelthen nødvendigt og ikke mere, end man kan forvente af Jer.

Belønningen – ja, men kære piger – er I ikke klar over, at den Tak, I vil modtage for dette, vil være noget, der vil vare i Al Evighed, og den, der vil give Jer den største Tak, er HIMLENS FADER; -  og at modtage  G U D’s  Tak er det mest salige, man overhovedet kan forestille sig. - Jeg ved det, jeg har selv prøvet det nogle gange.

Hanne – til dig vil jeg sige, at dét, du hver dag udfører, ikke kan sidestilles med noget, der hidtil har fundet sted, og grunden til dette er, at der aldrig nogensinde før på Jorden har befundet sig et menneske (menneskeånd - ikke Engel), der var i stand til at udføre noget lignende. - Der har simpelthen ikke været et menneske med de kvalifikationer og den vilje til at gennemføre dét, hun dybt i sit hjerte følte for enhver pris måtte gennemføres.

Hanne – når jeg nu giver dig min Hilsen, - en Hilsen, jeg har set frem til længe, og som jeg føler som mit livs ubetingede højdepunkt, så skal I begge vide, at ikke alene jeg, men hele den Oversanselige Verden vil give deres besyv med, for sport er sandelig noget, der interesserer Os alle heroppe.
              26. august 2002                   Gunnar  Nu-Hansen   


                                 

d d d